Annonce

Aktuelt: Mere kontrol med platformsøkonomier, røgfrie forslag og en tilbageholdt MF’er i Bahrain

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kræver øget kontrol med platformsøkonomier
En gennemgang af Uber-chaufførernes skatteforhold viste i denne uge, at chaufførerne samlet havde en gæld på godt 11 millioner til den danske statskasse. Det svarer til 99 procent af alle chauffører, som havde rod i regnskaberne.

Det får nu transportordførerne for Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, Rasmus Prehn (S) og Kim Christiansen (DF) til at kræve en øget kontrol med platformsøkonomier som Uber. Det skriver Fagbladet 3F.

”Der er ikke noget galt med skattelovgivningen. Der er kontrollen, der halter kraftigt. Fremadrettet er der behov for meget mere kontrol af hele det her platformøkonomicirkus, der langt hen ad vejen har til formål at svindle og snyde, siger Kim Christiansen til Fagbladet 3F, og har afkrævet justitsminister Søren Pape Poulsen (K) svar om sagen.

Læs hele historien hos Fagbladet 3F.

 

Danske købmænd fremlægger røgfrie forslag
De Samvirkende Købmænd, som er en dansk brancheorganisation for købmænd, har i dag fremlagt 12 forslag, der skal være med til at indfri de politiske målsætninger om en røgfri generation i 2030. De vil være med at skubbe på udviklingen, og sørge for at det sker på konkurrencedygtige vilkår. Det skriver Altinget.

Forslagene omfatter blandt andet et licenskrav til købmænd og forretninger, der vil forhandle tobak, et ’under-disken’-princip for tobakssalg og et krav om ID-forespørgsler for alle under 23.

”Når der er politisk stemning for at få en røgfri generation i 2030, vil vi gerne medvirke, hvis det er på fair vilkår. Det tager vores forslag udgangspunkt i,” siger John Wagner, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd til Altinget.

Kræftens Bekæmpelse er begejstrede for udmeldingen. ”Det her kommer til at have en stor effekt, og jeg er jublende glad for det her udspil,” siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen til Altinget.

Socialdemokratiet, SF, Radikale, Alternativet og Enhedslisten fremlagde i marts et beslutningsforslag, der skulle pålægge regeringen at igangsætte forhandlinger om en national handlingsplan for tobaksforebyggelse, som dog på daværende tidspunkt blev stemt ned af regeringen og Dansk Folkeparti.

Venstre er dog positive overfor DSK’s udmelding i dag.

Læs hele historien hos Altinget.

 

Folketingsmedlem tilbageholdt i Bahrain
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen har fået frataget sit pas på en rejse til Bahrain. Det skriver Berlingske.

Grunden er, at Lars Aslan Rasmussen er taget til Bahrain for at besøge menneskerettighedsaktivisten og den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja, som sidder fængslet på livstid i Bahrain.

”Da de hører, at jeg vil besøge ham eller snakke med hans familie, tager de omgående mit pas i paskontrollen. Jeg havde besluttet mig for at være ærlig om, hvorfor jeg er her,” siger Lars Aslan Rasmussen, som stadig opholder sig i lufthavnen.

”Principielt er jeg udvist, og jeg vil egentlig gerne rejse hjem, men mit pas har de stadig.”

Læs om sagen hos Berlingske.

 

Hård kritik af ministerium efter tilbageholdelse af rapport
Uddannelses- og forskningsministeriet får hård kritik af Ombudsmanden, efter de sidste år tilbageholdte en rapport om radioaktivt affald for en journalist fra Information. Det skriver Altinget.

Ministeriet tilbageholdt rapporten, på trods af, at den var blevet godkendt efter aktindsigtsreglerne, for at der kunne nå at komme en politisk udmelding fra uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) om rapportens indhold, inden den nåede avisernes spalter.

”Hele offentlighedslovens regelsæt og grundformål siger, at hvis man har krav på aktindsigt, skal man have det hurtigst muligt. Det skyldes blandt andet, at medierne skal have mulighed for at rejse kritisk debat. Også før der foreligger en politisk afklaring i alle ender og kanter,” siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen til Altinget, og kritiserer dermed ministeriets tilgang til behandlingen af aktindsigtsanmodningen.

Læs mere hos Altinget.dk.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet