Arbejde: Ej blot til lyst

Statsminister Mette Frederiksen har sat sindene i kog med en kommentar om at alt arbejde ikke nødvendigvis skal være drevet af lyst.
Foto: Colourbox
"Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet," sagde statsminister Mette Frederiksen forleden, da hun præsenterede regeringens nye reformpakke.

"Det er ved at snige sig ind i vores samfund, at det er okay for nogle grupper ikke at gå på arbejde. Det skal vi have aflivet".

Underforstået, nogle gange må man tage det arbejde der er, for at tjene penge, i stedet for at være på dagpenge.

Skabte debat på sociale medier

Den kommentar blev der lavet meget spas med på sociale medier, ikke mindst blandt folk, der har det store privilegium, at de kan sidde i deres arbejdstid og være på Twitter.

Nu måtte man faktisk slet ikke have lyst til at arbejde, synes flere at have hørt Mette Frederiksen sige.

Filminstruktør Sebastian Cordes kaldte det "en af de mest dystopiske visioner" han havde hørt:

“Arbejde skal ikke være lystbetonet - det er da rart, hvis det kan være det nogle gange.” er måske en af de mest dystopiske visioner for et samfund jeg har hørt en statsminister komme med

placeholder

"Jeg har alle dage haft succes i mit arbejde, fordi jeg beskæftiger mig med opgaver, jeg brænder for," lød det fra Twitter-debattør Randahl Fink

placeholder

"Godmorgen. Jeg håber fandeme ikke din dag bliver lystbetonet. God onsdag!" lød det fra radiovært Sandie Westh.

placeholder

Professor Peter Kurrild-Klitgaard, som ingen vist kan beskylde for at være socialdemokrat endsige venstreorienteret, forsøgte at komme statsministeren til undsætning ved at henvise til hvad hun faktisk havde sagt, men det havde ikke helt samme gennemslagskraft.

"Jeg tror, at jeg må komme statsministeren til (delvis) undsætning overfor hendes kritikere: Hun sagde *ikke*, at det at have et arbejde ikke *må* eller kan være "lystbetonet", men at det ikke "*nødvendigvis* *skal* være lystbetonet". Ikke helt det samme og næppe urimeligt."

placeholder

Arbejder ikke af lyst

Diskussionen blev foranlediget af forslaget om at skære i dagpengene til nyuddannede og blev mange steder tolket, som om at statsministeren mener, at der sidder en stor gruppe nyuddannede, som er blevet for fine til at tage sig et ufaglært job.

Sandheden er heldigvis, at langt hovedparten af landets nyuddannede hurtigt finder sig et arbejde - også indenfor deres fag.

Men der er nogle udfordringer, særligt blandt nyuddannede akademikere, hvor den proces tager længere tid - end politikerne ønsker. Ikke mindst på fag, hvor jobmulighederne er små.

Medierne har dog heller ikke haft svært ved at finde talrige eksempler på nyuddannede, som hellere vil gå på dagpenge, mens de venter på drømmejobbet. De er heldigvis undtagelserne.

Gør deres pligt

Mange mennesker går på arbejde, fordi det er det vi skal!

Det betyder ikke, at de samme mennesker ikke er glade, eller gør sig umage eller er stolte af det de laver. Masser af mennesker finder både mening og fællesskab i deres job og sammen med deres kolleger.

Men ingen slæber kufferter i lufthavnen, vasker lort væk på unge og gamle eller sidder i kassen nede i supermarkedet, fordi de har lyst og gerne vil realisere sig selv.

De gør det grundlæggende, fordi de vil tjene penge, og en stor del ville formentlig sige op i morgen, hvis de havde muligheden.

Men den pointe kan åbenbart være svært at se, når man selv sidder i et spændende, interessant og prestigefyldt job.


 

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Statsminister Mette Frederiksen har sat sindene i kog med en kommentar om at alt arbejde ikke nødvendigvis skal være drevet af lyst."

Det er da rigtigt sagt - et job kan jo være en mellemstation til det man helst vil arbejde med...

"Men ingen slæber kufferter i lufthavnen, vasker lort væk på unge og gamle eller sidder i kassen nede i supermarkedet, fordi de har lyst og gerne vil realisere sig selv.

De gør det grundlæggende, fordi de vil tjene penge, og en stor del ville formentlig sige op i morgen, hvis de havde muligheden.

Men den pointe kan åbenbart være svært at se, når man selv sidder i et spændende, interessant og prestigefyldt job."

Jeg er helt enig - især i den sidste del af udsagnet.

Der er mennesker der ønsker at fordreje alle statsministerens udsagn, for at skade personen grundet de selv tilhører en anden politisk holdning, gælder uanset hvor man stemmer og hvilken farve en statsminister har. Man skal da være udenfor almindelig fatteevne, hvis man ikke forstår, at Mette Frederiksen siger, at hvis man er på offentlig ydelse, og der er arbejde at få, så skal man tage det for at blive selvforsørgende, også selv om det ikke altid betyder at det er et ønskejob. Personligt har jeg gennem mine mange år på arbejdsmarkedet, taget job jeg ikke nødvendigvis mente ville være ønskejob, men der skulle jo mad på bordet. Ofte viste det sig, at jobbene blev meget bedre end jeg først troede, og fik mange dejlige kolleger og udfordringer, jeg blev klogere og dygtigere af, hvilket kom mig til gode senere hen i mit arbejdsliv med andre job.

Det er meget karakteristisk for disse navlebeskuende og verdensfjerne twitterfjolser, at de dels ikke magter (eller måske nærmere ønsker) at fatte, hvad der rent faktisk bliver sagt, og dels slet ikke er i stand til fra deres elfenbenstårne at sætte sig ind i, hvordan temmelig mange med beskidte, nedslidende og/eller ensformige jobs sagtens kunne ønske sig at arbejde mindre (eller slet ikke), hvis det kunne fungere økonomisk.

Som pensioneret sygeplejerske kan jeg sagtens tænke tilbage på mange arbejdsdage, hvor jeg helst var blevet hjemme
Tænker på hvor hårdt det har været for mange sygeplejersker under coronakrisen.....og for mange andre faggrupper i det hele taget...
Så, nej....det er ikke altid lysten men nøden der driver værket!

"Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde nødvendigvis skal være lystbetonet,“

“Mor skal på arbejde” er det første udtryk et dansk barn lærer! “arbej’” , siger barnet. Og gentager det i det uendelige. For lige om lidt forsvinder mor. Og ordet giver den tryghed som gør at barnet ikke græder i timevis. Og som en anden hund, ser barnet glad ud igen, når mor indfinder sig foran barnet igen. “Arbej’”, gentager barnet endnu en gang. Og livet går videre.

For arabiske børn er det første ord de lærer: allah. Uanset hvor i verden de bor.

Og sikke en verden til forskel!

Og det vil fru Frederiksen nu have sat i system! På danske vilkår. Eller som det gentages i landsretten dagligt: Land følg eller land fly!

“Arbejd” eller “Allah”?

Det bliver interessant at se hvem som vinder?

Kvinderne ud på arbejdsmarkedet! Eller? Kvinderne hjemme ved kødgryderne og børnene!

Selvtilliden hos arabiske drenge contra psykisk syge danske 12-tals piger!

Måske begge kulturer kunne lære blot lidt af hinanden.

Kristelig Folkeparti kommer dog næppe i folketinget ved næste valg.

Tænk hvis mødre/fædre kunne gå hjemme hos børnene til de blev to år!

Et immunforsvar der langsomt men sikkert kunne opbygges!

Men det indhenter sikkert fru Frederiksen! Verden overrasker hende konstant! Og fejl begåes!

Når arabiske kvinder ikke har været på arbejdsmarkedet i 20 år, skyldes det ofte at de ofte har sat 5-6 børn i verden.

Og børnene lever i bedste velgående! Med forstående pædagoger og lærere.

Men ordet “arbejde” får først indhold i teenagealderen.

Hvad du i barndommen fornemmer. Du ej i alderdommen glemmer!

Med mindre du hedder Arne. Et nyt ord alle socialdemokrater måtte lære at kende. Og i blå blok blev det et skældsord! Selv for radikale!

