Annonce

Brexit-dag, S stiller spørgsmål til Løkke-job og kritik af Thorning

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
I dag er det fredag og dagen hvor Storbritannien endelig forlader EU efter 47 års medlemsskab og ikke mindre end 43 måneders tovtrækkeri med med hårde forhandlinger, regeringsskifte. politisk lammelse og til slut en aftalt køreplan for skilsmissen.

placeholder

Herhjemme i dansk politik har der været mere stille ovenpå torsdagens ret heftige dag, hvor der både var udligningsreform og et højdramatisk forløb om en ny boligregulseringslov.

Velkommen til nyhedsoverblikket Aktuelt.


S stiller spørgsmål til Løkkes dobbelt-job

Det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Det mener regeringspartiet Socialdemokratiet, som vil tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Udvalget for Forretningsordenen.

"Det kræver et meget veludviklet moralsk kompas og meget høj etisk standard at undgå kasketforvirring i den situation, som Lars Løkke har bragt sig i, siger partiets politiske ordfører," Jesper Petersen (S) til Ritzau.

Onsdag kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen fra april skal være deltidsrådgiver for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.

Løkkes nye dobbelt-job har fået kritik fra den uafhængige antikorruptionsenhed Transparency International, som efterspørger mere åbenhed om f.eks. hvilke virksomheder det er Løkke skal rådgive.

placeholder

Læs hele historien her.


Kritik af Thorning-selskab i skattely

Lars Løkke Rasmussen er ikke den eneste tidligere statsminister, som er kommet i vælten grundet nye udfordringer. Regeringen har udpeget tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt som medformand i et såkaldt "højniveau-panel" i FN, der skal 'sætte fokus på de massive globale udfordringer med skatte-unddragelse, skattely og korruption.'

Ekstra Bladet skrev torsdag at den tidligere statsminister har bestyrelsesposter i to selskaber, der har forbindelser til kanaløen Jersey, der er et kendt skettely. Og hun har sågar en ejerandel i det ene af selskaberne.

De oplysninger ændrer dog ikke på regeringens indstilling af den tidligere statsminister til posten.

"Jeg mener, at det er et godt valg, at Thorning-Schmidt skal være medformand for FN's panel mod skatteunddragelse og skattely," skriver Troels Ravn i en sms til avisen.

"Thorning er et stærkt kort og velanskrevet internationalt," skriver han.

Læs hele historien her.


Bredt flertal står bag regeringens krav til EU-budget

Et bredt flertal står nu bag S-regeringens holdning om, at Danmark skal blive ved med at betale 1,00 procent af bni til EU's budget for 2021-2017.

Det står klart efter et møde fredag i Folketingets Europaudvalg.

Ud over procentsatsen af bni, der er et mål for et lands velstand, vil flertallet have en fortsat dansk rabat og en modernisering af budgettet med fokus på klima, migration og forskning.

Ud over Socialdemokkratiet er Venstre, De Radikale, SF, De Konservative og Nye Borgerlige med i aftalen, oplyser Finansministeriet.

"Dagens brede opbakning sender et stærkt signal til vores forhandlingspartnere om, hvor Danmark står," siger fungerende finansminister Morten Bødskov.

Forleden lød der ellers en kritik fra både de radikale og Venstre af regeringens EU-politik.

 

Anker-statue i fare

En statue af den afdøde statsminister Anker Jørgensen i oktober blev opført i den københavnske bydel Sydhavnen, tær på hvor Anker Jørgensen boede det meste af livet, var det uden den fornødne tilladelse. Det skriver Ekstra Bladet.

Den manglende tilladelse gør, at det nu er sandsynligt, at statuen skal pilles ned igen, hvis ikke Borgerrepræsentationen griber ind.

"Der er ikke blevet hentet den rette tilladelse hos kommunen, inden de satte sådan en skulptur op. Den kan måske reddes på målstregen, men hvis den ikke skulle godkendes, skal den jo tages ned igen. Man sætter jo ikke noget op på kommunal grund, uden at man spørger om det," siger Jens Peter Munk, der er fagansvarlig for Bynatur i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune til avisen.

Forvaltningen opdagede fejlen ved et tilfælde, da en med medarbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen, få dage før afsløringen af statuen, gik forbi Anker Jørgensens Plads, og opdagede, at de var ved at sætte noget op.

Læs hele historien her.

 

Klimaopråb: Danmark skal investere i grønt brændstof

16 danske virksomheder og organisationer er gået sammen om en opfordring til de danske politikere om at investere massivt i udviklingen af en industri, der kan omdanne grøn strøm til brændstof til fly, skibe og lastbiler. Det skriver Berlingske.

Det skal gå stærkt, hvis vi skal udnytte Danmarks unikke position, for udlandet ånder os i nakken, mener de.

"Vi støtter ambitionen om, at Danmark for alvor bør accelerere udviklingen af Power-to-X-teknologierne og udviklingen af produkter som flydende brændstoffer og andre højværdiprodukter, som kan udfase vores forbrug af fossil brændsel," skriver de 16 virksomheder og organisationer.

Blandt virksomhederne er kemivirksomheden Haldor Topsøe, rederiet DFDS, energikoncernen Vattenfall og E-ON, tankstationkæden Circle K og flyselskabet Norwegian.

Læs hele historien her.


Ingen virus fra Kina

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) meddeler i øvrigt at der fortsat ikke er nogen danskere, der er smittet med Coronavirus. Vi har valgt ikke at illustrere den nyhed med noget der på nogen måder kæder Kina og Coronavirus sammen!

placeholder

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet