Der er tale om et forsvundet manuskript, som den ekstremt kontroversielle forfatter selv mente var blevet stjålet, dengang han i 1944 flygtede fra Frankrig, for at ende i Danmark, hvor han blev fængslet i Vestre Fængsel, anklaget for landsforræderi.

Romanen er skrevet kort tid efter tilblivelsen af Célines debutroman, ’Rejsen til nattens ende’, der også er hans absolutte hovedværk og et af det tyvende århundredes vigtigste romaner.

’Rejsen til nattens ende’ udkom i 1932, og gjorde ham øjeblikkelig til tidens mest kontroversielle franske forfatter, men samtidig også anerkendt.

I virkeligheden hedder forfatteren Louis-Ferdinand Auguste Destouches, men han anvendte pseudonymet Céline ved udgivelsen af debutromanen, hvilket hurtigt viste sig ikke var tilstrækkeligt til at dække over hans sande identitet. Navnet Céline hang ved, og han fortsatte med at anvende det gennem hele livet.

Antisemitismen

Men før vi går videre, skal det her bemærkes, at Célines kontroversielle sider ikke sådan er til at ignorere. Nogle år efter udgivelsen af debutromanen, i 1937, begyndte Céline at udgive en række pamfletter, hvor han agiterede for, at Frankrig skulle alliere sig med Tyskland, og indgå i et fællesskab for at udrydde jøderne.

Under fængslingen af Céline i Danmark var han anklaget for landsforræderi, og stod til en dødsdom

Disse antisemitiske skrifter, der var af så grov og kras en karakter, at de officielle instanser, der arbejdede for udryddelsen af jøderne måtte trække sig, i erkendelse af, at Célines had ikke tjente sagen, har sat en uafvaskelig plet på Célines eftermæle.

Under fængslingen af Céline i Danmark var han anklaget for landsforræderi, og stod til en dødsdom, men i 1951, da han først blev dømt for landsforræderi, blev han samme år benådet, med den begrundelse, at han også havde fået en tapperhedsmedalje i begyndelsen af Første Verdenskrig.

Efterfølgende kunne han vende tilbage til Frankrig.

Ved udgivelsen af det glemte manuskript sidste år i Frankrig, var det netop denne side af forfatterskabet, der blev det kontroversielle omdrejningspunkt.

For forlaget Gallimard har intet gjort for at fremhæve denne uheldige side af sagen, i deres reklame for de genfundne manuskripter. Snarere tværtimod.  

Det er en særdeles hård og brutal bog, hvor den sorteste galde driver ned af alle siderne

Det er præcis derfor, at det er beskæmmende, at forlaget Gyldendal gør nøjagtig det samme, når de nu udgiver den danske oversættelse, med et forord af boganmelder og litteraturkritiker, Lilian Munk Rösing, der intet nævner om denne side af sagen.

Antisemitisme og dommen for landsforræderi nævnes overhovedet ikke, og bogflapperne på udgivelsen er udelukkende spækket med citater fra de mange gode anmeldelser af bogen.

Det sagt, så er romanen også et sandt mesterværk. Der er ikke skyggen af antisemitisme i bogen, men til gengæld er den fyldt til randen med racistiske og misogyne udbrud.

Det er en særdeles hård og brutal bog, hvor den sorteste galde driver ned af alle siderne.

Clichy og arbejder-jargon

Da Céline skrev på manuskriptet, arbejdede han som læge i den parisiske bydel Clichy, og dette arbejderkvarter har i den grad præget hans litterære stil, både i romanen ’Krig’, men også i hovedværket, ’Rejsen til nattens ende’.

Det var også noget af det, der virkelig provokerede samtidens litterære parnas, da ’Rejsen til nattens ende’ blev udgivet, fordi sproget var vulgært og brovtende.

Men enhver, der har kendskab til den snart helt forsvindende arbejderklasse, kender til dette sprog, der er direkte, illusionsløst, brutalt realistisk og amoralsk.

Det groteske og det pornografiske glider sammen i en stor, burlesk pærevælling

Dette, kombineret med Célines uforlignelige sans for historiefortælling og det absurde, gør ham til en meget unik forfatter.

Det er i grunden spøjst og lidt af et tilfælde, at også den amerikanske eksilforfatter og provokatør, Henry Miller, på samme tid opholdt sig i selvsamme bydel, som han senere skrev om, i novellen ’Stille dage i Clichy’, der på en del punkter minder om Célines skrifter fra samme periode.

Det groteske og det pornografiske glider sammen i en stor, burlesk pærevælling, der af en eller anden grund ender med at fremstå som totalt moralsk depraverede, grænsende til det nihilistiske, kombineret med en vitalistisk kraft.

Værdier stod for fald

I romanen ’Krig’ benytter Céline sig af samme litterære trick, som han anvendte i debutromanen, hvor hans alter ego, romanfiguren Ferdinand, er ramt af kugle i hovedet, og derfor lider voldsomt af delirium og tinnitus, der gør, at han hele tiden ser syner og på en brutal facon ikke kan skelne mellem krigen omkring ham, og så det bombardement, der foregår inde i hovedet på ham.

Det er delirium som litterær teknik

I ’Rejsen til nattens ende’ var det angreb af feber og malaria, der gjorde udslaget, der teknisk gav Céline lejlighed til for alvor at rable igennem og frembringe helt karikerede men samtidig også måske mere præcise beskrivelser af en samtid præget af krig og en udvikling, hvor samtlige af datidens værdier stod for fald.

Det er delirium som litterær teknik, hvor de selvbiografiske elementer ikke er til at skelne fra de fiktive, og de vanvittige og groteske beskrivelser ikke er til at vurdere, om de er indbildte eller eksakt sande, der på en underlig suveræn måde frembringer en samtid, der er ved styrte sammen i fundamentet.  

Et billede på krigen

I hovedværket ’Rejsen til nattens ende’, forlader romanpersonen Ferdinand hurtigt slagmarken, og i resten af bogen handler det mere om Vestens kolonialisme samt USA's hastige fremgang i fabriksindustrien.

Hovedpersonen i romanen oplever hvorledes Frankrig udbytter de sorte i Afrika til udvinding af gummi, der blandt andet bliver anvendt i den amerikanske bilindustri, hvor hovedpersonen senere får ansættelse på Fords fabrik i Detroit, der beskrives som en forlængelse af slaveriet.

Det er grotesk og det er et indædt had til fremskridtet, udnyttelsen af den mindre bemidlede og samtidig - ligesom i romanen ’Krig’ - anti-militær anti-patriotisme for fuld udblæsning.

Der er slet ingen tvivl om, at ’Krig’ er et sandt mesterværk

Det er en nedbrydelse af alle værdier, og begge romaner er netop dobbelte i deres betydning, fordi det indeholder denne blottelse af hykleri, men samtidig ikke stiller et alternativ op til tidens forfald.

Der er slet ingen tvivl om, at ’Krig’ er et sandt mesterværk, og at den bør sidestilles med Ernst Jüngers roman, ’I stålstormen’ fra 1920 og Erich Maria Remarques roman, ’Intet nyt fra Vestfronten’ fra 1929.

Hvor Jüngers bog er en underlig nøgtern beskrivelse af krigens gru, og næsten en hyldest til krigen og ”krigeren”, er Remarques roman en uhyggelig blottelse af krigens traumatiske effekt på de unge ofre.

Delirisk mareridt

Jünger er anerkendt for sine kolde observationsevne, samt hans nogle gange surrealistiske indfald og anti-humanistiske holdning til massesamfundet, sådan som det manifesterer sig i krig og på fabrikkerne.

Erich Maria Remarque antikrigsroman er blevet betegnet som en roman, hvis stil er Neue Sachlichkeit, der med et koldt blik beskriver og vurderer tidens maskinelle reduktion af mennesket som individuel værdi.

Kort sagt, så indeholder begge romaner elementer af realisme, blot anskuet fra vidt forskellige perspektiver.

Det er underholdende, tankevækkende, sprudlende og ekstremt provokerende

Det samme kan man sige om Célines take på hele miseren, det som nævnt er et delirisk mareridt, der minder en hel del om dadaismen og surrealismen, krydret med nietzscheansk nihilisme og en pornografisk, burlesk voldtægt af samtlige værdier.

Det er underholdende, tankevækkende, sprudlende og ekstremt provokerende, det som Céline bedriver i denne roman. Det kan kun anbefales alle at tage dette syrebad, der trods sin groteske form måske siger mere om vor egen nutid, end hvad der kan siges på andre måder.

For romanen peger også fremad, og dens holdning til patriotisme, til overmenneskelige værdisæt og mennesket, anskuet som en samlet masse, får baghjul af Céline, der aldrig var bange for at gå mod strømmen.

Manglende kontekst

Men det er vigtigt at kritisere selve måden, hvormed bogen er udgivet, både i Frankrig og i Danmark. Det er slet ikke i orden at lade en litterær anmelder, der ikke beskæftiger sig med konteksten, introducere teksten.

Og at man i selve udgivelsen, i bogens fysiske form, ikke på nogen måde forklarer noget af alt dette, er ganske enkelt en skandale, eller måske bare en tragikomisk realitet, som Céline selv, også i selve manuskriptet, måske kunne have forudset.

Det er altid det ensidige og det underligt dydige, der vinder. Det gør Céline selv meget nar af i romanen. At det gentager sig her, i forbindelse med udgivelsen, gør det jo ikke mindre bittert-morsomt.

Det projekt er positivt, og undertegnede ser frem til flere udgivelser af samme karakter

Til gengæld er det vederkvægende og opmuntrende at Gyldendal, samtidig med udgivelsen af denne roman, også genudgiver W.G. Sebalds roman, ’Austerlitz’.

Begge bøger udgives som de første i en serie, Gyldendal Lunar, der skal indeholde: “(..) litteraturhistoriens mørke klassikere.” 

Det projekt er positivt, og undertegnede ser frem til flere udgivelser af samme karakter.  

Louis-Ferdinand Céline: 'Krig'. Roman. Redigeret af Pascal Fouché. Oversat af Troels Hughes Hansen. Med forord af Lilian Munk Rösing. 170 sider. Gyldendal Lunar, 2023. Bogen er udkommet i dag.