Annonce

3F om politi-indsatsen i slumlejr-sagen: ”Helt til månen”

Fagforbund undrer sig over, at politiet efter et års efterforskning stadig ikke kan sige, om der rejses tiltale mod vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport A/S
Syd- og Sønderjyllands Politi er endnu ikke – præcis et år efter at slum-lejren i Padborg med filippinske og srilankanske chauffører blev afsløret - færdige med at efterforske sagen mod vognmandsvirksomhed Kurt Beier Transport A/S, som havde chaufførerne boende bag pigtråd på dens egen adresse i Padborg.

”Sagen er stadigvæk under efterforskning. Da der er tale om en verserende sag, kan vi ikke oplyse hvilke konkrete efterforskningsskridt, vi p.t. er i gang med,” skriver Brian Fussing, politiinspektør hos Udlændingekontrolafdeling Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi, i en e-mail til Fagbladet 3F, der også oprindeligt afslørede sagen.

Sagen er stadigvæk under efterforskning

”Vi kan dog oplyse, at der fortsat er tale om en ret omfattende efterforskning, da der er en række konkrete omstændigheder, der skal være opfyldt, for at der er tale om menneskehandel i straffelovens forstand,” forklarer politiinspektøren.

Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker kke at oplyse, om der er nogen sigtede eller tiltalte i sagen.

3F vil have loven ændret

Forbundssekretær i 3F Henning Overgaard er bestemt ikke tilfreds med politiets indsats i sagen:

”Det er mere end 50 år siden, at man nåede til månen. Men efter et helt års efterforskning så ved man endnu ikke, om der kan rejses tiltale - det er jo helt til månen,” siger han til Fagbladet 3F.

Han understreger, at den langsommelige efterforskning tydeligt viser, at der bør sættes flere midler af til politiets kontrol og efterforskning af tvangsarbejde.

Center Mod Menneskehandel konkluderede godt en uge efter afsløringen af slumlejren, at 26 lastbilchauffører var ofre for menneskehandel til tvangsarbejde. Dermed er sagen Danmarks hidtil største sag om tvangsarbejde.

Fagbladet 3F afdækkede oktober sidste år, at der på skift boede op til 200 udenlandske lastbilchauffører i lejren ved Padborg nær grænsen til Tyskland. Mange boede i uhumske containere eller i uopvarmede lastbilanhængere med presenning over.

Opdateret 22.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet