Annonce

Blik og Rør-formand: Krisetider kalder på ambitiøs boligpolitik

En solidarisk boligpolitik er en af grundstenene i vores velfærdssamfund. Kan den også vise vejen ud af corona-krisen?
Corona-pandemien har for alvor sat byggeriet på den politiske dagsorden. Ordrebøgerne tynder ud i den konjunkturafhængige bygge- og installationsbranche, og mange håndværkere har allerede mistet deres job. Heldigvis virker politikerne til at være klar over, at en styrkelse af bygge- og installationsbranchen også vil styrke dansk økonomi, arbejdsmarkedet og sætte fart under den grønne omstilling.

Ordrebøgerne tynder ud i den konjunkturafhængige bygge- og installationsbranche, og mange håndværkere har allerede mistet deres job

I sidste uge vedtog et bredt politisk flertal en boligaftale, som giver almene boligforeninger mulighed for at renovere de mange boliger, der trænger voldsomt til en kærlig hånd. Sidste uge bød også på et klimaudspil fra regeringen, hvor de foreslår flere kloge tiltag, som at udvide energimærkningsordningen til også at omfatte indeklima og flere initiativer, som skal få private til at omlægge til varmepumpe.

Dagen før regeringen præsenterede sit klimaudspil, offentliggjorde vi i Blik og Rør vores eget grønne udspil ’Genopbygningen af Danmark’. Her kom vi med vores bud på, hvordan vi ved at investere i energirenoveringer og sætte ambitiøse krav til indeklimaet i alle offentlige bygninger kan gavne både økonomien, klimaet og de mennesker, der opholder sig i bygningerne.

Byggepolitik er arbejderpolitik

Det glæder mig, at bygge- og boligpolitikken er på politikernes agenda. For det handler nemlig om meget mere end det enkelte hus, lejlighed eller offentlige bygning, der skal renoveres. En lige og retfærdig boligpolitik har altid været en af grundstenene i vores velfærdssamfund, fordi det giver mulighed for at regulere befolkningens adgang til gode boligforhold, så det ikke kun er de rigeste, der kan bo godt.

En lige og retfærdig boligpolitik har altid været en af grundstenene i vores velfærdssamfund

Derfor er det også vigtigt, at der udtænkes renoveringsstrategier og sættes ambitiøse målsætninger fra nationalt hold. På den måde kan vi sikre, at det ikke kun er de mest velstående, der har råd til at investere i renoveringer.

Boligbyggeri i koleraens tid

Boligpolitikken har også historisk set vist sig at være vigtig i krisetider. Med industrialiseringen, hvor mange arbejdere flyttede fra landet til byerne, blev de første byggeforeninger i Danmark stiftet i midten af 1800-tallet. De ville sikre hygiejniske og billige boliger til arbejderklassen, på et tidspunkt hvor kolera hærgede de beskidte og tætbebyggede arbejderkvarterer i byen med dårlige sanitære forhold.

Også denne gang tyder det på, at boligpolitikken kan føre positive forandringer med sig

I dag står vi over for endnu en verdensomspændende pandemi, som de fleste af os her i landet heldigvis kan skærme os mod, fordi vi har rent vand i hanerne og gode muligheder for håndvask. Men også denne gang tyder det på, at boligpolitikken kan føre positive forandringer med sig.

Vi skal også investere i mennesker

I Blik og Rør bakker vi altså op om både den brede boligaftale og regeringens forslag til energieffektiviseringer af bygningsmassen. Det er gode tiltag, for rigtig mange boliger er nedslidte og trænger til gennemgribende renoveringer.

Og det kræver ikke mindst, at vi sørger for, at der er nok praktik- og lærlingepladser

Men selvom det er vigtigt med ambitiøse strategier for renoveringerne, så kræver det også hårdtarbejdende mennesker af kød og blod for at gøre ord til virkelighed. Det kræver, at vi sikrer ordentlige forhold for de håndværkere, som skal udføre renoveringerne. Og det kræver ikke mindst, at vi sørger for, at der er nok praktik- og lærlingepladser, så vi er sikre på også at have dygtige faglærte i fremtiden. Og så skal vi sørge for, at flere ledige ufaglærte bliver faglærte. Faktisk har en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tidligere peget på, at det bedre kan betale sig at uddanne flere ufaglærte unge end at lette en række afgifter eller give skattelettelser. Der er altså gevinster at hente både for det offentliges finanser, virksomhederne og lønmodtagerne.

Hvis vi investerer i uddannelse og opkvalificering og udstikker en ambitiøs renoveringsstrategi for Danmark, så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil styrke både økonomien, arbejdsmarkedet og klimaet både i og uden for vores bygninger.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forbundsformand, Blik- og Rørarbejderforbundet


Flere artikler om emnet