Litterær togrejse til Nordjylland

Netavisen Pios kulturskribent fortæller i dette essay om sit besøg ved “Litterært Folkemøde” i Skørping.
Foto: Freddy Hagen
Litterært Folkemøde i Herman Bang-selskabets lokaler i Skørping
Jeg sidder i toget ved middagstid, på Københavns Hovedbanegård.

Det er sidste dag i september. Toget afgår snart, og destinationen er den lille stationsby, Skørping, derovre i det mørke Jylland, tæt på Himmerland og ved Rebild Bakker.

Med mig på rejsen har jeg taget Herman Bangs klassiker, Ved Vejen (1886). Efter sigende skulle han have fået ideen til dette hovedværk i dansk litteraturhistorie, tilbage i 1883, hvor han sad i toget, der kort gjorde holdt på Skørping Station, og da det atter blev bragt i bevægelse, så han en ung, bleg kvinde, der stod og kikkede ud af vinduet på stationsbygningen.

Selve fortællingen, der en en del af romanværket Stille Eksistenser, skrev han i Paris, men den handler om denne unge kvinde, der er gift med stationsforstanderen. Hun bliver forelsket i en anden mand, og han i hende. Toget, jernbanen, er et symbol på den tid, der så nemt glider forbi, og den unge kvinde kan kun se frem til et liv i ensomhed, et liv uden kærlighed og uden drømme. Et ægteskab uden passion, uden inderlighed og livsglæde.

Litterært folkemøde

Jeg har glædet mig til denne lille rejse, netop på dette tidspunkt, hvor hele landet er så ubegribeligt smukt, i al sin efterårspragt. Det tager sig så spektakulært ud, set fra et tog, hvor markerne, bondegårdene, de utallige småbyer, vindmøllerne, broerne, vandet og det kuperede landskab glider panoramisk forbi.

Alliance af et væld af andre litterære foreninger og selskaber

Jeg er på vej mod Skørping, fordi der for første gang afholdes et klassisk, litterært folkemøde der. Meningen er, at det skal gentages hvert andet år.

Herman Bang-Selskabet er initiativtager til arrangementet, men det har fået alliance af et væld af andre litterære foreninger og selskaber. Mere end tyve forskellige af slagsen. Over to dage, i weekenden 2.-3. Oktober, vil der blive afholdt mere end 40 arrangementer.

Det kan ikke være andet end noget, der er værd at rejse efter. Her er foredrag om H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, J.P. Jacobsen, Karin Michaëlis, Thit Jensen, Jeppe Aakjær, Martin Andersen Nexø, Kaj Munk, Holger Drachmann og mange flere.

Mens jeg sidder i toget og læser i Ved Vejen, tænker jeg på, om stationsbygningen ligger der endnu, om den lille befolkning endnu kender hinanden ud og ind, og om “kærligheden” endnu praktiseres overalt i buskadserne, i byens lysthuse og på bænkene, ligesom i Herman Bangs tekst.

Gad vide om pigerne endnu er kåde og ubekymrede i deres første 25 år, og de næste 25 år ulykkelige og desillusionerede, ligesom i Ved Vejen? Gad vide om befolkningen endnu drikker tæt, og danser til den lyse morgen, når byen bliver omdannet til en markedsplads, med tilrejsende, der har bragt fremtiden og alt det spændende “derude” med sig?

Vi må se….

Ankomst

Da toget er ved at ankomme til Skørping, lægger jeg mærke til, at de andre passagerer, der også skal af her, alle har praktiske vandresko på. Ude på perronen spørger jeg om vej til det vandrerhjem, jeg har bestilt et værelse på. Hende jeg spørger, forklarer mig vejen, der går gennem skoven, og hun beder mig om at hilse på Vivi, der åbenbart er forpagter af stedet. Måske er landsbystemningen endnu intakt?

Jeg vælger at ringe til hotellet for at høre, om jeg kan få aftensmad der. Der er trods alt tre kilometer derud, og det ville være bittert, hvis jeg skulle gå hele vejen tilbage til byen for at finde noget mad.

Der er flæskesteg med sovs og kartofler

Vivi tager telefonen og fortæller mig, at der er flæskesteg med sovs og kartofler, og hun pointerer, at der altså ikke er nogen valgmuligheder, hvilket passer mig fremragende.

Gennem skoven støder jeg på adskillige midaldrende mænd i lycra, pumpende afsted på deres mountainbikes. Reklamerne for stedet har ikke løjet. Det er virkelig et sted, man tager hen for at vandre og for at dyrke naturen.

Da jeg ankommer til vandrehjemmet og får nøglen til værelset, bliver jeg en smule melankolsk.

Værelset virker lidt koldt og ensomt, og mens jeg spiser flæskestegen med rødkål, sovs og kartofler, sidder jeg i en kantineagtig stue, sammen med en familie på seks.

Jeg kommer til at tænke på de utallige gange, hvor Herman Bang rejste landet rundt, og opførte sine monologer og stykker i de mange småbyer, og hvor man ofte grinede af ham. Han blev hånet, fordi han var så flamboyant, så teatralsk og dramatisk. Det må ofte have været et helvede for ham, når han om aftenen har lagt sig i endnu en kold seng på et gæstgiveri i provinsen eller ude på landet.

Skørping og Farsø

Men lige netop Skørping har ikke været sådan for Herman Bang. Han tog atter toget til byen i 1896, og stod denne gang af og blev der, mens han skrev romanen Ludvigsbakke. Det er også derfor, at der måske er “lidt mere kød på” byens ønske om i dag at gøre Herman Bang til deres bysbarn.

Johannes V. Jensen har altid været knyttet til sin fødeby, Farsø, der ligger omtrent 35 kilometer fra Skørping. Interessen for Herman Bangs tilknytning til Skørping, er dog af nyere dato. Byen fik deres egen Herman Bangs Vej i 2012. Det er selvfølgelig vejen langs stationen.

I 2018 blev Herman Bang-Selskabet så stiftet. De reklamerer for, at man her i byen kan “gå i forfatterens fodspor”. Og nu vil de altså forsøge at gøre byen til at samlingssted for den klassisk litterære, danske kultur.

Folkemødet skydes i gang

Selve folkemødet afholdes i byens “Kulturinstitution”, der ligger tværs over for stationen, og ligesom i Ved Vejen, er der også her en “markedsplads”, formodentlig inspireret af scenerne fra Bangs roman.

Hurtigt må jeg konstatere, at folkemødets markedsplads slet ikke tilnærmelsesvist minder om den fra Bangs fortælling. Salen er i stedet indrettet sådan, at hver forening har opstillet en bod, hvor de fremviser deres foreningsblade, deres bøger og forfatterskaberne generelt.

Øllet er skiftet ud med mængder af kaffe, te og kage. Unge kvinder er der ikke mange af. Faktisk er aldersgennemsnittet knap og nap 70 år, så der bliver heller ikke danset hele natten. Til gengæld er der fyldt godt op fra morgenstunden, og næsten alle arrangementerne er udsolgt. De er gratis, men man skal sikre sig en plads i god tid.

Øllet er skiftet ud med mængder af kaffe, te og kage

Det er “det grå guld”, der frekventerer sådanne kulturelle tiltag, og det er ikke så overraskende endda. Men noget falder alligevel en i øjnene. To tredjedele af gæsterne er kvinder. Havde sådan et arrangement været afholdt for blot tyve år siden, havde kønsfordelingen været stik modsat.

Det generøse

Man ser også tendensen på de mange foredrag og arrangementer. Ganske vist er foreningernes fokus på mænd, men deres foredrag er ofte vinklet på kvinder alligevel. Mændenes kvinder.

Kun een forening er tilegnet en kvinde: Karen Michaëlis. Hun er en af de mange kvinder, der er blevet “opdaget” i disse tider, og gravet frem fra historien glemsel. Foreningen blev stiftet i 2006, og jeg tager en snak med Kirsten Klitgaard, der er bestyrelsesmedlem. Hun fortæller mig, at hun er 88, men ligner en, der er femten år yngre.

