Annonce

Dansk Folkeparti vil afskaffe ulandsbistanden. Før havde de ellers store planer for den

DF's 2030-plan vil sløjfe ulandsbistanden - men deres hjemmeside giver stadig store løfter til undertrykte kvinder og forfulgte kristne. Ordfører forklarer, hvordan det “nok” hænger sammen
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti
“Danmark bruger alt for mange skattekroner på udviklingsprojekter i den 3. verden, der oftest er uden reel effekt og hvor pengene havner i forkerte lommer. Derfor vil vi i Dansk Folkeparti afskaffe udviklingsbistanden og i stedet oprette en nødhjælpspulje målrettet flygtninge i deres nærområde.”

De ord er at læse i Dansk Folkepartis netop udgivne 2030-plan.

Her forklarer partiet videre, at den omtalte nødhjælpspulje skal have et budget på 2,5 milliarder kroner. Til sammenligning bruger Danmark omtrent 20 milliarder kroner, svarende til cirka 0,7 procent af BNP, på et typisk års ulandsbistand.

Dansk Folkepartis foreslåede nødhjælpspulje ville altså svare til en beskæring på over 85 procent af det beløb, der for nuværende er afsat til ulandsbistand.

På det sociale medie X kvitterer partiformand Morten Messerschmidt med et svirp i venstrefløjens retning:

“Hvorfor hedder det egentlig udviklingsstøtte? Hvis man efter 50 år skal blive ved med at give støtte, hvor meget udvikling er der så? Burde det ikke snarere hedde “venstrefløjens pseudoaflad for postkolonial dårlig samvittighed”?”

Formandens sardoniske opslag til trods har Dansk Folkeparti ikke altid holdt sig selv tilbage fra at foreslå ambitiøse projekter finansieret af ulandsbistanden.

Særligt fokus på kvinderne

På partiets temaside for ligestilling bliver det fremhævet, hvordan mikrolån gennem ulandsbistand kan spille en vigtig rolle i at hjælpe kvinder i “den tredje verden”.

Der står:

“I ulandsbistanden bør der indtænkes et særligt fokus på kvinderne, idet det ofte er dem, der er familiens sammenhængskraft og præger de kommende generationer. Dansk Folkeparti støtter de såkaldte mikrolån til kvinder, som ønsker at starte egen virksomhed og på den måde gøre sig selv økonomisk uafhængige og udvikle deres hjemegne. En anden metode at komme kvinderne i møde er ved at målrette betydelige ressourcer til familieplanlægning. Kvinderne i den tredje verden vil aldrig opnå reel ligestilling, endsige et værdigt liv, hvis ikke de får mulighed for at begrænse familiernes størrelse.”

Lige under titlen på denne temaside er der navn og billede af Mikkel Bjørn, som er partiets ligestillingsordfører. Netavisen Pio ringer derfor til ham for at få svar på, om DF stadig har samme ambitioner om at fremme ligestillingen i ulande, selvom de nu har sagt, at de vil afskaffe ulandsbistanden helt.

vi ønsker at hjælpe de mennesker, vi har noget tilfælles med

Mikkel Bjørn fortæller imidlertid, at han, selvom hans navn og billede har en prominent plads lige under overskriften på siden, ikke er forfatter til sidens indhold.

Alligevel giver han sit bud på, hvordan DF kan argumentere både for at bruge ulandsbistanden til at fremme ligestilling og for at afskaffe ulandsbistanden:

“Det skal nok forstås sådan, at så længe vi har en ulandsbistand, så ville det være den mest fornuftige måde at prioritere midlerne på, men ambitionen er jo som i vores økonomiske plan, at ulandsbistanden skal afskaffes.”

Hjælp til forfulgte kristne

Dansk Folkeparti har tidligere slået på tromme for, at ulandsbistanden - foruden undertrykte kvinder - også i højere grad skal hjælpe forfulgte kristne i diverse lande.

På deres hjemmeside står der:

“Vi ønsker at øge andelen af ulandsbistand til kirkelige organisationer, der vil forbedre vilkårene for verdens kristne, med 5 procentpoint hvert år, indtil vi når op på 25 pct. af den bilaterale udviklingshjælp.”

Denne prioritering forklarer partiet med, at “vi ønsker at hjælpe de mennesker, vi har noget tilfælles med, og hvor vi har mulighed for at have en positiv indflydelse. Med det ambitiøse, men realistiske mål om 25 pct. vil Danmark få en klar kristen og kirkelig profil, så ingen i udlandet er i tvivl om, at vi står på de forfulgte kristnes side.”

Der er ingen opbakning til at fjerne udviklingsbistanden, og det ved Dansk Folkeparti også godt

Hvordan partiet fortsat vil arbejde for at bedre forfulgte kristnes tarv, fremgår ikke af deres hjemmeside eller deres 2030-plan.

Over for Netavisen Pio forklarer Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Anders Vistisen, at partiet dog har en plan på området.

“Vi kommer til at fremlægge et udspil for både nødhjælp og bistand senere. Det vil være fuldt finansieret,” skriver han i et mailsvar.

Manglende opbakning

Afskaffelsen af ulandsbistanden spiller en central rolle i Dansk Folkepartis 2030-plan, eftersom den skaffer en stor del af finansieringen til partiets store ambitioner på andre områder. Blandt de ambitioner kan nævnes 34 milliarder kroner til forbedring af vilkårene for seniorer, 10 milliarder til et løft af sundhedsvæsenet og 3 milliarder til genindførelse af store bededag.

Det er meget bekymrende at tænke på, hvordan det vil gå, hvis ikke der var lande som Danmark, der hjalp

I Altinget erklærer både Venstre og De Radikale sig skeptiske over for DF’s 2030-plan. Hos Venstre tvivler man særligt på, at afskaffelsen af ulandsbistanden er en gangbar finansieringsmetode.

“Der er ingen opbakning til at fjerne udviklingsbistanden, og det ved Dansk Folkeparti også godt. Derfor mangler forslaget jo i virkeligheden finansiering. Men jeg anerkender, at det er med til at skabe en debat,” udtaler Venstres finansordfører, Hans Andersen, til Altinget.

Også fra ministerhold møder forslaget kritik.

Over for Ritzau minder udviklingsminister Dan Jørgensen (S) om, at en stor del af ulandsbistanden går til Ukraine.

“Det er meget bekymrende at tænke på, hvordan det vil gå, hvis ikke der var lande som Danmark, der hjalp,” siger han.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man skulle ellers synes, ulandsbistanden kunne være et fremragende værktøj til at støtte de tredjeverdenslande, der viser klar vilje til at hjælpe sig selv, og dermed måske også give et vink til dem, som ikke gør det.

Ulandsbistanden bør skifte navne til repatrieringsbistand og blive udbetalt pr. udvisningsdømt kriminel en stat modtager fra Danmark mod diplomatiske forsikringer om, at det kan foregå i overensstemmelse med menneskerettighederne samt at evt. lægebehandling (f.eks. psykiatrisk behandling) kan sikres i modtagerstaten. På den måde kunne regeringen i højere grad sikre, at vi kan hjemsende kriminelle udlændinge i videst muligt omfang inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, som de har skrevet i regeringsgrundlaget, men i praksis foregår der desværre intet i disse påståede bestræbelser. I stedet forærer vi bare milliarder til disse lande gratis - og hvorfor skulle de gøre noget for os, når vi alligevel giver dem gratis penge? Hvis min arbejdsgiver udbetalte mig løn uagtet om jeg mødte på arbejde eller ej, kan du være sikker på, at jeg ville blive hjemme i sofaen efter påske :-)

Det forslag har ingen gang på jord, som så mange andre forslag der kommer fra DF.

Hvad hvis forslaget indbærer, at milliarderne i stedet skal gå til f.eks. lønstigning til danske sygeplejersker eller ældrecheck?

Enig..DF, "sig selv nærmest".
Vis respekt og solidarit...ulandsbistand er en måde og bidrage på som Land..og gå forest i og give ligeværd & andre værdi, end være sig selv nok,typisk DF...

Kære Hanne
Hvorfor skal vi vise respekt og solidaritet over for f.eks. Somalia, når de nægter at tage imod deres egne statsborgere, som her er dømt til udvisning for f.eks. voldtægt eller knivstik? Kunne man ikke lave en model, hvor den respekt og solidaritet du omtaler, skulle være gensidig, således at eksempelvis Somalia ikke kan få ulandsbistand, hvis de nægter at tage imod deres egne statsborgere, som er blevet udvist herfra ved dom pga. kriminalitet?

Jeg troede da, at DF gerne vil undgå illegale immigranter i Danmark...

Nu er Danmark i den heldige situation at det er ligegyldigt hvad Dansk folkeparti tror og mener og hvilke forslag deres 2030-plan indeholder, deres indflydelse i folketinget er heldigvis ikke tilstedeværende og godt for det så længe de har en person som Morten Messerschmidt som formand, en person som lavede "svindel" med EU-midler da han var formand for Meld og Feld.

Bare stop ulandsbistanden. Rigtig DF populisme. Helt uden omtanke og kun for stemmernes skyld. Kineserne står klar til at tage over med den kinesiske udviklingsmodel, som giver kineserne fortrinsadgang til helt helt nødvendige og uundværlige naturressourcer til fremtidens produktion.

Det er ikke uden grund regeringens udenrigspolitiske kurs er skiftet fra værdi politik til pragmatisk politik. Faktisk er hele EU politiker holdet i Bryssel lige nu noget rystet over udsigten til EU's fremtidige udfordringer om adgang til naturressourcer fremadrettet, som vi kun i meget begrænset har adgang til i det EU geografiske område om som vi skal konkurrere med det mere og mere magtfulde Kina på verdensmarkedet - For uden de nødvendige råstoffer, ingen moderne produktion. Og her er vi i EU godt på vej til at sejle agter ud.

Annonce