Zayt Gezunt åbner for fortællingen om Hans Bendix - en socialdemokrat af en særlig karakter. For at prøve at indfange noget af hans stil, så lad os prøve med et billede, som kunne være hentet fra én af Bendix´mange sammenkomster:

Hvis de fleste socialdemokrater i 1920’erne var fabriksfremstillede pilsnere fra arbejderbevægelsens bryggeri Stjernen, så var Hans Bendix en fadlagret portvin af en god årgang.

Måske fra 1871 hvor litteraturformidleren Georg Brandes fik sit gennembrud.

Frigjort fremskridtstro

Som Brandes havde Hans Bendix rødder i det københavnske jødiske borgerskab.

Han var vokset op i et grossererhjem, der var helt med på noderne omkring år 1900: frigørelse, ateisme, fremskridtstro og nydelse. Flot kunst, pæne boliger og god mad hørte med til livsplanlægningen.

Hans stak dog ud. Hans ville ikke kun nyde den gode kunst - han ville skabe den.

Ungt kunstnerliv

Uden at være overdrevent optaget af formel uddannelse, lærte Hans Bendix, hvad han havde brug for i Paris og London. Fra 1922 var han fastansat på  dagbladet ‘Social-Demokraten’ - og leverede avistegninger til alle lejligheder.

Det var i avistegningens storhedstid, hvor der hver dag skulle leveres illustrationer.

Retsreportagerne fra Landmandsbanksskandalen gjorde Bendix kendt. Hans lette og rammende streg blev populær.

Bendix var rystet over radikaliteten, og begyndte at tale og skrive om nazismen

Mødet med nazismen

På Hans Bendix mange rejser i Europa, stødte han allerede i midten af 1920’erne på nazismen. dengang var det endnu en lille politisk sekt. Men Bendix var rystet over radikaliteten, og begyndte at tale og skrive om nazismen.

Det gav ham tilnavnet “manden der opdagede Hitler”.

Da Hitler og nazismen først var kommet til magten, følte Hans Bendix det som et varsel om et kultursammenbrud. Han så et afgrundsdybt barbari bredte sig. Han engagerede sig som han kunne, og skabte det antinazistiske tidsskrift ‘Aandehullet’.

Det var en bevægelse, der var kritisk både over for de borgerlige partier og Socialdemokratiet

Bindeled til kulturradikalismen

‘Aandehullet’ var præget af det miljø, der havde forfatteren og arkitekten PH som en samlende figur - og som kaldes for kulturradikalismen.

Det var en bevægelse, der var kritisk både over for de borgerlige partier og Socialdemokratiet - og som var dybt præget af læsningen af Georg Brandes.

Hans Bendix formåede at blive selve bindeleddet med Socialdemokratiet og kulturradikalismen. Det var gennem ham, at de kunne få hinanden i tale.

Pres og flugt

Men Aandehullet gik ind. Nazistysklands pres på det neutrale Danmark var for stort. Det stærkt antinazistiske blad kunne simpelthen få konsekvenser for Danmarks frihed, var meddelelsen fra Berlin.

Og fra den danske regering var meddelelsen, at man blev nødt til at lytte.

Det skånede dog ikke Danmark 9. april 1940. Hans Bendix var angst for sit liv - både på grund af sit antinazistiske arbejde og sin jødiske baggrund. Det lykkedes Bendix at flygte til USA, hvor han tilbragte resten af krigen.

Da han vendte tilbage, var det til en ny situation.

Poetisk i sin politiske tegning

Stadig politisk

Nazismen var overvundet, Danmark var frit, Bendix var midaldrende. Han søgte væk fra Social-Demokraten og blev fast tegner på Politiken.

Her blev han mere poetisk i sin politiske tegning.

En stil der fulgte ham livet ud. Et typisk eksempel er den meget kendte plakat med cykelpigerne, der agiterer for et JA til folkeafstemningen om EF i 1972.

Ganske typiske hørte han ikke til nej-sigerne. Han var instiktivt håbefuld europæer.

Sprudlende, poetisk, fabulerende og insisterende

En røst fra 1920'erne

Hans Bendix var aktiv til sin død i 1984. I de senere år som et ekko fra 1920’erne.

Det blev foldet ud i en serie meget velskrevne erindringsbøger, hvor man som læser skal have den poetiske sandhed for øje.

Og ikke mindst i den klassiske radioserie ‘Kardinalernes middag’, hvor man kan høre Hans Bendix som han var: sprudlende, poetisk, fabulerende og insisterende på at ville se sine medmennesker folde sig ud på samme måde.