De var ægtefæller, og begge var aktive i modstandsbevægelsen i Frankrig under Anden Verdenskrig.

Robert Antelme anholdes af Gestapo i juni 1944, og det interessante ved at udgive disse bøger simultant er, at de vidnesbyrd, som begge skriver om, fletter sig ind og ud af hinanden, samtidig med, at deres forhold smuldrer, forvitrer og gøres umuligt.

Deres skæbner er knyttet uløseligt sammen, men historiens modbydelige hændelsesforløb gør, at disse sprogmennesker ikke evner at kommunikere, da Robert Antelme på mirakuløs vis vender tilbage.

Robert Antelmes skæbne er som et utal af andres dengang. Hans beretning om hændelsesforløbet blev udgivet i 1947.

Da var parret blevet skilt, og Marguerite Duras levede sammen med deres fælles ven, Dionys Mascolo, som hun fandt sammen med, mens Robert Antelme var fanget.

Mere død end levende

Robert Antelme forklarer, i indledningen til bogen, at det i begyndelsen var umuligt at berette om den uhyrlige tid, lige efter befrielsen. Dengang var han knapt i live.

Han blev fundet af den senere præsident François Mitterand, der ankom til koncentrationslejren Dachau i foråret 1945. Her lå Robert Antelme i en bunke af døende, i den lukkede zone, hvor de tyfusramte var interneret.

Han hviskede Mitterands navn. De kendte hinanden fra modstandsbevægelsen, og det tog Mitterand en time at identificere Robert.

Man undres over, at bogen ikke er blevet oversat og udgivet tidligere

Han vejede 38 kilo og var ikke engang en skygge af sig selv, mere død end levende.

Robert Antelmes beretning om uhyrlighederne, som han var vidne til og offer for under sit ophold i Buchenwald og Gandersheim, er intet mindre end grufuld. Hans sprog er minutiøst beskrivende, ned til de mindste detaljer.

Hans evne til at registrere strukturerne, magtens spil, overlevelsesdrifterne og ondskabens rene udtryk, overgås næppe af noget andet holocaust-vidne.

Man undres over, at bogen ikke er blevet oversat og udgivet tidligere.

Den lange vandring

Foruden beskrivelsen af tilstandene i koncentrationslejrene og arbejdslejrene, beretter Robert Antelme også om den lange vandring, hvor fangerne tvinges til at stikke af fra de internationale tropper, da krigen er ved at nå sin afslutning.

Denne uhyrlige vandring, hvor capoerne og SS-soldaterne sled de fleste op, der døde af udmattelse, af sult og geværskud, mens de vidste, at tyskerne snart ville give op, er næsten det mest uhyggelige at læse om.

Capoerne, der er fanger, udpeget af SS-kommandanterne, tæsker deres undersåtter

Det er et gruopvækkende vidnesbyrd. På et tidspunkt bliver fangerne interneret i en kirke, Gud bedre det. Hele tiden beskrives sadismen og afstumpetheden som en del af kampen om livet, om hierarkierne, hvor ingen kan opretholde deres humanitet.

Capoerne, der er fanger, udpeget af SS-kommandanterne, tæsker deres undersåtter, og Robert Antelme forstår instinktivt, at de er ramt af et dybt vanvid.

Det er denne anskuelse af volden og fornedrelsen, hvor de tilfangetagne er reduceret til maskiner, der angribes af sult, af lus, af kulde og overbebyrdelse som Robert Antelme som ingen anden evner at beskrive sådan, at man i hvert fald ikke får det indbildte indtryk, at det var de stærkeste, der overlevede.

Ingen heroisk bedrift

Det er tilfældigheden, der er så ubegribelig vanskelig at forklare, men det er ikke desto mindre det som er så vigtigt, og som Robert Antelme formår at forklare, beskrive og erfare selv.

At overleve koncentrationslejrene, er ingen heroisk bedrift, sådan som det nye Israel kortvarigt ønskede at det skulle være.

I det nye lands selvbevidsthed var det ikke muligt at indoptage den erkendelse, at flertallet af de tilfangetagne ikke gjorde oprør.

At det ikke handler om moral, men derimod om en menneskelighed, der befinder sig hinsides dom

Robert Antelme kommer ikke ind på dette i ’Menneskeslægten’, men det er vistnok den første egentlige beretning om holocaust, der netop ikke er heroisk, og som evner at berette om tiden, hvor dehumaniseringen er total.

Og det er nok også den mest ubegribelige erkendelse af alle: at historien om forsøget på at udrydde jøderne og nazisternes bestialitet, ikke kan modgås af et oprør, der er heroisk.

At de tilfangetagne var udsat for en dehumanisering, der vitterligt afstumpede alle og determinerede alt.

At det ikke handler om moral, men derimod om en menneskelighed, der befinder sig hinsides dom.

Smerten

Samtidig sidder Marguerite Duras derhjemme i Paris. Hun skriver dagbøger, men henligger dem, og siden glemmer hun alt om disse skriverier.

‘Smerten’ bliver først udgivet i 1985. Den udgøres af seks tekster, hvoraf to af dem er opdigtede. De resterende tekster er sande beretninger, omend redigeret senere, forstås.

Mens Robert Antelme kun skriver om sin kone få gange, som et anker han kan holde fast i under tilfangetagelsen, beretter Marguerite Duras mere udførligt om ham, som hun ikke ved hvor er, efter at han er blevet deporteret.

Disse mennesker, der knapt hænger sammen, skaber en gru i hende, og man forstår egentlig godt denne reaktion

Hun beskriver, hvorledes han forsvinder for hende, bliver til en fremmed, som hun er knyttet til, men samtidig i stigende grad frygter.

Det er rystende læsning, fordi den angst, som Marguerite Duras beskriver, da de første fanger vender hjem fra koncentrationslejrene, giver mening på et mere vanvittigt plan.

Disse mennesker, der knapt hænger sammen, skaber en gru i hende, og man forstår egentlig godt denne reaktion.

Fremmede for hinanden

Marguerite Duras beskriver også indgående, hvordan hun selv lever videre og arbejder for modstandsbevægelsen.

Det er, som sagt, vanviddet og det uforstandige, der er kendetegnende for disse tekster. Det er fornemmelsen af at være fortabt, og at leve med ikke at vide nok, der er så eminent beskrevet.

Da Robert Antelme vender hjem, tager Marguerite Duras sig af ham, men der er ingen dialog. De er blevet fremmede for hinanden. Det er uhyggelig læsning.

Forståeligt, på en måde, men næsten ubærligt at læse om. Det er krigen efter krigen, og grunden til, at man først skal læse ’Menneskeslægten’ og derefter ’Smerten’.

At der siden er kommet mennesker ud af disse ofre, er ubegribeligt

Dehumaniseringen, som begge bøger handler om, er en nødvendig erkendelse, og til dels forklarer den også, hvorfor man ikke, efter krigen, blot kunne anklage det tyske folk samlet, trods det indlysende utilbørlige.

Det var en lavine af ondskab, og denne dynamik forplantede sig i alle.

At der siden er kommet mennesker ud af disse ofre, er ubegribeligt. Det er hjerteskærende, og både ’Menneskeslægten’ og ’Smerten’ er vigtige dokumenter, der vidner om netop denne proces.

Robert Anselme: ’Menneskeslægten’. Oversat af Niels Lyngsø. 404 sider. Gads Forlag, 2023.
Marguerite Duras: ’Smerten’. Oversat af Uffe Harder. 204 sider. Gads Forlag, 2023.