Fortællingen om Barack Obamas vej til præsidentposten kan starte mange steder. Men måske er det bedste sted at starte den, da han som forholdsvis nyvalgt senator bliver kaldt ind på Harry Reids kontor. Reid er leder af den demokratiske gruppe i senatet, og Obama forventer en skideballe for et eller andet, han har gjort.

Men Reids ærinde er et andet. Obama er efter hans mening ikke skabt til de langsommelige og bureaukratiske lovgivningsproces i senatet. Obama vil køre sur i det og ikke få ret meget gennemført, lyder den kontante vurdering til den unge senator.

Obama skal gå direkte fra sit senatsvalg til en ny valgkamp

Til gengæld opfordrer Reid Obama til at stille op til præsidentposten. Ikke ad åre, men allerede i 2008. Obama skal gå direkte fra sit senatsvalg til en ny valgkamp.

Obama tvivler 

Obama er ikke sikker på, at det er en god ide. For det første er han ikke sikker på, at han er klar til at gå efter præsidentposten efter kun to år som senator. For det andet har han en meget klar opfattelse af, at Hillary Clinton også vil gå efter posten og vel have opbakning fra størstedelen af den demokratiske inderkreds.

Og for det tredje er Obama slet, slet ikke sikker på, at Michelle vil synes om ideen.

Obama er slet, slet ikke sikker på, at Michelle vil synes om ideen

Harry Reid bliver den første af mange demokratiske sværvægtere, der fortæller Obama, at de tror at der er plads til fornyelse. At USA vil noget andet. Og at de desuden ikke ønsker Clinton, som støder flere folk fra sig end hun tiltrækker. Som har lidt for tætte forbindelser til erhvervslivet. Og så er de i øvrigt lede og kede af en Clinton-familie, der er skånselsløse i deres forvaltning af magten. Det handler mere om Clinton end om demokratisk politik, synes de.

Ingen tør sige højt, hvad mange tænker: At det vil være en katastrofe, hvis Clinton bliver demokraternes præsidentkandidat i 2008. Og Obama er deres bedste bud på en udfordrer.

Demokraternes uendelige valgkamp

Det demokratiske felt i 2008 omfatter som altid en skare af kandidater. Joe Biden stiller op igen, ligesom John Edwards – Kerrys vicepræsident-kandidat fra 2004 – tager en tur mere.

Bidens kampagne rører sig (igen) ikke rigtigt ud af flækken, og det står hurtigt klart at heller ikke 2008 skal være hans år.

Edwards er på papiret en stærk moderat kandidat

Edwards er på papiret en stærk moderat kandidat, men bliver – som ægtemand til kræftsyge Elizabeth – viklet ind i en sag med et lidt for tæt forhold til en anden kvinde. De fleste fornemmer, at Edwards har en affære, men han benægter. Senere i kampagnen kommer det frem, at kvinden – Rielle Hunter – er gravid.

Det bliver en af John Edwards assistenter der påtager sig faderskabet, men da assistenten for det første er gift og for det andet aldrig har lagt skjul på, at han er blevet steriliseret flere år før, er det for de fleste en meget mærkelig sag, der ikke giver det bedste indtryk af Edwards moralske kompas.

Så det bliver hurtigt en demokratisk valgkamp, hvor der kun er to muligheder: Obama eller Clinton. Obama kommer først fra start i Iowa, og fra midten af marts ser det mere og mere sort ud for Clinton. Men hun nægter at give op, selv da alle i løbet af foråret kan se, at hun umuligt kan vinde.

For en Clinton giver aldrig op. Aldrig. Og hvorfor skulle hun i øvrigt bare give op uden at have fået nogle indrømmelser fra Obama?

Clinton forsøger at blive vicepræsident, men det mislykkes. Så valgkampen kører videre, til stor frustration for Obama-lejren der hellere ville bruge pengene på at vinde over republikanerne end over Clinton.

Til sidst forsøger Hillary Clinton at indgå en aftale, hvor hun accepterer nederlaget, hvis Obama vil hjælpe med at betale underskud

Til sidst forsøger Hillary Clinton at indgå en aftale, hvor hun accepterer nederlaget, hvis Obama vil hjælpe med at betale underskuddet på 15 millioner dollars i hendes kampagne, som stammer fra en kampagne i overgear mens donationerne forsvandt. Men nej, det har Obama ikke til hensigt, og stemningen mellem de to rammer frysepunktet.

McCains storhed og fald

Det var et godt spørgsmål, hvem der ville ende med at løbe med titlen som republikansk præsidentkandidat. I lang tid var John McCain det bedste bud. Han hyrede de bedste rådgivere, der hurtigt fik ansat en stab af dygtige medarbejdere. McCains kampagne virkede uovervindelig allerede et år før præsidentvalget.

Hans kampagne kollapsede på grund af pengemangel

Men McCain hadede at ringe til de pengestærke donorer og bede om bidrag til sin valgkamp, så hans kampagne kollapsede på grund af pengemangel lige så hurtigt, den var kommet op at stå. Ved årsskiftet 2007-08 lignede han en slagen mand.

Det var i stedet Rudolph Giuliani, Mike Huckabee og Mitt Romney, der blev talt om. Giuliani mister dog hurtigt terræn. Han håber på Florida, hvor mange newyorkere flytter til når de bliver pensioneret, men det mislykkes. De færreste kan se, at den venskabelige Huckabee for alvor har, hvad der skal til for at blive præsidentkandidat – og så er der Mitt Romney tilbage.

Hunden på taget

Romney er velbegavet, succesrig, han ser godt ud og har – med sin fortid som forretningsmand på højeste niveau – den bedste adgang til donationer.

Problemet er bare, at Romney er upopulær. For det første er han mormon, hvilket ikke passer godt til den troende kristne del af det republikanske bagland. For det andet har han ry for at være en flip-flopper; en politiker der mener det, der passer bedst – og skifter mening, når vindene vender. Eller som Huckabee siger: ”I don’t think Romney has a soul”.

Som Huckabee siger: 'I don’t think Romney has a soul'

For det tredje er der for mange underlige historier om Romney. Hans gartnere viste sig at være illegale immigranter. Ups. Han fortalte om sin livslange kærlighed til at gå på jagt, hvilket viste sig at dække over to (!) gange, hvor han havde været på kaninjagt. Ups igen.

Og så var den endnu mere mærkelige historie om dengang, Romney-familien skulle på ferie og simpelthen satte hunden i bur, spændte buret fast på taget af bilen og tog afsted på en 12-timers biltur. Tredobbelt ups.

Guerilla-McCain og Lieberman…nej, vent

Så pludselig var vejen banet for et gigantisk comeback til McCain. Han havde fyret næsten alle sine kampagnemedarbejdere, men aldrig givet op. McCain fortsatte kampagnen, bare ham og et par stykker mere. Guerilla-style, lige som McCain kunne lide det. Og pludselig er det ham, der står med nomineringen.

McCain vælger Joe Liebermann, den demokratiske senator, som sin vicepræsident. Liebermann, der også stillede op som vicepræsident i 2000 sammen med Al Gore, har skiftet hest og stiller nu op på den republikanske liste. Modigt af McCain og ikke mindst Liebermann, der godt ved at han vil blive lagt for had af demokraterne.

Men en uge før valget får McCain kolde fødder. Flere og flere i det republikanske parti, herunder den republikanske mesterstrateg Karl Rove, har i et stykke tid advaret ham mod at vælge aborttilhængeren og våbenmodstanderen Liebermann, som vil splitte partiet og betyde et tab af mange højrefløjs-republikanere.

En uge før det republikanske konvent har McCain ikke en vicepræsident

Så en uge før det republikanske konvent har McCain ikke en vicepræsident. Han er helt på bar bund og kan kun finde kandidater, det IKKE skal være. Så foreslår én Sarah Palin, den højrepopulistiske guvernør fra Alaska, og en halv time efter ideen er undfanget, er hun på vej til lufthavnen for at blive godkendt.

McCain kæmper det bedste han har lært, men det lykkes som bekendt ikke. Barack Obama bliver den første sorte præsident i USA’s historie og begyndelsen på en ny politisk fortælling.

Årtiets bedste valgkamps-bog

John Heilemann og Mark Halperin skrev en fantastisk bog, da de beskrev valgkampen i 2008. Bogen veksler ubesværet mellem det store overblik og de personlige detaljer; mellem kølig analyse og bizart-sjove observationer.

Hvis man skal forstå sjælen i det demokratiske parti i 2020, er der intet bedre sted at starte

Hvis man skal forstå demokratiske primærvalgkampe og sjælen i det demokratiske parti i 2020, er der intet bedre sted at starte.

John Heilemann og Mark Halperin: Game Change: Obama and the Clintons, McCain and Palin, and the Race of a Lifetime. Udkommet i 2010 på HarperCollins.