Annonce

3F hælder Dansk Industri-jubel ned ad brættet: “Ingen grund til at åbne sluserne yderligere"

Dansk Industri roser regeringen for planer om at hente sundheds- og ældrplejepersonale i Indien og Filippinerne, og mener, at Danmark skal gå skridtet videre og importere arbejdskraft fra tredjelande "mere generelt"
Foto: Colourbox
Dansk Industri jubler - som omtalt i Netavisen Pio onsdag - over SVM-regeringens planer om at hente sundheds- og ældreplejepersonale i Indien og Filippinerne. Og benytter lejligheden til at foreslå, at Danmark går skridtet videre og importerer arbejdskraft fra tredjelande “mere bredt”.

Men der er bestemt ingen grund til at åbne sluserne yderligere for udenlandsk arbejdskraft fra tredjeverdenslande, mener fagforbundet 3F:

”Vi har i dag omkring 13 millioner arbejdsløse europæere, som arbejdsgiverne uden bureaukratisk bøvl kan hente til Danmark. Vi har samtidig mere end 80.000 danske ledige, som arbejdsgiverne uden bøvl kan benytte sig af,” siger forbundssekretær hos 3F, Søren Heisel, til Netavisen Pio og fortsætter:

“Der er bestemt ingen grund til at åbne sluserne yderligere for billig udenlandsk arbejdskraft fra tredjeverdenslande. Særligt set i lyset af, at ledigheden har været stigende de seneste år.”  

Danske virksomheder glemmer EU-jobbase

Søren Heisel ærgrer sig over, at danske virksomheder i stor stil ikke benytter sig af at slå job op i EU’s jobbørs:

”Dertil kommer, at de danske virksomheder fjerde dårligst blandt alle lande i EU til at søge europæisk arbejdskraft via den europæiske jobdatabase EURES. Danske virksomheder slår 32 stillinger op pr. 100.000 indbygger, mens svenske virksomheder slår 588 stillinger op pr. 100.000 indbygger. Hvis man virkelig har så stor mangel på arbejdskraft, hvorfor søger man så ikke alle de steder, det er muligt, herunder i EU?”

Heisel minder om, at de nuværende regler giver rig mulighed for at få arbejdskraft fra tredjelande: 

”De seneste mange år er antallet af udenlandske lønmodtagere steget nærmest konstant. Det viser, at det i høj grad allerede er muligt at tiltrække arbejdskraft fra tredjelande med de nuværende regler. Blandt andet er antallet af udlændinge fra tredjelande steget med mere end 80.000 personer de seneste ti år.”

Heisel understreger, at 3F intet har imod udenlandsk arbejdskraft: 

”I 3F har vi intet imod udenlandsk arbejdskraft, når blot det sker på danske løn- og arbejdsvilkår. Hvis man lemper reglerne for at hente arbejdskraft i tredjeverdenslande, er vi bekymrede for, at det vil føre til yderligere stort pres på de danske løn- og arbejdsvilkår, hvilket vil være til stor skade for de danske lønmodtagere og især mine medlemmer.”

DI: “Yderst positivt - og på høje tid”

Hos Dansk Industri (DI) kan man næsten ikke få armene ned af begejstring over SVM-planerne om at importere sundheds- og ældreplejepersonale fra Indien og Filippinerne:

“Det er yderst positivt – og på høje tid – at regeringen nu tager initiativ til at åbne for flere internationale medarbejdere i Danmark, ikke kun i højtlønnede stillinger, men også i mere almindelige job,” sagde administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, onsdag og fortsatte:

“Det har der længe været brug for i rigtig mange brancher og virksomheder både i den offentlige og private sektor. Problemet bliver kun større, desto længere tid vi venter med at handle, og vi er også i konkurrence med andre lande på det her område."

Dansk Industri mener dog ikke, at importen kun skal gælde medarbejdere til sundheds- og ældreplejen. DI mener, at Danmark bør importere arbejdskraft “mere generelt”:

“Som samfund har vi brug for at afhjælpe medarbejdermangel mere generelt, hvis vi skal kunne håndtere nutidens og fremtidens meget påtrængende udfordringer med blandt andet grøn omstilling, udvikling af nye produkter og digitalisering af vores samfund. Derfor er mere international arbejdskraft en hel central løsning for fremtidens Danmark,” siger DI’s førstemand, Lars Sandahl Sørensen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når Dansk Industri er så let gennemskuelige, som det er tilfældet, kan det næsten kun skyldes, at de ikke engang gider prøve. Men hvorfor skulle de også det, deres venner på borgen skal jo nok være der for dem alligevel.

Det gir' stadig ikke mening, at uddanne sygeplejersker der tager arbejde i Norge, for samtidig at hente arbejdskraft, der ikke kan tale dansk, og som vi så også skal uddanne
.

Og når vi så har uddannet de nye, tager de også til Norge, fordi vi endnu ikke har løst hovedproblemet, nemlig løn og ansættelsesforhold.

Dansk Industri ønsker lavtlønsområdet ned under 100 kr. i timen. For at nå det mål kræver det en stor tilgang til arbejdsudbuddet i Danmark i form af taknemlig arbejdskraft fra den tredie verden som løntrykkere, som Moderaterne har foreslået det.

Men glem ikke en ting. Den-Lille-Svindler er Den-Lille-Svindler nu forklædt som midtsøgende og moderat. Men målet er uændret. At ødelægge den danske velfærdsstat og billig lavtlønspersonale stillet til rådighed for erhvervslivet og servicepersonale for de velhavende og de rige.