Kirsten er tidligere engelsk- og tysklærer. Hun er meget vidende, og vi snakker om dit og dat. Pludselig fortæller hun mig, at hun har ondt af mændene i dag, og at hun ikke bryder sig om kønskampene, der virker så aggressive på hende. Det kommer bag på mig, især fordi hun faktisk repræsenterer den store vending i vor tid, via den forening, hun er med i.

Hun har ondt af mændene i dag

Kirsten forklarer, at hun ikke bryder sig om ikonet Karen Blixen, fordi hun sådan detroniserede den unge Thorkild Bjørnvig, som man kan konstatere i Bille Augusts film, Pagten, der også vises på folkemødet. Kirsten foretrækker Karen Michaëlis, der hjalp Bertolt Brecht, der under krigen måtte flygte fra Tyskland, sammen med sin kone.

Kirsten hylder det mere generøse, fortæller hun, og hun bryder sig ikke om det mere konfrontatoriske og det kontrasterende.

Kirsten er ikke den eneste, der udtrykker denne bekymring for mændene. Jeg hører andre kvinder udtrykke det samme. Ja faktisk hører jeg ofte, hist og pist, at talen falder på kønsdebatten.

Langt fra alle er enige, og jeg snakker også med kvinder, der utilfredse med den skæve kønsfordeling, og mænd, der synes, at det er for galt, at kvinderne kræver så meget, nu om dage.

Men hvorfor taler en generation af ældre så meget om køn og ligestilling? Tilsyneladende er de påvirket af tidens debatter, og selvom de faktuelt er med til at skabe forandringer, er de sjældent enige i den mere ophedede del af kulturkampen.

Geografiske tilhørssteder

Mens jeg spiser frokost, underholder Drachmanns Venner. Det er et ældre par, mand og kvinde, der spiller på tværfløjte og guitar, iført Fjällräven og fodformede sko. Ved siden af går en mand fra det lokale marionetteater, med en H. C. Andersen Dukke.

Det er langt fra det hele på folkemødet, der har min interesse. Men folkeligt er det i hvert fald.

Jeg hører et foredrag af foreningen Danske Digterruter.

Det er et kulturelt tiltag, der handler om at knytte forskellige landskaber og regioner til forskellige forfattere.

Pointen er, at man for eksempel kan ankomme Farsø, og gå en rute, mens man lytter til noget om Johannes V. Jensen, eller ankomme til Vesterbro i København, og der lytte til noget om Tove Ditlevsen.

Han er kritisk overfor woke og kulturkampen

Det har, ifølge dem selv, været en bragende succes. Det synes at virke. Når turister kommer forbi en region, og hører om tilbuddet, så bliver de nysgerrige. Måske sådanne tiltag er fremtiden, og måske nye generationer af litteraturinteresserede kan stå på det historiske tog på den måde?

Ifølge professor emeritus, Johannes Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet, der står bag projektet, er det sådanne tiltag, der skal til. Også han er kritisk overfor woke og kulturkampen.

Han begræder al den vrede, og han er ulykkelig over, at de humanistiske universitetsfag ser ud til at blive beskåret, ligesom de regionale kulturinstitutioner mister deres midler. Derfor er han glad for initiativet her i Skørping.

Han holder en tale under middagen for de omkring 100 deltagere fra foreningerne, lørdag aften, efter at dørene er blevet lukket for gæsterne.

Her taler han om, at disse foreninger er Danmarks historisk kulturelle rygrad, og at de må stå sammen, i denne så mørke tid. Den nye litteratur skal nok klare sig, siger han, men den klassiske litteratur, ja, den er i fare. Det er et budskab, som alle her kan blive enige om.

Film og bøger

Som sagt, så kom Herman Bang til Skørping i 1896. Og det skal nok lykkes for Herman Bang-selskabet at gøre ham til deres bysbarn. Foreningens formand, Henrik Bugge Mortensen, er i hvert fald ikke i tvivl. Herman Bang er forankret i byens kulturelle selvforståelse, og folkemødet blive afholdt igen, om to år.

