Annonce

Fra underklassen til de sociale tinder: En aften med Édouard Louis

En propfyldt sal på Det Kongelige Bibliotek overværede en samtale med den franske forfatter. Anmelder Freddy Hagen var med, og forsøgte ikke at blive afsløret.
Foto: Malthe Ivarson
Édouard Louis i Den Sorte Diamant. I samtale med Matthias Dressler-Bredsdorff. I forbindelse den danske udgivelse af hans roman, Forvandlingens Metode.
Det er ellers ikke sådan noget, jeg gør: Går til forfatterarrangementer. Det er ikke noget, jeg har dyrket, efter jeg færdiggjorde mit studie på universitetet.

Dog med en enkelt undtagelse. Dengang den unge digter, Yahya Hassan, fik hele landet op at køre, der dukkede jeg op, og vi røg fede med ham backstage, mens en horde af politibetjente og vagter holdt øje, og alle arrangementerne i landet var udsolgte.

Jeg blev tiltrukket af den vildskab og det viltre engagement, som denne unge ghettoknægt kanaliserede ud, og jeg kunne identificere mig med noget i ham og hans oprør.

Det var før han igen gik rigtig i hundene, og endte i smudset han var kommet fra med volden og de hårde stoffer, samtidig med, at den øverste, kulturelle og politiske elite knuselskede ham, mængede sig med ham. Da havde jeg mistet interessen igen.

På Det Kongelige Bibliotek

Men nu sidder jeg så i Den Sorte Diamant, på Det Kongelige Bibliotek, for at overvære “en talk” med den succesrige, franske homoforfatter, Édouard Louis. Sidst jeg var her, var dengang hvor den islamistiske forening, Hizb ut-Tahrir, havde lejet lokalerne, og medierne var gået fuldkommen i selvsving.

Stemningen sydede af ballade og spænding, for man kunne forestille sig, at alting kunne ske.

Det var tiden, hvor islamisme fyldte hele mediefladen, og konstant var der hændelser, hvor man kunne antage, at en eller anden form for konfrontation kunne forekomme.

jeg vil fandeme ikke frames som en af dem, der kommer fra bunden - en taber, der slet ikke hører til, her i det pæne, litterære selskab.

Men sådanne forventninger er der nu ikke her til aften. Tiderne er for øvrigt skiftet. Det er ikke længere islam, der fylder hele værdidebatten. Men debatten om ghettoen og randområderne i Europas provinser er der endnu ild i.

En taber i det litterære selskab

Édouard Louis er her, fordi hans seneste roman, Forvandlingens metode, i dag (torsdag, red.) er udkommet på dansk, og jeg er her selv, fordi jeg lige har anmeldt den, og fordi jeg egentlig ikke rigtig kan ryste den af mig.

Og selvfølgelig har jeg fundet min cotton coat frem fra skabet, for jeg vil fandeme ikke frames som en af dem, der kommer fra bunden - en taber, der slet ikke hører til, her i det pæne, litterære selskab.

I alle hans romaner skriver han om de sociale koder, der holder de kulturelt og økonomisk fattige tilbage

Det slog mig, da jeg stod og gjorde noget ud af mig selv, før jeg tog afsted. Jeg kunne mærke, at jeg var opmærksom på de signaler, som jeg udsendte. Det er atypisk for mig, efter jeg gennem flere år har arbejdet i en fiskehandler. Jeg har slet ikke tænkt på netop de koder gennem mange år.

Men Édouard Loius skriver om disse koder og signaler, som vi udsender gennem tøjet, vores kropsholdninger og alt muligt andet.

I alle sine romaner skriver han om de sociale koder, der holder de kulturelt og økonomisk fattige tilbage, og hvordan disse signaler er så gennemsyret i hele samfundet, og så sofistikerede, at det næsten ikke er muligt at fake, at man ikke kommer fra bunden, hvis man altså gør det.

Og det gør jeg, ligesom Édouard Louis gør det.

Knive under armen

Og pludselig erindrede jeg en hændelse for mange år siden. Jeg havde læst på universitetet i mange år, men sprunget fra, og var gået i lære som kok. Jeg havde en aftale med min kæreste, som jeg havde læst litteraturvidenskab med, om at mødes på Litteraturhaus til noget oplæsning.

Jeg troppede op lige efter arbejde, og under armen havde jeg en papæske fra HV Larsen med mine knive.

Det var også slutningen på det forhold. Men det var bare som om, at det stak dybere end bare det at blive afvist

Min kæreste skældte mig ud, og mente at det var upassende, at jeg havde dem med. Jeg skilte mig ud, og hun mente, at det var dybt pinligt. Jeg var rystet, græd senere. Det var også slutningen på det forhold. Men det var bare som om, at det stak dybere end bare det at blive afvist.

Og det er præcis sådanne underlige erfaringer, der gør, at jeg er blevet så fascineret af Édouard Louis, fordi han så godt beskriver, hvordan sådanne “sår” er så svære hele. Fordi han tematiserer disse uafrystelige og nærmest kropslige eksklusionserfaringer.

Desuden skriver han om volden i underklassen. Og han taler om denne vold som en integreret del af hele samfundsindretningen, og at den også fungerer symbolsk i overklassen.

En klasse uden bøger

Derfor var det også bizart for mig at opleve hvordan hele den stopfyldte sal brød ud i latter, da Édouard Louis i begyndelsen af samtalen fortalte om, hvordan han som ung fakede, at han interesserede sig for litteratur, og slet ikke læste de bøger, som han snakkede med om.

Han forsøgte at forklare, at eftersom han kom fra en klasse, hvor man slet ikke kendte til bøger, ja, så måtte det jo per definition,være et skuespil i begyndelsen grundet den manglende erfaring.

Og latteren fortsatte, da han forklarede, at han anvendte disse bøger som en slags våben imod sine forældre

Det syntes hele salen var enormt sjovt, angiveligt fordi de ikke kan forestille sig, at litteratur ikke betyder en pind, indholdsmæssigt, for den udenforstående, men samtidig kan drage, fordi den klasse, der læser, har så mange andre, synlige privilegier, som man gerne vil have del i.

Og latteren fortsatte, da han forklarede, at han anvendte disse bøger som en slags våben imod sine forældre, når han kom besøg, fordi de slet ikke fattede, at bøger kunne være noget særligt. At de snarere betragtede bøgerne som værende farlige.

Det var først da han begyndte at forklare, at bøgerne er en slags social vold, og at de virker sådan, at forsamlingen forstummede, og alvoren begyndte at dæmre for dem.

Op ad rangstigen

Men tilbage til hans bøger. Det fascinerer mig, at han som fattig homoseksuel først udstiller sin sårbarhed og rolle som offer på bunden af samfundet for siden at springe ud og løfte sig en tand op ad rangstigen, og så dér bare fyrer den af og puler løs med et utal af mænd, grimme og smukke, brutale og blide, alle, you name it.

En ny mand hver dag gennem lange perioder, med enkelte afbræk, hvor han har fundet sig en sugar daddy.

Han ser også enormt godt ud, Édouard Louis. Han er relativt høj, slank og med en svulmende brystkasse. Hans ansigts proportioner er harmoniske, og hans hår, efter transplantationerne, er frodigt men trimmet. Faktisk ligner han en roer fra et eliteuniversitet.

Prostitution nævnes kortfattet

Han skriver selv, at han ikke længere kunne kende forskel på, om det var ren prostitution (det var det eksplicit nogle af gangene), om han overhovedet var forelsket i dem, han knaldede fra overklassen, eller om han bare udnyttede dem for at opnå deres beskyttelse og goder.

Sådan taler vi selvfølgelig ikke om det her i salen. Prostitution nævnes kortfattet, ligesom det nævnes, at de rige kan drage, og at han nok der søgte efter en form for beskyttelse.

Men jeg sad med en underlig fornemmelse af, at det mest blev opfattet som en slags eventyrlig fiktion, altså som gode erfaringer, der er kommet noget særdeles positivt ud af.

Kommet ud af sumpen

Jeg tænker at den fordrukne forfatter, Charles Bukowski, har haft det på samme måde, når han har siddet foran en fyldt sal af litterært interesserede, og læst op fra sine mange bøger, der handler om vold, dødsdruk og hærg, mens hele salen hylede af grin.

Og netop det talte Édouard Louis også om. Han forklarede, at selvom han har nået de øverste sociale tinder, er blevet berømt, rig og dannet, så forventer den privilegerede overklasse endnu at han skal betragte sin succes på en helt særlig måde.

Det er som om, sådan helt automatisk, at socialrealismen i litterær form næsten transformeres til fiktivt drama, så længe at enden er god

Han har jo klaret det. Kommet ud af sumpen, og væk fra volden og alt den afstumpethed, som der eksisterer på samfundets bund.

I Forvandlingens metode skriver han, at selvom han er nået til tops, så oplever han en form for tab, en hjemløshed og en art melankoli. Og netop denne negative sorg, den reagerede hans nærmeste imod. De mente ikke, at han skulle skrive det. Hans historie var jo en succes.

Og Édouard Louis fortæller videre, at hvis man som en, der har “klaret den”, udtrykker den slags negative erfaringer, så bliver man nemt beskyldt for at være utaknemmelig. Det er som om, sådan helt automatisk, at socialrealismen i litterær form næsten transformeres til fiktivt drama, så længe at enden er god.

Offerhistorier

Først og fremmest er jeg blevet fan af Édouard Louis, ligesom jeg var fan af Yahya Hassan, fordi de begge ikke udelader, at de selv har været nogle kæmpe svin en gang imellem. For det er en meget betydelig del af deres fortælling, synes jeg.

Fordi jeg ved, at de lyver.

Offerhistorier (og guderne skal vide, at dem er der mange af for tiden), hvor fortælleren udelukkende beretter om, hvad der er overgået dem af fortrædeligheder, hader jeg inderligt.

Fordi jeg ved, at de lyver.

Fordi den voldelige afstumpethed, som de er vokset op i, avler mere afstumpethed og vold. Og fordi de så nemt glider ind i den nye tilværelse i den kulturelle klasse, hvor de dyrkes som en anden Kaspar Hauser, der heldigvis slap ud af hængedyndet, dernede hvor de modbydelige dyr handler racistisk, homofobisk og mysogynt.

Blind for nuancerne

Efter arrangementet gik jeg ud på lokummet og pissede, vaskede mine hænder og gik mod udgangen.

Eller også gik jeg på toilettet og forrettede min nødtørft, vaskede mine hænder, mens jeg kikkede mig i spejlet, og satte mit hår.

Måske fordi jeg bare altid vil være en smule angst for, at jeg bliver afsløret

Jeg er ikke helt sikker, men på vej ud så jeg den lange kø foran bogbutikken, hvor Édouard Louis om lidt skulle signere sin bog. Jeg kunne ikke spejle mig i menneskene i denne kø. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. De var bestemt ikke bare en klump bestående af en kulturel elite.

Dem, der var i salen, var ikke en homogen størrelse. Det var min egen forståelse af, at nogle af dem, der faktisk tilhører denne elite, var blandt dem, der gjorde mig blind for nuancerne.

Måske fordi jeg bare altid vil være en smule angst for, at jeg bliver afsløret, fordi jeg har en eller anden imaginær papæske med knive i hænderne, som jeg har glemt at gemme væk? 

Jeg tror det faktisk.

 

Édouard Louis i Den Sorte Diamant 5.januar 2023 I samtale med Matthias Dressler-Bredsdorff. I forbindelse den danske udgivelse af hans seneste roman, Forvandlingens Metode.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tak for at du deler nogle af dine kvababbelser/genvordigheder/nederlag med os andre. Temmelig rystende at de har fundet sted i dagens Danmark. Som litterat burde du måske dele mere ud af din historie i litterær form, eller med andre ord: Ligger der ikke en uskrevet bog i dig?

At forlade underklassen er at blive hjemløs og blive i den er at indtage taberens rolle, så man bør virkeligt vælge sin forældre med stor omhu ellers kan man hurtigt havne i en klaustrofobisk situation.

Nogen bliver alligevel 105 år og når at skabe et folkekært minde, der satte millioner i bevægelse!

Men det er måske kun en pige!

En smadderinteressant artikel. Hvis der en anden gang bliver lejlighed til det, så ville det være spændende at høre noget om Edouard's sprog idag. Behersker han begge yderligheder fra Abbeville's getto til rue de Ulm eller har han kun ét sprog. Foregik det skildrede møde iøvrigt på fransk eller hvad?

Annonce