Danmarks Befrielse minder os om alt det, som man kan miste

For mig står 4. maj, som en mytisk begivenhed. En fortælling om alt det, vi har i dag, og alt det, man drømte om under besættelsen
For snart mange år siden flyttede jeg ind i mit to-familiers hus i Vibys opfinderkvarter. Det var sådan et sted, hvor venlige naboer hilste ved havelågen, og hende den ældre dame inde ved siden af, Inger, kom ind til uanmeldt kaffe for at fortælle om vejen, vi bor på.

Hun elskede at pege rundt og fortælle om, hvordan mine genboer gemte Land og Folk i polstrede stole, og hvordan flere på min vej var aktive i modstandsbevægelsen. Hun havde været en lille pige dengang, men at netop folkene på hendes vej gjorde deres mod tyskerne, ja, det var hun enormt stolt af.

Han gemte flyveblade i cisternen og omdelte dem. Det var det, min mormor kunne gå med til

Min morfar derimod måtte ikke være med. Han havde tre børn, og han havde solgt sit skib midt under krigen, da flere af hans venner minesprængte. Han gemte flyveblade i cisternen og omdelte dem. Det var det, min mormor kunne gå med til - ikke mere.

På gaderne på Frederiksbjerg

Historien om den aften, hvor Danmark blev frit, har altid stået helt klart i min erindring; historien om, hvordan min morfar hev mørklægningsgardinerne ned, slæbte dem ud på gaderne på Frederiksbjerg og antændte dem sammen med alle de andre.

Fortællingen i min familie er, at min mormor skulle have spurgt ham, om det nu også var nødvendigt med den ståhej. Min morfar skulle have grinet og krammet hende, hevet ungerne ud på gaden og festet sammen med alle de andre. For Danmark var atter frit.

En fortælling om at risikere at miste

For mig står 4. maj om aften - og den 5. maj, den første rigtige dag i Danmarks Befrielse - som en mytisk begivenhed. En fortælling om alt det, vi har i dag, og alt det, man drømte om under besættelsen. Ja, i virkeligheden en fortælling om at risikere at miste. Om min morfar og mormor og deres meget forskellige tilgang til både krigen og befrielsen.

Den har jeg sunget siden min barndom

Om Inger, som gentagne gange og vedholdende fortalte med en lille piges perspektiv om Land og Folk i de polstrede stole på Ellerhammervej i Viby. Om den sang, jeg har sunget hver eneste år siden min barndom. Om befrielsen. Om det nye. Om at få Danmark og friheden tilbage.

En lærke letted, og tusind fulgte

1. En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.

2. Det var en morgen som tusind andre og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.

3. Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned', og dem, der sidder med tunge savn. Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.

4. Men du, som styrter de stoltes riger og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Socialordfører og folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tak fordi du deler den fortælling Camilla.

Annonce