Annonce

Ældre tvinges til robotter!

"Blerobotter giver besked når bleen er fuld og skal skiftes, robotsælen ”Paro” erstatter den menneskelige kontakt, og spiserobotten MySpoon overtager opgaven med at hjælpe ældre med at spise.", lyder det fra Pernille Scnoor i dagens kandidat-klumme.
Jeg er ikke generelt imod velfærdsteknologi, som kan være godt for visse ældre og handicappede. Men der er flere problemer forbundet med robotter i ældreplejen. Min bekymring er, at den menneskelige kontakt i hjemmeplejen forsvinder.

En robot, der bevæger sig rundt i uforudsigelige mønstre på kryds og tværs mellem møblerne. Det er en realitet for rigtigt mange ældre, når de skal have gjort rent. 70 procent af kommunerne bruger i dag robotstøvsugere i de ældres hjem (ifølge Kommunernes Landsforening), og i løbet af 2015 vil det gælde for 90 procent af de danske kommuner.

Tvunget til robot-brug
I mange tilfælde erstatter robotstøvsugeren et besøg af en hjemmehjælper. Man tvinger den ældre til at få en robotstøvsuger – og pålægger den ældre at betale for den. Det var Helsingør Kommune, der i 2012 i en principafgørelse fra Ankestyrelsen, fik medhold i, at de gerne måtte spare hjemmehjælpen væk og henvise borgeren til selv at anskaffe sig en robotstøvsuger. Ofte føler den ældre sig ikke tryg ved robotten og til at der bliver gjort ordentligt rent, og de føler derfor, at de er nødt til at betale for privat rengøring. Det oplevede man i Frederiksberg Kommune. Jeg synes derfor, det er værd at overveje om det er en tilfredsstillende vej at gå? Er det fremtidens kvalitet vi vil tilbyde vores ældre i hjemmeplejen?

Jeg er ikke generelt imod velfærdsteknologi, som kan være godt for visse ældre og handicappede. Men der er flere problemer forbundet med den store brug af velfærdsteknologi og robotter i ældreplejen. Min bekymring er, at den menneskelige kontakt i hjemmeplejen forsvinder.

Min bekymring er, om de penge, man sparer ved at bruge den moderne teknologi bliver overført til omsorg? Det tror jeg desværre ikke, de gør. Robotstøvsugeren er kun en lille del af det store udvalg af velfærdsteknologi, som kommunerne tilbyder; Blerobotter giver besked når bleen er fuld og skal skiftes, robotsælen ”Paro” erstatter den menneskelige kontakt, og spiserobotten MySpoon overtager opgaven med at hjælpe ældre med at spise. Skeen skal ikke længere føres af en hjemmehjælper med varme hænder, som kan tale med den ældre, men af en maskine.

Robotificering skal være frivilligt
Hvis man er for svag til selv at gøre rent, ja, så er man vel også for svag til selv at skubbe robotstøvsugeren fri, når den sætter sig fast i tæpper, stoleben osv.? Jeg mener, det er forkert at tvinge ældre til at anskaffe sig en robotstøvsuger og anden velfærdsteknologi. Det skal være frivilligt, det skal ikke være en spareøvelse og det skal gøres med værdighed. Robotstøvsugere skal kun bruges af ”stærkere” ældre, der har kræfter til at rykke den fri af tæpper og stoleben. Alle andre skal naturligvis stadig tilbydes rengøring i hjemmet! Vi skal ikke være teknologi-forskrækkede. Men vi skal stille spørgsmålstegn og være kritiske, når det gælder den ældres værdighed og velvære.

Jeg tror, at velfærdsteknologi er blevet indført i en god mening, fordi man gerne vil hjælpe de ældre. Det farlige er jo bare, at vi kan ende med ældre mennesker, der sidder helt alene og ensomme tilbage i deres eget hjem og snakker med en skærm i stedet for at have kontakt med et rigtigt menneske. Jeg er meget nervøs for det store fokus på velfærdsteknologi og selvhjulpenhed.

Det er en gammel problemstilling, men det bliver mere og mere presserende politisk. Hvor langt vil vi gå?

 

Pernille Schnoor er Folketingskandidat i Helsingørkredsen og formand for Børne- og Skoleudvalget i Hørsholm. Hun uddannet cand.comm., Ph.d., og arbejder til daglig som underviser og uddannelseskonsulent på EUX-uddannelsen i Rødovre.

I forbindelse med det kommende Folketingsvalg, har Netavisen Pio bedt en række af de socialdemokratiske kandidater, der stiller op til Folketinget for første gang, skrive en klumme med deres politiske visioner.


Flere artikler om emnet