“Mor hjem fra arbej’?”. Og mor nikker.”mor lege?”.

“Mor lige tømme opvaskemaskine!”

Arbejd macht frei!

Tænk hvis livet blot var en leg, og alle var på offentlig forsørgelse!

Forsøgsperioden er slut! Fru Frederiksen har ikke mere små børn! Beslutningen er taget!

Arbejde vil gøre os fri af coronaens klamme hånd. Statsgælden skal bringes ned som da Thorning kom til magten!

“Det skal kunne betale sig at arbejde!”. Foghs mantra i socialdemokratisk selvforståelse..

Hverdagen er tilbage i al sin pragt!

I dit ansigts sved skal du tjene til føden!

Selvrealiseringstresserne og halvfjerdserne er døde og borte.

Vi skal blive rigere og udnytte opsvinget maksimalt!

Til glæde for hvem?

Børnene eller økonomerne?

Nye biler, nyt legetøj, nye ferierejser!

“Jeg holder af hverdagen”, sagde forfatteren der forblev et barn hele livet.

Mette Frederiksen er den voksne i rummet! Ingen tvivl om det!

Arbejde eller Allah?

Paradis på jord?
Paradis i himmelen?

Afghanistan, twin Towers, Trump skåret ned til et ord.

Opium for folket? Eller arbejde?

Adam og Eva blev sendt ud af Paradiset for at arbejde!

Thi de havde spist af kundskabens træ!

Og i Afghanistan har Eva allerede fået sit sidste bid.

Kundskab er kun for mænd. Evakueringer til videns-Europa blev gennemført!

Arbejdet vandt. Over Allah!

I Nordeuropa er arbejde lig rettidig omhu!

Byg et hus, byg det solidt!

Dyrk marken, gem frugt, nødder og korn!

Vinteren er lang og streng!

Arbejd macht frei! Nord for Alperne.

Og klart diskussionerne kører!

Rigdom er et vidt begreb. Men blå som røde elsker det! Ferierejser til Syden!

Klimaets værste fjende!

Klimaet reddes sikkert kun ved at arbejde mindre! Og lege med egne børn!

Virusserne er over os! Hold de små hjemme!

Arbejde spreder alt for mange viruser! Lærte vi af coronaen.

Nu skal de små barn betale prisen!?!

Indtil fru Frederiksen endnu engang bliver klogere!

Til februar!

“Men ingen slæber kufferter i lufthavnen, vasker lort væk på unge og gamle eller sidder i kassen nede i supermarkedet, fordi de har lyst og gerne vil realisere sig selv.”

Tænk hvis vi lærte at værdsætte netop disse jobs og dem der udførte dem!

Lagde hundreder kroner hver gang man forlod plejehjemmet og skrev tak!

Lagde tyve kroner ekstra ved kassen “til din fritid eller uddannelse!”.

Tænk, tænk, tænk!

Måske flere ville føle glæde ved netop deres job!

I Frankrig var det engang tradition at alle disse “kedelig jobs” blev belønnet til jul!

Mette Frederiksen kunne ikke engang finde ud af at belønne sygeplejerskerne her efter coronaen.

Det ville skabe et ramaskrig af dimensioner! Thi hvad med mig? Jeg har også ydet en ekstra indsats?!?

Husk at belønne alt det du ikke selv gider!

Det må jo være målestokken!

Tak mor, fordi du gad være min mor!

Men det besvær gider jeg altså ikke!

Jeg vil hellere drikke cafelatte og gå i byen med pigerne fra kontoret!

Nu er hun 40 og får fertilitetsbehandlinger!

Arbejde er blevet en klump om benet på mange. Især dem med de spændende jobs.

De opdager det først når det biologiske ur er ringet ud!

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende viser at alt for mange elsker arbejdet alt for meget.

Vi bliver færre og færre til at udføre arbejdet!

Snart kan kun en robot fjerne bleen og vaske den gamle mor bagi!

Er det det vi vil?

Takken for at være min mor!

Arbejde er ikke alt her i livet!

Omsorg for hinanden er langt vigtigere!

Tænk hvis statsministeren udstrålede sit omsorgsgen?!?

Det et da frit for enhver hvis man ønsker at tage forældreorlov efter endt barsel.
Det et faktisk muligt at stige af hamsterhjulet hvis man vil.....penge, rigdom og karrierer er ikke alt
Verden er fuld af overflødigt skrammel, som man sagtens kan undvære
Start med at flytte ud af storbyerne og få en billigere husleje.
'Stå af ræset' hed det i min ungdom og det kan man jo stadig gøre

Med en udsigt til en folkepension på 70+ år for fremtidige generationer og med arbejdsforhold, som bliver mere og mere uudholdelige vil mange veluddannede med forholdsvis høje lønninger begynde at spare op til tidligpension. Hvorfor knokle til man bliver 70 og der kun er døden tilbage? Hvis du tror livet starter som pensionist som 70 årig, så kan jeg fortælle dig at det kun er tilfældet for måske 1 ud af 100. Resten går med krykker.

Så hellere sætte forbruget drastisk ned og spare halvdelen af lønnen op og investre den - Privat udlejning er det store hit lige nu - og så stoppe med at arbejde når du runder 40 år. Så er der stadig saft og kraft tilbage i kroppen.

For dem, som allerede nu må knokle sig halvt i hjel til 110 kr. i timen under prikære ansættelsesforhold og uden lønsikkerhed og pension ser det lidt anderledes ud med at spare halvdelen af lønnen op - For der er ikke en gang nok til at opretholde livet. Men hva. Med de livsbetingelser når man jo alligevel ikke at blive 70 år gammel og dermed opnå ret til folkepension. Du dør ganske enkelt langt før tid. 13 år før gennemsnittet.

Så er der jo rigeligt råd til folkepension til dem, som gik på selvpension som 40 årig. Og da de har haft et bekvemt liv siden uden stress og bekymringer kan de se frem til at blive måske 90-100 år med 20-30 år på folkepension.

Men hva.

"Arbejde sætter dig fri" var der en fyr i Tyskland som en gang sagde.

Der tegner sig et billede af Mette Frederiksen som langt være end Helle Thorning-Schmidt. For nu skal bunden af samfundet for alvor straffes med at knokle sig til døden for en løn ingen kan leve af, så de velhavende kan leve på første klasse nu med tjeneste piger og drenge til det grove.

Socialdemokratiet har afskrevet bunden af samfundet med sit nye reform påfald. Bunden af samfundet er ganske enkelt skrevet ud af den Socialdemokratiske velfærdsmodel. Præcis som det tyske Socialdemokrati SPD gjorde det i 00'erne.

Dybt chokerende at skulle opleve dette.

Sludder og vrøvl. Mette tænker heldigvis fornuftigt, og det er helt ødelæggende for samfundet når veluddannede unge hellere kører på dagpenge i en årrække (som heldigvis er blevet begrænset) end at påtage sig et ordentligt job, eller når indvandrerkoner opfinder rygsmerter for ikke ikke at komme i arbejde.

"Men ingen slæber kufferter i lufthavnen, vasker lort væk på unge og gamle eller sidder i kassen nede i supermarkedet, fordi de har lyst og gerne vil realisere sig selv."

Undskyld, hvad!?
Prøv lige at vise bare en smule respekt for Sosu-faget, for butiksansatte, for småbørnspædagoger og for de ansatte i lufthavne!

Magen til overlegen nedgørelse af faglært og ufaglært arbejde fra en journalist over for lønmodtagere, som endda formodes at være en kernemålgruppe for dette medie. Tak for kaffe.
Jeg tænker ikke, at det er tankesættet hos dem, men i modsætning til disse læsere har David Troels Garby-Holmnu selvfølgelig også selv det store privilegium, at han kan sidde i sin arbejdstid og være på Twitter. Lige her ville jeg blot ønske, at han havde ladet det blive ved det ...

Jeg kan være enig i, at arbejde ej blot er til lyst, og at man nogle gange må foretage arbejde, der i sig selv ikke er en fornøjelse. Men Mettes fremstilling i denne sag er alligevel en alt for begrænset fremstilling, til at være noget, der bare kan ligne at danne fundament for en værdikamp.
I en situation, hvor ledigheden er historisk forekommer det malplaceret at udhænge udvalgt grupper som dovne.
En lille ledighed er en statistisk størrelse der beskriver et flittigt folk og så er udskamning af unge og visse indvandre grupper malplaceret. man fornemmer hensigten om at skabe grobund for et bredt politisk forlig med stakkelhadere fobikere mod indvandrere, og det lang mere er mikropolitisk lejlighedsarbejde,end et oplæg til en ny vision.
For det første er det helt fundamentalt, at det ikke er arbejdet selv, der er målet, men det man opnår med det, der skaber tilfredshed, selvrespekt og gode liv. Intet menneske ville på en øde ø foretage sig arbejde, der ikke medførte en tilfredsstillelse ved det opnåede produkt, og den grundlæggende følelse må ikke kompromitteres af abstrakte årsager som andres behov eller produkter uden mening.
Vi husker Chaplins film Moderne Tider, hvor arbejdet er atomiseret ned til tidsopmålte enkeltbevægelser, der gentages dagen lang, tvunget op i tempo af et udspekuleret akkordsystem. Denne type arbejde, hvor indsatsen er helt afkoblet fra fornemmelse for produktionens værdi, hvor arbejdsformen fratager den arbejdende enhver individuel påvirkning af udkommet, stolthed over det udrettede og det selvværd der afkastes, er i min optik uacceptabelt, og det kan kun eksistere fordi de centrale magtfulde aktører i samfundet har produktionen har en forståelse af arbejdets mening. Fagforeningerne er interesseret i flere arbejdspladser, regeringen stræber et større skattegrundleg og arbejdsgiverne har hede drømme og øget profit.
Alle i trepartsforhandlingerne glemmer i farten, om produktet har nogen mening; man designer printere og glødepærer med indlagt forældelse og lader folk sidde at producere helt nytteløs produktion, hvilket jo dybest set er en ubestridelig fornærmelse. Dertil lader man hånt om de afledede omkostninger ved overforbrug af knappe resurser og udledning af spildstrømme til miljøet, både af miljøskadelige stoffer og ved kassation af centrale resurser. Arbejdet er gået fra at være et middel til et bedre liv, til at være meningen i sig selv, og det fører til grumme fejlbeslutninger.
Når man derfor sætter folk i nyttejob, hvor produktet ikke må være meningsfyldt bliver virkningen at man koster folk rundt for at grave huller i jorden for derefter at fylde dem op igen, og den trafik er fulgt op af en følelse af at blive ydmyget. Det er nedgørende på samme måde, som fanger i krig, der sættes i tvangsarbejde alene for at ydmyge dem uden nogen form for mening eller belønning.
Efter tidsmåler tyranniet har de fleste ansvarlige virksomheder prøvet at bearbejde arbejdsprocessen, så udøveren føler større tilfredshed i arbejdet. I bilindustrien indførte man allerede i 70’erne andre processer, hvor samlebåndsfilosofien blev erstattet af arbejdssjaks, og monotonien med tre skruer og del 374 til bilen dagen lang blev erstattede MTM vanviddet, hvor et sjak fulgte med båndet fra chassiset startede på båndet til bilen stod færdig. Det kan være at mange typer job er nødvendige at udføre, men der ligger mange muligheder i at tilrette arbejdsprocessen så der følger til et ordentligt arbejdsmiljø og effekter med, der ligger lidt højere i Maslows pyramide, end bare overlevelse.
Et bedre bud på en værdikamp må derfor være at arbejde hvor det er påkrævet og hvor det beriger den enkelte, og så i øvrigt være mere kritisk over for trædemøllemodellen, hvor vi farer hen og køber dyr lavkvalitets færdigmad og derved sparer tid, så vi kan fare hen på fabrikken og producere færdigmad, medens hele processen sviner miljøet til.
Det er langt fra alle typer arbejdspladser der er en Guds gave til menneskeheden, så prøv lige at introducere lidt selvkritik i forhold til arbejdets åndløse hamsterhjul og filosofien om blind maksimering af arbejdsomfanget som det centrale mål i livet.

Annonce