1896 var også det år, hvor Johannes V. Jensen første gang tog til Amerika. Omtrent samtidig begyndte han at skrive sine berømte “Himmerlandshistorier”, der er regionalt forankrede i dette smukke landskab. Her skrev han om gruopvækkende eksistenser og særlige, regionale forhold, men også beskrivelserne af landskaberne er spektakulære og noget af det smukkeste, der nogensinde er skrevet på dansk.

Noget af det smukkeste, der nogensinde er skrevet på dansk

Johannes V. Jensens fascination af Amerika kan man blandt andet læse om i David Trads nye bog, På jagt efter Amerikas Sjæl, hvor han skriver ret indgående om Jensens oplevelse af Den nye verden. Den udkom samme dag, som jeg tog afsted fra Københavns Hovedbanegård.

Og sådan er det nu engang med den klassiske litteratur. Den dukker hele tiden op og reaktualiseres.

Måske fordi Bille August har lavet en film, baseret på Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, Henrik Pontoppidans Lykke Per eller en film om forholdet mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig. På den måde vil der altid være andre, end de langt mere stabile, gamle kulturforbrugere, der vil få øje på disse udødelige tekster.

Efterspil

Selvom Johannes V. Jensen mente, at den nye verden var fremtiden og Europa tilhørte det gamle og det forgangne, så oplevede han også at gå i stå derovre, hvilket han skrev så blændende om, i digtet, Paa Memphis Station (1906):

Hvorfor holder Toget her Time efter Time.
Hvorfor er min Skæbne gaaet i Staa her?
Skal jeg flygte for Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U. S. A.?

Men Johannes V. Jensen endte ikke med at rådne op på Memphis station, for toget kørte videre, med ham som passager.

Samme år, som digtet udkom, i 1906, valgte han at indrykke en kronik i Politiken, med overskriften: “Samfundet og Sædelighedsforbryderen”. Det var et slet skjult og temmelig svinagtigt angreb på Herman Bang, som alle vidste var homoseksuel.

Johannes V. Jensen fortrød senere dette angreb og undskyldte. Herman Bang døde, 54 år gammel, siddende i et tog, i Utah, på vej mod San Francisco. Det var i 1912. At kultur og litteratur kan afføde aggression og vilde kulturkampe, er bestemt ikke noget nyt.

Når mænd bliver alene, så ender de foran tv-skærmen

Lige overfor det vandrehjem, hvor jeg opholder mig, er Rebild Bakker. Det er her, at der hvert år bliver afholdt fest den 4. Juli, hvor dansk-amerikanere fejrer Uafhængighedsdagen. Her kom Johannes V. Jensen naturligvis også.

Tilbage til København

Litteraturen kan være knyttet til helt bestemte steder, og modernismen og vindene fra fremtiden kan opleves i midten af en metropol, men også i Udkants-Danmark, ligesom her i Skørping.

Og nu vil jeg sætte mig ind i toget, og tage tilbage til København. Det har været en spændende weekend, hvor efteråret for alvor synes at have ramt landet, hvor det naturskønne Himmerland endnu tiltrækker folk, der vil vandre, og hvor den klassiske kultur synes at blomstre, selvom aldersgennemsnittet er så højt, som det nu engang er.

I toget kommer jeg til at tænke på en samtale, som jeg havde med en ældre kvinde fra Modersmål-Selskabet. Hun forklarede mig, at kvinder i dag lever længere end mænd, generelt er mere sunde og mere socialt anlagte. Hun sagde, at når mænd bliver alene, så ender de foran tv-skærmen derhjemme, hvor de falder sammen.

Måske jeg bliver en af disse mænd. Jeg håber det ikke. Så hellere blive en af de mange, der iklæder sig lycra fra top til tå, som fyrer den af på cykel, gennem det smukke, danske landskab.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce