Hen til midten og tilbage igen

Alt for tit blafrer de radikale svar i vinden, og ofte er partiet ikke en del af den politiske samtale. Det forsøger Martin Lidegaard at råde bod på i ny bog.
Det Radikale Venstre var i det tyvende århundrede nøglen til at forstå, hvad der skete i politik. De radikale bestemte hvem, der skulle være statsminister og var med i alle store forlig. Men i disse års omskiftelige verden er det som om, radikalismen har svært ved at finde sine fødder.

Hvad vil det sige at være radikal, når en flygtninge- og migrantvirkelighed banker på døren

Hvad vil det sige at være radikal, når en flygtninge- og migrantvirkelighed banker på døren. Hvad er det radikale svar, når mange mennesker i den vestlige verden presset af en globalisering, de ikke føler, de har indflydelse på? Hvad skal man gøre ved pensionsalderen, når alt for mange mennesker bliver nedslidt af deres arbejde lang tid før pensionsalderen, fordi arbejdet er hårdt og sker i et højere og højere tempo?

Alt for tit blafrer de radikale svar i vinden, og på lange stræk er partiet ikke en del af samtalen om, hvordan vi skal udvikle og fremtidssikre vores samfund. Derfor er det velgørende, at Martin Lidegaard – tidligere minister og nu næstformand i den radikale folketingsgruppe - i sin nye bog ”Lad os mødes på Midten” kommer med et bud på, hvad det vil sige at være radikal på kanten af 2020’erne.

Frihed, lighed og tillid

Bogen er bygget op i tre dele, der handler i Frihed, Lighed og Tillid. På hvert område beskriver Lidegaard, hvad der for ham er den rigtige – ja, nødvendige – politik. Det erklærede mål at kunne samle venstre- og højrefløjen om en politik, der er så indlysende rigtig, at den ophæver tendenserne til fløjkrig.

At formulere en politik, der rækker hen over Midten (som konsekvent staves med stort i bogen). Og dermed, kan man tænke, tilbageerobrer Det Radikale Venstres position som det naturlige midtpunkt i dansk politik.

”Flygtningekrisen og den voksende illigegale migration truer både verdens flygtninge og vores egen sikkerhed og frihed, hvis vi ikke får den under kontrol.”
 
 

Martin Lidegaard

Mest opmærksomhed har Martin Lidegaards overvejelser om flygtninge- og integrationspolitikken fået. Martin Lidegaard erkender i bogen, at verden er anderledes end for blot 5 år siden. Antallet har betydning, og hvis ikke vi bliver bedre til at håndtere migrantstrømmene, truer det vores egen sikkerhed og frihed.

Det er velgørende at se den genovervejelse af politikken, når nu det er så tydeligt, at forudsætningerne for den politik, Danmark førte i årtier, ikke længere holder. Ligesom Lidegaard er klar i mælet, når det gælder kravene til at integrere sig for dem, der kommer til Danmark.

Mest opmærksomhed har Martin Lidegaards overvejelser om flygtninge- og integrationspolitikken fået

Martin Lidegaard er også stærk, når han i bogen argumenterer for nye løsninger på energi- og klimaområdet. Her er han tydeligvis på hjemmebane, og hans forslag giver stof til eftertanke, fordi de både er ambitiøse og nyskabende.

De radikale blinde vinkler

Bogen indeholder desværre også en række eksempler på det, man kan kalde radikale blinde vinkler. Når Martin Lidegaard beskriver, hvordan vi gør op med den ulighed, som globaliseringen medfører, fokuserer han på handelsaftaler med Afrika. Og på, at vi skal gøre noget ved de globale gigantvirksomheder, så de husker at betale skat.

Mens der ikke står et eneste ord om, hvad vi skal gøre ved social dumping, der rammer dem, der står på de nederste trin på arbejdsmarkedet. Men nok mindre den veluddannede øvre middelklasse, som Lidegaard er en del af.

Der står ikke et eneste ord om, hvad vi skal gøre ved social dumping

Lidegaard er også stærk fortaler for at åbne det danske arbejdsmarked for flere udenlandske arbejdere ved at sætte beløbsgrænsen ned. 15.000 udenlandske medarbejdere er der slet ikke noget problem i, mener han.

Men bogen savner helt en overvejelse om, hvad hans forslag om at satse massivt på udenlandsk arbejdskraft betyder for de 100.000 ledige og de 10.000 unge, som ikke kan få en praktikplads. Mennesker, der står klar til at træde til på arbejdsmarkedet, men ikke kan få fodfæste – og vil få endnu sværere ved at få det, hvis Lidegaard (og den borgerlige regering) får held med at åbne det danske arbejdsmarked for folk udefra.

I en tid, hvor alt for mange mennesker oplever, at fremtiden virker utryg. Og hvor vi har alt for mange med nydansk og gammeldansk baggrund, som skal have plads på arbejdsmarkedet, er det ikke særligt midtsøgende at kræve flere udenlandske arbejdere. Flere udenlandske arbejdere er løsningen på et problem, som reelt ikke eksisterer og en forværring af et problem, som er enormt.

En anden Lidegaard-kæphest er den stigende pensionsalder

En anden Lidegaard-kæphest er den stigende pensionsalder. Det skal være nemmere at få førtidspension, men for alle os andre skal forhøjelsen af pensionsalderen fortsætte. Arbejder man i et nedslidende fag, må man bare berede sig på at skulle omskoles, når jobbet bliver for hårdt.

Men ingen af delene er nok særligt attraktive for den 30-årige murer, der kan se frem til en pensionsalder på 73,5 år. Eller den 50-årige murer, der er slidt ned, men ikke har lyst til at komme på skolebænken igen. Men også her springer bogen over, hvor gærdet er lavest.

Gårsdagens løsninger på morgendagens problemer

Lidegaards blinde vinkler overrasker i en bog, der ellers har et sympatisk afsæt. Bogen bliver på én og samme tid et bud på at definere, hvad det vil sige at være radikal og en påmindelse om, at Radikale Venstre på lange stræk oplever verden grundlæggende anderledes, end man gør hos de partier på venstrefløjen, der repræsenterer almindelige lønmodtagere. Men der er altså ikke meget politik hen over Midten i at genfremsætte radikale mærkesager.

En reformulering mere end en nytænkning af det radikale verdensbillede

Bogen ender derfor med at være en reformulering mere end en nytænkning af det radikale verdensbillede på kanten af 2020’erne. Gårsdagens løsninger på morgendagens problemer. Det er en skam.

Martin Lidegaard: Lad os mødes på midten. Udgivet på Lindhardt og Ringhof oktober 2018.

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook