Vil Kaare Dybvad genopføre Berlinmuren?

Borgerlige debattører beskylder socialdemokratisk indenrigsminister for at være totalitær. En bekvem stråmand, hvis man ikke vil forholde sig til substansen.
Foto: Claus Bech
Boligminister Kaare Dybvad (S)
I sommervarmen skal der ikke meget til at selvantænde, men i Danmark er det ikke skovene der futter af.

Det gør derimod landets borgerlige kommentatorer, der har det til fælles, at de typisk var unge omkring murens fald i 1989.

Brandstifteren er den socialdemokratiske indenrigsminister Kaare Dybvad, der i et interview i Berlingske kritiserer “generation 89” for at være blevet jubel-liberalister, der arbejdede på at nedrive grænser for markedet og for blindhed over for almindelige menneskers udfordringer.

At de sociale og kulturelle konsekvenser af amokløben globaliseringer, var en af drivkræfterne bag både Brexit, Trump, højrepopulismen og gule veste, er ellers en nogenlunde ukontroversiel pointe.

Den fremføres i bøger af borgerlige som Anna Libak og Per Stig Møller.

Ungdommens minder er de sødeste

Men det er ikke gratis at pille ved nostalgi, for spørger man 89’erne selv, er de rasende. De hævder som Søren Pind, at Dybvad beklager kommunismens fald, eller som venstremanden Jan E. Jørgensen, der beskylder regeringen for at “føre krig mod ordet frihed”.

Den liberale kommentator Jarl Cordua mener, at Dybvad “har lydhørhed i befolkning, hvor vi under corona gladeligt har solgt ud på frihed i ren dødsangst.”

Men som den konservative kommentator Christian Egander Skov bemærker:

“Vi er efterladt med det problem, at Dybvads kritik på den ene side afvises som en stråmand, fordi de borgerlige i virkeligheden slet ikke er så grænseløst frihedselskende, som Dybvad påstår. Og på den anden side afvises, fordi den er et skalkeskjul for at begrænse selvsamme frihed.”

De borgerlige lærte det forkerte af 11. september

Berlingske chefredaktør Tom Jensen - ham med den smagfulde “nationalsocial-demokrat”- antydning mener på en og samme tid, at Kaare Dybvad tager fejl i sin kritik af 89’ernes lære af murens fald og at de selvsamme 89’ere for længst har gjort op med deres fejltagelser.

Som eksempel anfører han højrefløjens reaktion på terrorangrebet 11. september 2001 “hvor det stod klart, at historien aldeles ikke var slut, at der var grænser, der måtte sættes og kæmpes for. Men det var altid i frihedens navn.”

Så forledte i deres selvovervurderende hubris var datidens borgerlige

Men hvordan var det nu højrefløjen reagerede på 11. september? Man invaderede Irak, der ikke havde det fjerneste med angrebet at gøre og smadrede alle institutioner, uden at havde nogen plan for, hvad man skulle sætte i stedet.

Så forledte i deres selvovervurderende hubris var datidens borgerlige, at de bare antog, at væltede man diktatoren, så ville verden finde tilbage til sin naturlige tilstand bestående af markedsøkonomi og flertalsstyre.

“Dead-enders” (blindgængere) var det ord den neokonservative forsvarsminister Donald Rumsfeld, som Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller fulgte blindt, tilbage i 2003 brugte om de irakiske oprørere, som vesten aldrig fik bugt med.

Underforstået: Fremtiden var på vores side.

Terapeutisk værdi

Iblandet skingerheden fornemmer man en form for fryd i de mange angreb vendt mod Kaare Dybvad.

Endeligt har man fået bevis for alt det man i forvejen gik og mente. Så er det ikke så vigtigt om fjendebillederne hænger sammen.

I Berlingske kan man den ene dag læse en leder om, hvordan socialdemokraterne hader frihed, mens chefredaktøren dagen efter beskylder partiet for at stjæler de borgerliges værdier.

Så længe de bokser mod stråmænd, så melder de sig ud af den vigtige debat

Det er alligevel flot klaret.

Udfordringen for de borgerlige er, at så længe de bokser mod stråmænd, så melder de sig ud af den vigtige debat som Dybvad har startet.

Eller også ender de som Søren Pape (K) i absurde og i øvrigt ganske u-konservative positioner, hvor frihed defineres som fraværet af tvang.

Hvor er det borgerlige svar på ulighed og polarisering?

De borgerlige 89’ere har det til fælles med de radikale, at de bliver nødt til at tage de mange danskere der oplever stigende økonomisk og kulturel ulighed mellem mennesker og landsdele alvorligt.

Man kan ikke bare som Jakob Ellemann-Jensen trække EU-sokkerne på, som eksempel på netop den hurra-optimistiske tiltro til markedskræfter og overnationale institutioner som Dybvad kritiserer.

Der skal nok være vælgere derude, der anser Dybvad for at være kryptokommunist og regeringen for at pønse på at indføre et totalitært DDR-vælde.

Det er bare ikke særligt mange af dem.

At appellere til det segment har muligvis terapeutisk værdi, men det bringer næppe det blå Danmark tættere på at formulere en politisk vision der kan flytte vælgere over midten.

Det skal socialdemokraterne ikke være kede af, men fraværet at et substantielt borgerligt bud på hvordan vi forholder os til tidens store udfordringer, ikke bare forvitringen af landdistrikterne, men også klima, migration og ulighed er et problem.

Bør ikke bare blive et valgkamps-gimmick

Kaare Dybvads dagsorden om at puste nyt liv i købstæderne og sikre at der kan leves et alsidigt liv uden for storbyerne, bør ikke bare blive et gimmick, der skal sikre Socialdemokratiet  et godt kommunalvalg til november.

Det burde være en fælles agenda der i øvrigt ligger lige til højrebenet for Venstre og Dansk Folkeparti. Politiske resultater er nu engang mest holdbare, når de vedtages med brede flertal.

Men det kræver at højrefløjen æder sin ufolkelige markedsfundamentalisme. Og det kræver at de blå meningsdannere dropper flosklerne og de nemme fjendebilleder.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Kåre Dybvad er en af de mest spændende ministre i regeringen. Det er så deprimerende at læse Tom Jensen og Bent Winther og Anders Krab fra Berlingske og deres beske,sure,kommentarer ikke hver dag, men hver eneste dag i avisen. Hvor de rammer, eller forsøger at ramme statsminister, og de af regeringens ministre som gør et godt job. Intet kan man gøre korrekt i deres øjne som socialdemokrat. Det virker som en hetz.

Ja, ja Kaare er en særlig politiker, vi har haft mange sjove debatter, for dybest set er jeg død træt af at vores Parti er overfyldt med akademikere og ikke arbejdere, men jeg må nu forsvar vores bolig og Indenrigs medister :-) at Kaare har hjertet til venstre i brystkassen og jeg er stolt af at han er Holbæk kredsens folketingsmand, jeg er engageret i Bolig bevægelsen og der føler vi sgu ingen Berlin mur men en minister der kan se den lille mand. i modsætning til mange af de andre i Mettes gruppe, nævner ikke navne hverken Dan, eller andre skæve personer Hilsen Torben Ældrebyrde af en eller andens nåde

Øresundsregionen bør
udvikle sig til Nordens anden metropol hvor videnøkonomien/ den 4 industriale revolution opstår og bliver, så Danmark vedbliver med at være et højindkomst land. Det nuværende regering trækker os ned mellem indkomstlandene. Den regering modarbejder vores region og bør ikke støttes af borgere fra Storkøbenhavn. Stockholm er metropolen hvor vores dygtige borgere flygter til. I har nu et invadere problem af ufaglært og et udvaderes problem af uddannelses toppen.

Beklager - Men hovedstaden har hverken videns- eller udviklingsmonopol i Danmark.

Når vi ser konkret på de virksomheder, der har sat Danmark på Verdenskortet, når det gælder innovation, har de næsten ALLE udgangspunkt i den “frygtelige provins”.

Hovedstadens eneste reelle styrke, har været en absurd centralisme, der end ikke er blev set i de værste regimer, hvor en enkelt region, i den grad mener at have hoved- og halsret over en hel nation, UDEN selv at leverer reel værdi.

Hverken den danske velfærd eller velstand, kan finansieres af spelt-sigmentets frontløbende baristaer, hvor den eneste økonomiske udvikling er den boligøkonomiske boble.

Selvfølgelig har hovedstaden ikke det, og der er heldigvis en stor underskov af forskelligartede virksomheder, der alle bidrager til innovation.

Din påstand om, at stort set ALLE virksomheder, der har sat Danmark på verdenskortet når det kommer til innovation kommer fra ’provinsen’ er dog interessant. Kan du rent faktisk dokumentere den? Det er nemlig en ret voldsom påstand, der ikke umiddelbart kan bakkes op af nogen form for dokumentation jeg kan finde noget sted. Tværtimod er der en ret stor overvægt at virksomheder fra hovedstadsområdet når man ser på hvilke virksomheder, der scorer højest på innovation. Det kan sådan set godt forklares med, at særligt virksomheder inden for medicinalvarevirksomhed og it scorer højt på internationale lister da de er innovative og samtidig store nok til at blive bemærket, hvorimod flere mindre virksomheder i provinsen ikke vil fremgå af oversigter, men det bidrager i alt fald ikke til en konklusion om, ’stort set alle virksomheder, der har sat Danmark på verdenskortet når det kommer til innovation kommer fra provinsen’.

Glem ikke, at hverken den danske velfærd eller velstand kan finansieres af udkantsdanmarks momsunddragende bonderøve, hvis eneste bidrag til den økonomiske udvikling er et overforbrug af kommunale håndboldhaller drevet af rigelige overførsler af bloktilskud fra hovedstadsområdet.

Fordomme er der nok af. Danmark er for småt et land til at vores politikere (særligt dem valgt vest for Storebælt) bruger uforholdsmæssig meget tid på at blæse til den lokalpatriotiske ild.

Efter adskillige års skævvridning/øget ulighed er der omsider en regering, som tør rette op, så Danmark ikke bevidstløst øger afstanden mellem indkostgrupperne. Kåre en en at de mest fremsynede ministre, som kender problemerne og har vist vilje og handlekraft. Et samfund, der er mere i balance, har aldrig været en del af liberal eller konservativ politik. Kåre er igang med socialdemokratisme - den ægte vare - plads til alle, Danmark for folket. Fortsæt, det er imponerende.

Engang samlede alle de unormale sig i SAN Francisco og New York.

Og især New York voksede sig til skyerne.

Nu samler alle de unormale sig i København. Det er stadig udansk at bygge højt. Så man bygger nu nye øer efter ideer fra Århus.

Spørgsmålet er blot hvorfor der er blevet så mange unormale i Danmark. Så alle Danmarks unge vil studere og arbejde i København.

De social medier er nok forklaringen. Krage søger mage. Ingen føler sig mere hjemme i egen folkeskoleklasse, egen erhvervsklasse, egen gymnasieklasse, osv.

Ingen føler sig hjemme i eget lokalområde, landsby, provinsby, storby. Alle skal til København.

København er ligesom blevet allemandsmedicinen mod ensomhed, angst, manglende forståelse af den enkeltes egenart.

Vi er alle unikke og søger alle det unikke.

På sociale medier finder kragerne sammen.

På sociale medier finder høgene sammen.

På sociale medier finder gråspurvene sammen.

Når de bliver 20 år tror de alle at de skal mødes i København.

Krage søger mage.

Boligpriserne buldrer derudad.

De unge vil gøre alt for at undgå at bo sammen med eller i nærheden af “alle de andre”.

Væk fra alle de normale.

Og pludselig er det blevet mere normalt at bo i København end i provinsen.

Pludselig bor alle de normale i København.

Det spændende er, hvornår trenden går den anden vej?

Skal vi følge “de sociale mediers logik”, kommer bevægelsen helt af sig selv.

Berlin-mure væltes af tidens tand.

Tidens tand er blot acceleret netop som følge af “de sociale medier”.

Alle de unormale i USA stod en dag uden for Capitol.

De kunne have væltet demokratiets mure, hvis ikke “de normale” havde udgjort bolværket.

Politikere kan forsøge at gå imod trends skabt af sociale medier. Men de er ofte allerede en del af trenden.

Alt styres i dag fra København. Mette Frederiksen og Kaare Dybvad udgør flere grundstene i verdens nye Berlin-mur, de såkaldte sociale medier, end de selv er klar over.

De er store tilhængere af Københavns nye øer.

Selv om landet flyder over af gode bosteder langt væk fra København, Århus, Odense og Ålborg.

Ingen gider være normale uden for København.

Alt i København er unikt.

Det “normale” beskrives i dag som kommunisme. Må man forstå!

Kaare Dybvad er den mest oplagte næste statsminister i Danmark.

Landet med marker, skove, moser, åer, strande, heder, strandenge, landsbyer, større byer, provinsbyer, købstæder, og 5-10 storbyer.

Hvem der skal være statsminister i København kan passende overlades til de radikale.

Partiet hvor alle er unikke i enhver henseende!

Denne Berlinmur er forlængst bygget op. Drevet af sociale medier!

Men med et indædt og biologisk ønske om at krage søger mage.

Socialdemokratiet og de radikale er blevet et umage par!

Ligefrem proportionalt med udbredelsen af sociale medier!

Socialdemokratiet bliver mere og mere partiet der forsøger at samle landet.

Det ligger i bevægelsens urgamle DNA. Sammen står vi stærkt. Fællesskab giver et bedre Danmark. Især for de lidt svagere.

Socialdemokratiet har for længst erkendt at København er tabt.

Men landet står til at redde!

Her bor nemlig alle “de normale”. Alle der ved at de er langt fra unikke. De ligger som folk er flest. De skal nok klare sig alligevel.

Der er altid brug for en håndværker, en pædagog, en sosuer, en skolelærer, osv.

Og sjovt nok det gælder fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg til Rønne.

Berlin-mure skabes ofte i små afgrænsede områder. Med et særligt formål!

Engang flygtede alle de kloge og veluddannede fra Østtyskland til Berlin. Konsekvensen blev muren!

I dag flygter alle de unikke fra provinsen til København. Skabt af sociale medier.

Naturlovene skaber den næste trend.

Klimaet og ulighederne vil om føje år smadre SAN Francisco, New York og København.

Kun politikere der er fremsynede kan måske i sidste øjeblik redde alle de unikke fra STORstæderne.

Brandmænd, VVSere og kloakarbejdere bliver fremtidens redningskvinder.

I provinsen kan livet går sin stille gang.

Og følge det socialdemokratiske ur. Her har jeg hjemme. Her kommer jeg fra.

Det unikke i fremtiden bliver en provinsstatsminister!

Og Kaare Dybvad kunne nemt blive den første.

Et Danmark i balance.

Start med at lukke alle sociale medier.

Den vej USA allerede er på vej nedad. Demokratiets redning imod tusinder af små Berlin-mure. Samlet øst for Brøndby bakke!

Det er da lidt skægt, at I kritiserer borgerlige debattører for ikke at ville forholde sig til substansen i et indlæg, når man tænker på hvordan socialdemokratiske ministre håndterer spørgsmål i relation til land/by diskussion:

Statsministeren, der bliver sur når hun bliver spurgt om der ikke er en vis ræson i, at stærke forskningsmiljøer skabes bedst i nærheden af allerede eksisterende forskningsmiljøer. Transportministeren, der som svar på et spørgsmål om hvordan flere veje understøtter regeringens klimadagsorden alene svarer ”du er vist ikke kommet meget vest for Valby bakke” eller bedst af alle Kaare Dybvad selv, der manipulerer med statistik for at kunne understøtte sin påstand om at unge ikke søger mod de større byer.

Enig i, at det ville klæde alle bedst at forholde sig til spørgsmål i stedet for at bruge stråmandsargumenter, men måske ville det pynte lidt at kigge indad…

Annonce