Annonce

Barselssag koster tidligere toppolitiker formandspost

Gitte Seeberg går af som formand for Djøfs Ligestillingskomité, fordi hun i 2009 trak et jobtilbud tilbage efter at have fået at vide, at ansøgeren var gravid.
Fagforbundet Djøf skal have ny formand for sin ligestillingskomité, efter Gitte Seeberg har trukket sig fra posten.

Det skriver Weekendavisen.

Gitte Seeberg trækker sig efter, at avisen har henvendt sig til hende med en historie om et ansættelsesforløb fra 2009. Dengang var Gitte Seeberg generalsekretær i Verdensnaturfonden i Danmark.

Den dengang 26-årige Sarah Boas ansøgte om en stilling i Verdensnaturfonden og var til samtale med Gitte Seeberg. Her blev Sarah Boas præsenteret for en kontrakt, men forløbet blev bremset, da ansøgeren fortalte, at hun var gravid.

Det fik Gitte Seeberg og Verdensnaturfondens daværende kommunikationschef, det nuværende radikale folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen, til at stoppe for ansættelsen.

Havde glemt episoden

Sarah Boas fortæller avisen, at hun havde glemt alt om episoden,  indtil hun så Debatten på DR2 i sidste uge. Her lød den tidligere politiker fra De Konservative og medstifter af Ny Alliance idealistisk:

Hvem der bliver ansat

“Jeg har én gang for alle besluttet, at det er ikke det, der kommer til at sørge for, hvem der bliver ansat,” svarede hun på et spørgsmål om arbejdsgiveres syn på gravide kvinder.

I dag er Gitte Seeberg administrerende direktør i interesseorganisationen Autobranchen Danmark, men i Debatten optrådte hun i egenskab af formand for forbundet Djøfs Ligestillingskomité, som mest har gjort sig bemærket ved at få politikere til at underskrive et “ligestillingsløfte” med erklæringer om ligestilling på arbejdsmarkedet.

Tager “til efterretning”

Gitte Seeberg forklarer, at hun dengang ikke så nogen anden mulighed end at finde en anden person til opgaven med at varetage kommunikationsopgaven i forbindelse med klimatopmødet COP15 nogle måneder senere.

“Jeg ønsker ikke, at der skal sås tvivl om, hvorvidt formanden for ligestillingskomiteen arbejder fuldt og helt for sagen,” skriver Gitte Seeberg på Twitter om sin beslutning om at stoppe.

placeholder

Djøf’s formand, Henning Thiesen, tager Gitte Seebergs beslutning “til efterretning”.

“I ligestillingskomiteen fortsætter det vigtige arbejde for ligestilling, lige rettigheder og muligheder,” skriver Henning Thiesen på Twitter.

“Vi takker Gitte for det store arbejde og engagement i komiteen”.

placeholder

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg synes det er useriøst for en gravid at søge et vikarjob, som afløser for en person som er/skal på barsel, vel vidende at hun ikke ville kunne fuldføre jobbet i hele vikarperioden p.g.a. sin egen forestående fødsel. Det vil jo betyde at firmaet skal ud at finde en vikar til afløsning for vikaren, når hun går på barsel inden den som har jobbet er vendt tilbage.