Annonce

Vil ikke forholde sig til forslag om at ligestille lønmodtagere og arbejdsgivere

Arbejdsgiverforeninger vil ikke forholde sig til forslag, der giver både lønmodtagere og arbejdsgivere fuld fradragsret for faglige kontingenter.
Hos fagforbundet 3F opfordrede man torsdag i Netavisen Pio til, at lønmodtagere og arbejdsgivere ligestilles, så begge parter fremover for fuld fradragsret for faglige kontingenter.

I dag er det sådan, at arbejdsgiverne kan trække den fulde udgift til deres kontingent til en arbejdsgiverforening fra i skat.

Også selv om kontingentet løber op i millioner af kroner. Mens lønmodtagere til sammenligning maksimalt må trække 6.000 kroner fra i skat om året til fagforeningskontingent.

Men hvad mener arbejdsgiverorganisationerne så om forslaget fra 3F?

DA ønsker ikke at kommentere

Ja, det vides ikke. For Dansk Arbejdsgiverforening ønsker ikke at kommentere forslaget fra 3F.

“Vi har ikke mulighed for at give kommentar,” skriver DA’s pressechef Sabrina Drevsfeldt i en sms til Netavisen Pio. Sms-beskeden afføder denne opklarende sms fra Netavisen Pio:

Hvordan skal det forstås? Vil DA ikke kommentere?

“Vi har ingen kommentarer, nej.”

Vi har ingen kommentarer, nej

Brian Mikkelsen & Co. lurepasser

Hos arbejdsgiver-brancheorganisationen Dansk Erhverv, hvor den tidligere fremtrædende konservative politiker, Brian Mikkelsen, i dag er administrende direktør, er der heller ingen kommentarer til 3F-forslaget om ligestilling mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, sådan at begge parter fremover for fuld fradragsret for faglige kontingenter.

“Vi henviser til Dansk Arbejdsgiverforening på denne,” lyder mail-beskeden fra Dansk Erhvervs pressechef, Lars Ohlsen.

Netavisen Pio bad skriftligt torsdag aften Dansk Industris presseafdeling formidle en DI-kommentar til 3F-forslaget.

Kort efter svarfristens udløb kl. 13 skriver DI’s presseafdeling i en SMS, at man ikke kan hjælpe inden for den fastsatte tidsfrist.

Dansk Industri foreslår i stedet, at Netavisen Pio indhenter kommentarer til 3F-forslaget hos politikerne.

Fratrækker op til 6,1 millioner

Det er ikke småpenge arbejdsgivere trækker fra i skat for medlemskontingent indbetalt til en arbejdsgiverforening.

Således oplyser Dansk Industri, at kontingentet stiger gradvist beregnet ud fra virksomhedernes lønsum. Det maksimale kontingent, som en række store danske virksomheder betaler, udgør 6.132.000 kroner årligt.

Men nu ønsker 3F altså at gøre op mod den fradragsmæssige forskelsbehandling mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Første skridt bør, ifølge forbundet, være at forhøje lønmodtagernes skatteloft med 1.000 kroner, så lønmodtagere årligt kan trække op til 7.000 kroner af fagforeningskontingentet fra i skat, sådan som S-regeringen netop har foreslået som led i reformudspillet  ‘Danmark kan mere I’:

“S-regeringens forslag om et lidt højere fradragsloft for fagforeningskontingent er kun et helt rimeligt forslag,” udtalte forbundssekretær hos 3F, Henning Overgaard, til Netavisen Pio torsdag. l

Men principielt bør arbejdsgivere og lønmodtagere være ligestillet, når det gælder faglige kontingenter, understregede 3F-forbundssekretæren:

Loftet bør helt fjernes

“Loftet bør helt fjernes, for fradraget for de faglige kontingenter for lønmodtagere og arbejdsgivere er en simpel og billig støtte til organiseringen og den danske arbejdsmarkedsmodel, som politikerne ellers altid skamroser. Med god grund.”

Hønge: Arbejdsgiverne har en fest

SF’s politiske ordfører, beskæftigelsesordfører Karsten Hønge, er stærkt utilfreds med forskelsbehandlingen af arbejdsgivere og lønmodtagere, når det gælder fradrag for faglige kontingenter.

“Sandheden er, at for eksempel DI og Dansk Erhverv har en fest med de nuværende regler, som begrænser lønmodtagernes mulighed for at trække fagforeningskontingentet fra, men som giver det enkelte firma mulighed for at trække over 6 millioner fra. Bare for et enkelt firma,” sagde Hønge torsdag til Netavisen Pio.

Karsten Hønge tilføjede, at det kun er ret og rimeligt, at faglige kontingenter fuldt ud kan trækkes fra i skat:

Den Danske Model lægger guldæggene til velfærdssamfundet

“Den Danske Model lægger guldæggene til velfærdssamfundet, og derfor skal faglige kontingenter fuldt ud naturligvis kunne trækkes fra i skat.”

VK-regeringen indførte - med støtte fra Dansk Folkeparti - med virkning fra 2011 et loft for, hvad lønmodtagere kan trække fra i skat på udgifter til fagforeningskontingent. Loftet blev fastsat til 3.000 kroner.

Under SR-regeringen blev lønmodtagernes fradrag med virkning fra 2015 sat op fra de 3.000 til de nuværende 6.000 kroner.

Nu foreslår S-regeringen så, at fradraget forhøjes til 7.000 kroner årligt.

Det svarer til, at et fagforeningskontingent på 583 kroner om måneden kan trækkes fra i skat, mod nu højst 500 kroner om måneden.                 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Vil ikke forholde sig til forslag om at ligestille lønmodtagere og arbejdsgivere"

...men, at arbejdsgivere kan få fuld fradrag for deres medlemskab af en arbejdsgiver fagforening er selvfølgelig kun ret og rimelig må man forstå.

Den blå løgn fortsætter.

De tier og samtykker...

Lighed for fradrag for kontingent til faglige organisationer?
Så skal der være loft over begge parters fradrag.
Fjerner man loftet over fradraget for fagforeningskontingent, vil fagforeningskontingentet stige og nogle vil måske være nødt til at melde sig ud/lade være med at melde sig ind.

@Leif

Tror du virkelig at fagforeningerne er så dumme?

Selvfølgelig vil arbejdsgiverne da ikke forholde sig til forslaget. Inderst inde ved de jo godt at det kun er rimeligt. MEN at indrømme det, vil nok kræve en ½ liter sandhedsserum.

Selvfølgelig er arbejdsgiverne ikke interesserede i at lønmodtagerne får et højere eller fuldt fradrag for deres fagforeningskontingenter. Man kunne jo risikere at flere lønmodtagere blev organiserede og det ville da slet ikke gå, så bliver fagforeningerne jo stærkere. Nej, nej, nej, man kunne risikere at der kom mere balance i tingene og det vil de blå gøre alt hvad de kan for at undgå.