Især fordi udvalget her er skævt, uden at være for langt fra skiven. Der er store mængder af gode film og dokumentarer, som man ikke sådan bare lige kan finde alle mulige andre steder.

Forleden stødte jeg så på en dokumentarfilm om Stephen King og hans tilhørsforhold til det store lærred. Og er der en forfatter, der lige fra begyndelsen af sit forfatterskab blev uløseligt knyttet til filmmediet, så er det i den grad ham.

Hans egentlige debut som romanforfatter var med romanen Carrie fra 1974, der blev filmatiseret af Brian De Palma i 1976. Både romanen og filmen er absolutte klassikere, for her blev der sat en ny standard for den amerikanske horror.

Dokumentaren om Stephen King og filmen er fransk-belgisk og produceret af Daphné Baiwir. Den er fra 2022, og dens fokus er på de mange instruktører og skuespillere, der har arbejdet med Stephen Kings materiale.

Kort sagt, så er dokumentaren et portræt af forfatteren og de mange måder, hvorpå hans historier er blevet omskrevet til film. Titlen er ’King on Screen’.

Kongen af gys

Selvom Stephen King er blevet kaldt for ”The King of Horror”, så skal man ikke læse meget af hans samlede værker, eller se ret mange af filmatiseringerne, for at måtte erkende, at denne betegnelse er stærkt reducerende.

Tag for eksempel novellen ’Rita Hayworth and the Shawshank Redemption’ fra 1982, der blev filmatiseret af Frank Darabont i 1994. Det er en fængselsfilm med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne.

Den udmærker sig ved at være karakterbåren, og det samlede indtryk er et varmt portræt, der er dybt menneskeligt, helt uden overnaturlige kræfter og horror. I dag bliver filmen betragtet som en absolut klassiker.

Kubricks film er ellers en af gyserfilmens absolutte mesterværker

Tilbage til 'Carrie'. Debutromanen indeholder i virkeligheden de fleste elementer af det, som King mestrer.

Hans fokus på unge mennesker, deres indre konflikter, den amerikanske forstad, en særdeles brutal og modbydelig mobbekultur samt noget overnaturligt, der kan få det hele til at briste.

I virkeligheden er Stephen King en forfatter, der skriver karakterbårne historier, hvor horrordelen er underordnet et dybere psykologisk lag, der samlet set fremstår som det specifikt amerikanske, landets fortrængte traumer og angstpsykoser.  

Det er netop derfor, at Stephen King selv altid har taget voldsom afstand til Stanley Kubricks filmatisering af hans roman ’The Shining’ fra 1977.

Kubricks film er ellers en af gyserfilmens absolutte mesterværker, men det er bare ikke en filmatisering af det, som Stephen King mener er det essentielle i hans skriverier: karakteren og dennes udvikling gennem en fortælling.

Realisme

Dokumentarfilmen er på mange måder et godt indblik i, hvorledes Stephen King er blevet til indbegrebet af det amerikanske, og hvorledes hans karakterer bliver forstået som epokegørende.

Stephen King formåede at skrive horror, der ikke var henholdt til et eller andet slot, langt fra den virkelighed, som vi rent faktisk lever i.

Han skriver i stedet realistisk om den amerikanske forstadsliv, og med den tilsatte gru bliver det psykotiske og angstbærende en accentuering af den overophedede kedel, som den amerikanske middelklassemytologi på mange måder er formet af.

Stephen Kings mange kvindeportrætter er også elsket, fordi de faktisk er nuanceret og dybe, og i dokumentaren forklares det, at det nok er fordi Stephen King voksede op med en moder, hvor faren var fraværende, og siden har levet sammen med sin kone Tabitha King, der også selv er forfatter, og som altid er hans primære første læser.

Hans indgang til skriveriet begyndte med en dyb fascination af horror, som han dyrkede intenst som barn

Men det er dog heller ikke til at overse, at horrordelen er en vigtig ingrediens i Stephen Kings univers. Hans indgang til skriveriet begyndte med en dyb fascination af horror, som han dyrkede intenst som barn.

Hans senere samarbejde med horrorinstruktøren, George A. Romero, som skabte den første virkelig ekstreme zombiefilm, der siden er blevet til den standard, som denne genre ligger i forlængelse af, vidner om hvor Stephen Kings rødder er plantet.

Romeros og Kings samarbejde om filmen, ’Creepshow’ fra 1982, de består af fem korte sekvenser, indeholder lige dele klassisk horror og humor, gjorde et stort indtryk på mig som helt ung.

Jeg så den i fjernsynet, og selvom jeg ikke kendte til hverken King eller Romero, så vidste jeg, at dette var noget helt særligt, der trak tråde ned gennem den amerikanske tegneserieverden.  

Ikke rigtigt litterær

For nylig genlæste jeg Stephen Kings selvbiografiske skrift, ’On Writing: A Memoir of the Craft’, hvor han forsøger at give sine læsere en indsigt i hans tilgang til litteraturen. Den udkom første gang i 2000, og er simpelthen en fuldkommen vidunderlig tekst.

Her redegør han for hvorledes han som forfatter har måttet kæmpe sig frem, og hvor meget det egentlig har fyldt, at hans skrifter gennem mange år, og formodentlig også i dag, af mange bliver betragtet som ren underholdning, dvs. litteratur, der ikke som sådan er ”litterær”.

Skellet mellem populærlitteratur og højkulturel, kunstnerisk litteratur, er i det hele taget et latterligt forsøg på at skabe distance, og King forstår det til fulde.

Stephen King forklarer, at det faktisk slet ikke er nemt at skrive romaner af hans type

Derfor er hans mange henvisninger til store, ikoniske forfattere gennem bogen også en hyldest til de mange forfattere, der ligesom ham selv har haft en enorm gennemslagskraft, men af samtiden blev betragtet som ren pulp-forfatterskabet.

