Annonce

Buzzwords, druk-fester og varmluft i IT-branchen

Bogen ”Disrupted” stiller spørgsmålstegn ved den ukritiske dyrkelse af IT-branchen. En beretning om børsnotering på varm luft og elendige arbejdsilkår.
Dan Lyons var en erfaren og respekteret journalist, da han sagde ja til at arbejde for IT-startupfirmaet Hubspot. Hans oplevelser kan vi læse i bogen ”Disrupted”, som viser os bagsiden af medaljen af den IT-branche, vi hylder som afguder.

Bogen ”Disrupted”, som viser os bagsiden af medaljen af den IT-branche, vi hylder som afguder

Dan Lyons var 53 år. Han havde været journalist for IT-stoffet på Newsweek og redaktør for samme område på Forbes Magazine. Men den trykte presse har det svært, og Dan Lyons havde brug for et job. Derfor sagde han ja, da han blev tilbudt et job hos det fremstormende IT-firma Hubspot. Et af firmaerne i laget lige under Facebook, Google og Snapchat, men grundlagt og drevet i samme ånd. Og med muligheden for at tjene ustyrligt mange penge, hvis Hubspot blev børsnoteret.

Frat-pack livsstilen er ikke definitionen på  et godt arbejdsliv

Hubspot er i branchen for ”Marketing Automation”. Et af de mest populære buzzwords de sidste 5 år, som dækker over IT-systemer der er i stand til at fylde vores indbakker med tilbud baseret på vores adfærd på nettet. Det er smart, når det virker – hvilket det dog sjældent gør.

Stillingen hos Hubspot viste sig at være en dårlig ide for Dan Lyons men en god ide for alle os andre. For det viser sig hurtigt, at Hubspot er et meget mærkeligt firma at arbejde i, og Dan Lyons er som garvet journalist god til at tage noter undervejs. Noter, som blev til bogen ” Disrupted: My Misadventure in the Start-Up Bubble”, som tager os med bag kulisserne i det IT-miljø, som vi beundrer så meget i disse år.

De er tilfredse med en lav løn, masser af fester med masser af sprut og en fortælling om, at de er med til at revolutionere verden

Dan Lyons skiller sig fra starten ud. Han er meget ældre og har meget mere erfaring end sine kolleger hos Hubspot, der stort set alle er i tyverne og rekrutteret direkte fra deres uddannelse. De er tilfredse med en lav løn, masser af fester med masser af sprut og en fortælling om, at de som en del af Hubspot er med til at revolutionere verden. Dan Lyons er midt i livet, har hus og børn og er ikke helt overbevist om, at frat-pack livsstilen fra college er definitionen af et godt arbejdsliv.

Marketing og hype er vigtigere end et godt produkt

Dan Lyons er frustreret over uerfarne ledere, der får enorme magtbeføjelser og som tror at de skal opføre sig lige så hensynløst og brutalt som Facebooks Mark Zuckerberg for at slå til. Fyre medarbejdere fra den ene dag til den anden, overfuse medarbejdere på det groveste og acceptere – hvis da ikke ligefrem opfordre til - seksuel chikane i en grad, der ikke hører nogen steder hjemme. Man tager sig til hovedet og græmmer sig, når man læser om Lyons’ prøvelser og ydmygelser.

Man tager sig til hovedet og græmmer sig, når man læser om Lyons’ prøvelser og ydmygelser

Hubspot tjener ikke penge, mens Dan Lyons arbejder i virksomheden. Og har i øvrigt ikke tjent penge siden: Efter et årti i branchen er det ikke lykkes at skabe overskud et eneste år.

Men det er heller ikke meningen med Hubspot. Hverken grundlæggerne, investorerne eller medarbejderne regner med, at de skal tjene penge ved, at Hubspot genererer et overskud. Pengene skal komme ved at Hubspot bliver børsnoteret, og det er de kommende ejeres hovedpine – dem, der køber aktier ved børsnoteringen – at få forretningen til at give overskud. Den tid, den sorg.

Dén forskel er vigtig, for når pengene ikke skal komme fra betalende kunder men en høj aktiekurs ved børsintroduktionen, er fokus ikke så meget på at lave et godt produkt som på at lave en masse markedsføring. Kilometervis af reklamemateriale og massevis af konferencer, mens de rigtige kunder river sig håret over et produkt, der ikke fungerer. Kunderne falder fra i bundter, og det er en konstant udfordring for Hubspot at rekruttere nye kunder i stedet for de frafaldne.

Et opgør med den ukritiske dyrkelse af en branche, der opfører sig forkert

Det lykkes til sidst, det med børsnoteringen. Hubspot bliver en masse penge værd, og investorerne nyder godt af den hype, der er om nystartede IT-virksomheder.

Hubspot er hverken det første eller det sidste IT-virksomhed, der bliver børsnoteret på en bølge af varm luft

Hubspot er hverken det første eller det sidste eksempel på IT-virksomheder, der bliver børsnoteret på en bølge af varm luft og efterfølgende har mere end svært ved at leve op til helt rimelige krav om at skulle tjene penge.

Men ”Disrupted” stiller spørgsmålstegn ved den ukritiske dyrkelse af IT-branchen. En branche, der i vidt omfang ikke betaler skat, lader deres ansatte arbejde under kummerlige forhold, misbruger fortrolige personoplysninger og primært tjener penge til kapitalfondene, der investerer og scorer gevinsten ved børsnoteringen.

Dan Lyons bog lægger sig dermed i rækken af bøger, der begynder at stille kritiske spørgsmål til IT-branchens himmelflugt. Den er velskrevet og kan anbefales, hvis man ønsker at et kig bag kulisserne.

Dan Lyons: Disrupted: My Misadventure in the Start-Up Bubble. Udkommet I 2016 på Hachette.

 

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Flere artikler om emnet