Annonce

Vi bør tage utvetydig afstand fra Trumps xenofobiske og racistiske udtalelse 

USA's præsident Donald Trumps racistiske og xenofobiske bemærkning på Twitter kræver et kontant svar fra alle os, der er interesserede i international politik.

For et par uger dein skrev Donald Trump en som sædvanlig helt utilstedelig bemærkning på Twitter, hvor han langede ud efter en gruppe kvindelige demokratiske kongresmedlemmer. Han skrev, at de bør rejse tilbage til deres oprindelseslande. Han skriver, at de skal “hjælpe med at fikse de fuldstændigt sammenbrudte og kriminelle steder, de kom fra".

Faktum er, at Donald Trumps bedsteforældre selv kom som immigranter til USA

Præsidenten nævner ingen navne, men de fleste medier og meningsdannere var enige om, at han formentlig tænker på de fire kvinder Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan.

Af de fire kvinder, der ifølge nyhedsbureauerne er i Trumps tanker, er det kun Ilhan Omar, som er født uden for USA. Hun ankom til Minneapolis i 1997 som flygtning fra Somalia. Alexandria Ocasio-Cortez er faktisk født få kilometer fra, hvor Trump selv blev født.

Faktum er, at Donald Trumps bedsteforældre selv kom som immigranter til USA, da med efternavnet Trumpf. Så hvordan kan det være, at Donald Trump har mere ret til at være i USA end de kvindelige demokratiske politikere? 

Trumps store distraktionsforsøg?

Nu har demokraten Ayanna Pressley på et pressemøde, hvor de tre andre ovennævnte kvinder også var til stede, kaldt Trumps opsigtsvækkende bemærkning for “disruptive distraction”, det vil sige et forsøg på at distrahere befolkningen fra de vigtigste politiske emner, som er voksende ulighed, manglen på basal ret til at købe medicin, muligheden for at købe eller leje en bolig, som man har råd til at betale og ikke at adskille børn fra forældrene, når de søger asyl i USA. Demokraten Alexandria Ocasio-Cortez fra New York har karakteriseret Trumps udtalelse som et sprog fra “white supremacists”.

En sådan racistisk bemærkning skal vi opponere imod

I lang tid har det fungeret fint, at man ignorerer Trumps beskeder på Twitter. Men den sidste udmelding kræver et svar, ikke kun fra de pågældende kvindelige politikere, men også fra alle os andre. En sådan racistisk bemærkning skal vi opponere imod, og vi skal tage afstand fra sådan et ekskluderende sprog.

Vi skal bevare den gode tone

Amerika befinder sig i en politisk krise med en leder, der ikke kan agere som leder for alle, og som skaber en uheldig yderligere polarisering i et allerede alt for polariseret samfund. I en sådan situation er det endnu vigtigere, at europæiske ledere træder i karakter og bevarer den gode tone.

Der burde være et mindstekrav om et anstændigt sprogbrug til alle ledere

Der er også personer med anden etnisk oprindelse end europæisk, der er kommet for at blive her i Vesten. Der burde være et mindstekrav om et anstændigt sprogbrug til alle ledere. Selvom deres forældre oprindelig kommer fra Mellemamerika, Asien eller Afrika, er det racistisk at bede folk, som er født og opvokset i USA eller Europa, om at rejse hjem, og det burde vi tage klart og tydeligt afstand fra.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet

Kommentarer