Annonce

Udenrigsminister Anders Samuelsen: ”Utilstedeligt angreb på danske embedsmænd”

Udenrigsministeren stærkt utilfreds med SF’eren Karsten Hønges kritik af den danske ambassade i Polen
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) afviste tirsdag formiddag under et samråd i Folketingets transportudvalg, at der er grundlag for at kritisere den danske ambassade i Polen for den rådgivning ambassaden har ydet danske vognmandsfirmaer - blandt andet i forbindelse med etablering af et selskab i Polen.

”Ambassaden skal yde bistand til danske virksomheder. Problemer i en enkelt virksomhed (Kurt Beier Transport, red.) skal ikke ødelægge det for alle andre virksomheder. Ambassaden har i sin rådgivning fulgt de regler, man skal følge. Jeg synes, det er et utilstedeligt angreb på danske embedsmænd Karsten Hønge her kommer med,” sagde udenrigsministeren under samrådet.

Her henviste Samuelsen til, at det netop er SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, der havde indkaldt til samrådet – på baggrund af oplysninger i online-magasinet transportnyhederne.dk om, at den danske ambassade i Polen over for en delegation af danske vognmænd ”nærmest fremlagde en færdig drejebog i forhold til, hvordan man via et selskab i Polen kan rekruttere chauffører fra lande uden for EU.”

Det er to vognmænd, der deltog i en delegationsrejse til Polen september sidste år med Brancheorganisation For Den Danske Vejgodstransport, ITD, der har fremsat kritikken. Under rejsen havde ITD-delegationen et længere møde på den danske ambassade i Polen.

Aktindsigt: Her er listen over vognmandsfirmaer

Op til samrådet har Netavisen Pio dokumenteret, at den danske ambassade i Polen de seneste tre år har rådgivet seks danske vognmandsvirksomheder, blandt andet med oprettelse af et polsk datterselskab.

Det drejer sig om vognmandsvirksomhederne: Uno Transport A/S, ICT Logistics A/S, Ole Larsen Transport A/S, Eurobulk Logistics A/S, Contrans A/S og 24/7 IT Trans IVS i år 2018. Det fremgår af oplysninger, som Udenrigsministeriet har frigivet over for Netavisen Pio i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt.

Direktøren hos Contrans A/S, Axel Junker, har fortalt til Netavisen Pio, at han er meget tilfreds med den rådgivning man har modtaget fra den danske ambassade i Warszawa, og at Contrans efterfølgende i sensommeren 2018 har etableret et selskab i Polen.

SF: Alene for at få billige chauffører fra 3. lande   

Under samrådet stod Karsten Hønge fast på sin kritik af den danske ambassade i Polens rådgivning:

”Udenrigsministeren undlader at tage stilling til det centrale, nemlig at den eneste grund til at danske vognmandsfirmaer ønsker at etablere et selskab i Polen er, at de kan få meget billige chauffører fra Filippinerne og andre 3. lande via netop Polen. Man må tage stilling til den trafik, der foregår. Kurt Beier Transport (Et udskældt vognmandsfirma, der i oktober sidste år blev afsløret i at huse filippinske og srilankanske chauffører i slum-teltlejre i Padborg, red.) er jo bare et resultat af den trafik,” sagde Hønge under samrådet.

Han fastslog samtidig, at Polen selv i ekstrem grad mangler chauffører. Derfor er det netop ikke for at skaffe polske chauffører danske vognmandsfirmaer etablerer sig i Polen:

Man går entydigt efter at få fat i underkuede og underbetalte chauffører fra 3. lande

”Man går entydigt efter at få fat i underkuede og underbetalte chauffører fra 3. lande,” lød det fra Hønge.

Samuelsen: Social dumping ikke mit bord

Den fungerende formand for udvalget, Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti, spurgte under samrådet, hvad udenrigsministeren vil gøre for at imødegå social dumping på chauffør-området.

”Det er uden for mit ressortområde,” svarede udenrigsministeren og henviste i stedet til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og transportminister Ole Birk Olesen (LA).

Det er uden for mit ressortområde

Efter samrådet spurgte Netavisen Pio udenrigsminister Anders Samuelsen, om han mener at den danske ambassade i Polen hele vejen igennem har optrådt fuldstændig fejlfrit:

”Jeg har ikke noget til dig,” lød svaret fra udenrigsministeren.

Heller ikke den danske ambassadør i Polen, Ole Egebjerg Mikkelsen, der overværede samrådet, ønskede efter samrådet at udtale sig til Netavisen Pio.

Opdateres

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet