Annonce

Blå partier splittet i Rwanda-sag, regering uden Sverigedemokraterna og aktivister i suppe-angreb

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regeringens planer om at placere asylcentre i Rwanda har skabt splittelse blandt de socialdemokratiske folketingskandidater. Og nu er turen så kommet til blå blok, hvor kandidater fra både Venstre og De Konservative ikke er med på den idé.

Det blev kun til 38 dage på posten som britisk finansminister for Kwasi Kwarteng. Fredag blev han fyret af den konservative premierminister, Liz Truss, efter kraftig intern kritik af regeringens nyligt fremlagte økonomiske plan.

Hos vores svenske broderfolk er der netop indgået aftale om en ny borgerlig regering efter det nyligt overståede valg. Sverigedemokraterna, som er gået fra at være udstødt i svensk politik i mange år, er nu trådt tættere på magten efter et godt valg. Men de må dog nøjes med rollen som støtteparti.

Man skal ikke græde over spildt mælk, hedder et ordsprog, og det samme fristes man til at sige om tomatsuppe. Det gjorde to klimaaktivister da heller ikke, da de fredag kastede tomatsuppe på et Van Gogh-maleri i London.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik "Aktuelt".

God læselyst!

 

Blå partier også splittet i Rwanda-sag

Det er ikke kun internt i Socialdemokratiet, at der er holdninger som afviger fra partilinjen på spørgsmålet om at oprette asylcentre i Rwanda. Også i blå blok er der uenighed.

Jyllands-Posten skriver, at otte folketingskandidater fra Venstre og syv fra De Konservative i avisens valgtest har svaret, at de er imod planen om asylcentre i Rwanda.

 

Britisk finansminister fyret 

Den britiske premierminister, Liz Truss, har fyret landets finansminister, Kwasi Kwarteng. Han nåede kun 38 dage på posten. Det skriver TV 2.

Han er blevet fyret i kølvandet på, at regeringens nyligt fremlagt økonomiske plan er blevet voldsomt kritiseret af konservative partifæller.

Fyringen sker kort før et pressemøde fredag eftermiddag, hvor Lis Truss forventes at trække store dele af den økonomiske plan tilbage.

 

Svensk regering bliver uden indvandringskritisk parti

Selvom det kontroversielle og stærkt indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna havde et strålende valg, så bliver det altså ikke vekslet til en plads i den nye svenske regering, som netop er faldet på plads, det skriver Ritzau, ifølge TV 2.

Den nye borgerlige regering bliver ledet af Moderaternes Ulf Kristersson som statsminister. Derudover er Kristdemokraterna og Liberalerna med i regeringen.

Sverigedemokraterna må nøjes med en rolle som støtteparti.

 

Van Gogh-maleri overhældt med suppe

To klimaaktivister fra foreningen Just Stop Oil har overhældt Van Gogh-maleriet ”Solsikker” med tomatsuppe i en aktion. Det skriver Daily Mail, ifølge Ekstra Bladet.

Aktionen foregik fredag på National Gallery i London, og de to aktivister sluttede aktionen ved at lime sig fast til maleriet.

Maleriet har en værdi af omtrent 725 millioner kroner, og måske netop af den grund hænger det sikkert bag glas, som betød, at det ikke led overlast ved aktionen.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

International PEN, der arbejder for ytringsfrihed og fri udveksling af det skrevne ord, og som Dansk PEN er medlem af, holdt sin årlige kongres i Uppsala i slutningen af september. Her er hvad der blev fortalt om Rwanda:
https://danskpen.blogspot.com/2022/10/digteren-innocent-bahati-vk-i-rwan...