Sjovt nok blev rettighederne til Mario Puzos roman, ’The Godfather’ fra 1969, solgt for samme, høje beløb som Kings ’Carrie’, og filmatiseringen fremstår i dag som endnu en af epokens absolutte højdepunkter.

Stephen King forklarer, at det faktisk slet ikke er nemt at skrive romaner af hans type, hvilket er sandt nok. At skrive en roman, der kan ramme så mange, og blive til en bestseller, er ikke noget man bare sådan kan som forfatter, blot for at tjene en masse penge.

Håndværket

At skrive er ganske vist et håndværk, men det er ikke en reducerende betegnelse overhovedet. Det er myten om den geniale personlighed, der sådan bare kan sidde og lade penne flyde hen over papiret, alene fordi han/hun er beriget af noget særligt, der grundlæggende er falsk.

At skrive er som sagt et håndværk, og derfor har man brug for at øve sig, og man skal kunne betjene en hel masse værktøj, som man er bekendt med, fordi man har arbejdet med det, igen og igen.

Stephen King nævner horrorforfatteren H.P. Lovecraft som en af sine foregangsmænd, der har inspireret ham. Men Lovecraft evnede ikke at skrive gode dialoger. Det påpeger King, fordi han selv er mesteren udi denne kunst, der skal være så realistisk, som overhovedet muligt, for at kunne fungere.

Han er mange gange blevet kritiseret for at skrive i et brovtende og nedgørende sprog, men det er altid talesproget, der her bliver peget på.

Det er effekten på mennesket, der er det centrale

King forsvarer sig med, at det netop er den nøje iagttagelse af dette hverdagssprog, der giver fortællingerne kolorit, realisme samt fungerer som en klar og stilsikker karakteristik af de portrætterede.

Stephen King skrev bogen om at skrive, kort efter at han havde været ude for en voldsom ulykke, hvor han blev kørt over af en bilist. Denne hændelse skriver han også om i bogen, men ligesom de mange andre eksempler i bogen, fremstår denne fortælling som et eksempel på, hvordan man kan skrive succesfuldt.

For King er det altid selve historien, der er det essentielle, og denne er altid båret af personernes karakterer. Og det hele skal helst blot vises frem for at blive udpenslet.

Og det gælder nok især for netop horror, hvor de mange monstre og alt det uhyggelige aldrig virker, hvis man bare beskriver hvordan disse ser ud. Det er effekten på mennesket, der er det centrale.

Filmatiseringer

Mange af Kings romaner og filmatiseringer fortjener at blive nævnt her. Selv blev jeg trukket ind i hans univers gennem ’The Shining’, først gennem filmen og siden gennem læsning af romanen. Så kom ’Pet Sematary’, ’It’, ’Children of the Corn’ og ’Carrie’.

’Carrie’ ramte mig særdeles hårdt, fordi den handler om at blive mobbet, og udvikler sig til at blive den ultimative hævnhistorie, hvor Carrie får gjort kål på dem, der har ødelagt hende.

Filmene og læsningen af romanerne fulgte hinanden, og ligesom mange andre, var det som teenager, at jeg for alvor blev fuldkommen betaget det kingske univers. Det er også en pointe, som dokumentarfilmen fokuserer på.

Stephen King er indbegrebet af det amerikanske

Mange fra min generation er vokset op med Kings fortællinger, der jo også mange gange handler om unge mennesker, der lever i en forstad, der egentlig fremstår som sovende, men hvor gruen og uhyggen hele tiden lurer.

Rob Reiners film, ’Stand by Me’ fra 1986, der er baseret på Kings novelle ’Body’ fra 1982, er bare en af de mange rørende film, der har gjort stort indtryk på mig og et utal af mange andre.

Det er, så at sige, den amerikanske udgave af Bille Augusts ’Zappa’ fra 1983, baseret på en roman af Bjarne Reuter.

Sammenligningen er måske en kende søgt, men så alligevel ikke, for også Bjarne Reuter er en forfatter, der har evnet at skrive om ungdommen og dennes mange, brogede sider af venskab, af tidlige erfaringer og gru.

Mangefacetteret univers

Stephen King er indbegrebet af det amerikanske, sådan som livet leves i sovende forstadsbyer. Han skriver om dette liv som ingen anden.

Det er med disse briller, at han på en fantastisk måde har evnet at skrive om noget universelt, om noget, der befinder sig i de flestes underbevidsthed, noget, der ikke er bearbejdet, en slags angst eller frygt, der kan bryde ud, og samtidig er et symptom på den moderne verdens uforståelige sammensathed.

Man bør selvfølgelig både læse Kings bøger og se de mange filmatiseringer. Selvom de kan opleves adskilte, og heller ikke bliver beriget af at blive sidestillet, så står det samlet set som en central del af den massekultur, som de fleste af os er rundet af.

Kings univers er mangefacetteret

I dokumentaren fortæller en, at han som helt ung var fuldkommen lamslået over den horror, som han læste om i en af Kings bøger.

For ham var det en bearbejdning, en øvelse i at konfrontere det, der er fremmed og uhyggeligt. Sådan har jeg det nok også.

Men Kings univers er mangefacetteret, og hans fans tælles i millionvis, så der er ganske givet mange holdninger til, hvorfor han gør så stort et indtryk.

’King on Screen’. Instrueret af Daphné Baiwir, 2022. Filmen kan ses på filmstriben.dk.

Stephen King: ’On Writing: A Memoir of the Craft’. Udkom først gang i 2000, og er senere udkommet i omskrevet form. På dansk, ’Om at skrive’, er den udkommet på Politikens Forlag i 2014.