Amazon spinder guld på kriser og udnyttelse

Vi skal ikke gå i panik ved udsigten til Amazons indtog i Danmark, men vi skal være oprigtigt bekymrede, mener medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind.
Foto: Amazon
Amazon etablerer stort lager i Sverige
Siden corona-pandemien tog fart, har millioner af mennesker mistet deres livsgrundlag. Bare ikke Jeff Bezos, som er direktør for internethandelsvirksomheden Amazon.

Mens coronakrisen har kastet verdensøkonomien ud i en dyb krise, hvor almindelige mennesker har fået en fyreseddel, og gode virksomheder har drejet nøglen om, så har Bezos spundet guld og fordoblet sin personlige formue.

Han er nu den første mand i verdenshistorien med over 200 milliarder dollars på bankbogen.

Skaber jobs, men hvilke jobs?

For at komme den forventede kritik i møde turnerer Jeff Bezos rundt med et budskab om, at den voldsomme vækst i Amazon har skabt nye jobs verden over. Det er uden tvivl sandt. Men hvilke jobs?

Amazon benytter sig af langvarige vikaransættelser og falske selvstændige i stor stil. Det fastholder lønmodtagerne i udsatte stillinger med dårlig jobsikkerhed, mens Amazon viger uden om arbejdsgiveransvaret og slipper for at give deres medarbejdere ordentlige vilkår.

Måtte tisse i flasker

Det er dokumenteret, at lagerarbejdere hos Amazon i Skotland måtte sove i telte uden for deres varelager for at kunne passe deres vagter.

Ansatte i England måtte benytte sig af flasker, fordi de ikke kunne få tid til toiletpauser.

Lagerarbejdere har beskrevet, at de behandles som “menneskelige robotter” på deres arbejde. Det er fuldstændig grotesk, og det er en uværdig måde at behandle de tusindvis af arbejdere, der har forladt deres hjem for at pakke og levere varer til befolkninger i isolation.

Desværre venter de gode vilkår heller ikke rundt om hjørnet, for Amazon slår hårdt ned på dem, der organiserer sig, og i jobopslag har de sågar søgt efter medarbejdere til at overvåge ”trusler” fra fagforeninger!

På vej til Danmark

Selvom disse gruelige eksempler kommer fra lande uden for Danmarks grænser, så er de værd at holde sig for øje.

Amazon har nemlig etableret sig i Sverige, og snart kan de være på vej over Øresund. Det kan få store konsekvenser for vores arbejdsmarked, fordi Amazon helt uden skrupler vil skubbe de mindre spillere ud af markedet, der ikke kan konkurrere på parametre som vareudbud og priser, og som heller ikke vil gå på kompromis med medarbejdernes vilkår.

Bare se på udviklingen i Tyskland, hvor Amazon på godt 29 år har sat sig på halvdelen af markedet for nethandel.

"Don’t panic"

Vi skal ikke gå i panik ved udsigten til Amazons indtog i Danmark, men vi skal være oprigtigt bekymrede, når de prøver at finde fodfæste i Skandinavien med blikket rettet mod yderligere ekspansion.

Derfor bør vi allerede nu se på, hvordan vi med strammere lovgivning, bedre faglig organisering og mere bevidste forbrugere kan komme Amazon i forkøbet, så deres indtog på det danske marked ikke fører til social dumping med flere falske selvstændige, flere nul-timers-kontrakter og færre ansatte på ordentlige vilkår.

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet (S)


placeholder

Kommentarer

Marlene tror ikke på den danske model!
Man kan også komme i tvivl med de politiske fagforeninger der vil skide de danske arbejdere et stykke!

Annonce