Annonce

Ny overenskomst: Mere i løn til ansatte i kriseramt butikskæde

Over 9.000 ansatte i Coops mere end 1.000 butikker kan nu se frem til lønstigninger.
Foto: Coop
Coop-ansatte har fået ny overenskomst

De 9.000 ansatte i butikskæden Coops butikker har fået ny overenskomst.

Det skriver HK Handel i en pressemeddelelse.

"Det har været en svær overenskomst at forhandle, fordi der har været mange hensyn at tage. Men jeg synes, at vi har landet en aftale, som medlemmerne kan være tilfredse med, og vi forhandlere kan være meget stolte af," siger Mette Høgh, der er formand for de butiksansattes fagforening HK Handel.

"Lønnen får altså et tiltrængt løft, som vil komme rigtig mange af mine medlemmer til gode. På grund af inflationskrisen har de haft behov for noget økonomisk polstring til at stå imod med. Det får de med den her overenskomst," siger Mette Høgh.

Som et led i aftalen styrkes tillidsrepræsentanternes arbejdsbetingelser.

Aftalen giver blandt andet tillidsrepræsentanterne retten til at møde nyansatte kolleger, og de ansatte kan nu fremover også vælge deres tillidsrepræsentant i arbejdstiden.

Veksler pension til løn

Foruden bedre arbejdsbetingelser og en øgning af mindstelønnen får ansatte på overenskomsten også en generel lønstigning på fire procent.

To procent af lønstigningen bliver frigivet gennem ændring af pensionen.

Fremover skal arbejdsgiverne betale to procent mere ind til medarbejdernes pension. Til gengæld betaler lønmodtagerne to procent mindre. De bliver i stedet udbetalt med lønnen.

Endvidere hæves arbejdsgivernes indbetaling til fritvalgskontoen fra syv til ni procent.

For at blive vedtaget skal medlemmerne stemme overenskomsten igennem. Afstemningen starter fra i dag af og løber til og med 4.juni.

Blodrøde regnskaber

Overenskomsten med Coop kommer oveni en meget svær tid for supermarkedskæden, som i sidste måned præsenterede et blodrødt regnskab.

Selskabet kom ud af 2022 med et underskud på over 600 millioner kroner. Det dårligste resultat i kædens historie.

Som et led i en storstilet spareplan har Coop, under stor medieopmærksomhed, valgt at lukket butikskæden Irma, og Coop satser nu på de tre butikskæder Coop, 365discount og Brugsen.



 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Så vil jeg sgu bare sige god vind til både COOP og deres medarbejdere.

Jeg vil sige det samme som dig Thor, men uden at bande.

Annonce