☰
☰
Annonce
Den anden Hassan
Anmeldelse: Yahya Hassan er tilbage med uformindsket poetisk styrke og en personlige fortælling, der tvinger os til se den leverpostejsagtige hverdag i øjnene.
Den autofiktive litteratur, vi oplever i de her år, skriver den danske litterat Stefan Kjerkegaard, er en “litteratur, der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser, hvor vi genkender os selv i de handlinger, der er vores egne. En litteratur, der nok er selvfremstillende, men sjældent selvidealiserende.”
...altid utilstrækkelige og sårbare betingelser, hvor vi genkender os selv i de handlinger, der er vores egne
Ordene gælder om noget også i høj grad Yahya Hassans anden digtsamling, “Yahya Hassan 2”, der fornylig udkom - helt uventet. For er der noget den nu 24-årige digter kan og ikke mindst gør, så er det at fremstille sig selv i et alt andet end selvidealiserende lys. Ofte i en sådan grad, at det kan være svært helt at holde af ham.
hassan_2.jpg
Gyldendal
Digtene i den selvbetitlede og ikke mindst rekordsælgende debut fra 2013 handlede om, hvordan den unge Hassan digtede sig ud af en dysfunktionel familie og et miljø, der samtidig udgjorde omdrejningspunktet for den evindelige integrationsdebat, der igen og igen har fyldt så meget i de sidste mange år.
Med opfølgeren kredser digtene i stedet om Yahya Hassans egne personlige problemer
Med opfølgeren kredser digtene i stedet om Yahya Hassans egne personlige problemer. Om det at ramle nedad den sociale rangstige, mens hele Danmark ser på. Om vold, stoffer og en nagende forladthed, for så til sidst at vågne op i en sygeseng på en psykiatrisk afdeling i Risskov og senere Skejby.
Solodaritet og ballet
Den sorg, vrede og desperation, som Yahya Hassan udtrykker i sin nye bog, er dog ikke mere forarmende, end at den fortvivlende sorthed også er en klar tematisk drivkræft for de 113 siders digte. Med højtråbende versaler følger vi nøje udviklingen, ja, nogen vil måske sige indviklingen, i hans personlige historie, gennem fire afsnit.
Som f.eks. når den habitklædte mønsterbryder fra det brune Underdanmark i digtet ”Nitte” danser ballet med sin ballast, som han så mindeværdigt bemærker, hjemme hos den kreative klasse, efter at have indset, at solidaritet har sin begrænsning.
”DE POLSTRER MIG MED PRIVILEGIER / MEN JEG SAMLER PÅ REPRESSALIER / SOLIDARITET BLEV TIL SOLODARITET / OG STEMMEN BLEV FORHEKSET / JEG DANSER BALLET MED MIN BALLAST”
Digtene udtrykker tydeligvis en længsel efter følelser, autencitet samt vel også nærhed og medmenneskelig accept
Behovet for at sno sig uden om og være helt sin egen er et tema, der går igen fra start til slut. Digtene udtrykker tydeligvis en længsel efter følelser, autencitet samt vel også nærhed og medmenneskelig accept - som f.eks. i digtet ”Forladt”: ”JEG VELSIGNER FOLK OG BLIVER FORBANDET / JEG ER STRANDET PÅ ILDSANDET / HVOR DEN LINDRENDE BØLGES VAND / IKKE KAN NÅ FASTLANDET”
Men nok er Yahya Hassan mast mellem magtstrukturer i klassesamfundets Danmark. Han er imidlertid også i krig med dets iboende forlorenhed. Derfor mærker man paradoksalt nok også en trodsig stemme, der insisterer på, at han bestemt ikke er for fastholdere.
Poesiens antihelt
At digtsamlingen er mere end bare en gentagelse af debuten, er dermed også tydelig, når Yahya Hassan bevæger sig ad andre veje med nye sproglige indfald og billeddannelser, Som når han beskriver ”En dansker der vil danske” eller i digtet ”Dingleri”, hvor han med sprogligt overskud beskriver fængselslivet i al sin foruroligende grimhed:
”MINE MEDFANGER HÆNGER SIG SELV PÅ STRIBE / DERES SELVMORDSKRIG HÆNGER MIG UD AF HALSEN”
Betragter man imidlertid bogen som andet end et socialt frirum for poesiens antihelt, hvor følelser, perversioner og hævndrift gennem litteraturen kan få frit løb, er det ikke, når vi bare kan æde hans gamle kondomer eller han bilder sig ind, at han har grund til at larme, skræmme og trykke poesiens maskingevær godt trykket op i hykleriets snudeskaft, har det momentvis ikke anden effekt på hans situation, end han desværre bare får bekræftet sin elendighed.
Når vi bare kan æde hans gamle kondomer
Alt i alt transmitterer digtene som helhed dog en frustration så ekspressiv og rå, at det er svært ikke at forholde sig til ens egen ekstremitet og leverpostejsagtige hverdag. Som når enmandshæren Yahya Hassan sætter sin sociale eksklusion til skue med sine sjove, men stadigvæk umoralske gangsterrim, er det således svært helt at finde en passende grimasse:
”JEG SAGDE SMUT/ MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/ OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/ DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/ SELVOM DET ER FORBUDT/ AT PRUTTE MED KRUDT.”
Den anden Hassan
Fordi den autofiktive kobling mellem på den ene side fremstillet liv og på den anden side levet liv samtidig ikke nødvendigvis er hundrede procent 1:1, fremstår digtene - uanset om han er kriminel eller ej - desto mere spiselige. For ja, vi lever i en medialiseret tid, og den aarhusianske enfant terrible ved tydeligvis hvilke selvfremstillingsknapper, man trykker på.
Den aarhusianske enfant terrible ved tydeligvis hvilke selvfremstillingsknapper, man trykker på
Tag bare bogens titel, der bestemt ikke lader til at være så tilfældig og uinteressant, som den umiddelbart ellers lyder. Titlen er nemlig IKKE “Yahya Hassan: 2”, hvad man også sagtens kunne tro. Men faktisk står der “Yahya Hassan: Yahya Hassan 2”. Altså, den anden Hassan? Lige præcis.
Med sit digteriske delirium fra sygesengen er Yahya Hassan altså tilbage med uformindsket poetisk styrke. Med referencer til alt fra rap til Rimbaud. Med hug til janteloven og grundloven. Med liderlige digte i en følelseskold tid. Og ikke mindst fortællingen om Yahya Hassan, ja, eller måske rettere den anden Hassan, der siden er gennembruddet i 2013, er blevet fortalt af alle andre end ham selv. Og hvor gør han det bare fremragende.
Yahya Hassan: ”Yahya Hassan 2”, Gyldendal 2019, 113 sider
