Debat: Cepos har misforstået effekt af nedlukning

Medarbejder i den borgerlig-liberale tænketank misbruger tal i debatten om effekten af corona-nedlukning, mener ingeniør.
Coronalukket
Tænketankens CEPOS’ ”hus-virolog”, specialkonsulent Jonas Herby er i vælten igen. Denne gang med en ny ”analyse”, hvor han har set på nedlukningerne af Danmark i december.

Det skriver han om i en kronik i Berlingske, hvor han kommer med den opsigtsvækkende påstand, at corona-smitten i Danmark toppede før nedlukningerne i december, og derfor ikke kan skyldes nedlukningerne, men i stedet må tilskrives borgernes frivillige adfærdsændringer.

Hele Cepos’ analyse kan læses her: Smitten toppede før restriktionerne havde effekt.

placeholder

placeholder

På en halt hest og med knækket lanse

Journalisten Uffe Gardel har samme dag en replik i Berlingske, hvor han anfægter Herbys analyse, og han beskylder Herby for at være drevet af liberalistisk ideologi i stedet for fakta, og for at misinformere om corona-pandemien:

”Smitten toppede præcis i de dage, da man lukkede restauranter, værtshuse, skoler biografer og idrætsanlæg ned i størstedelen af landet. Da man lukkede ned begyndte smittetrykket at tage af – ikke før”, skriver han og fortsætter:

”Der er noget næsten imponerende ved den intellektuelle dødsforagt, hvormed Herby kaster sig ind i kampen mod sagkundskaben, på en halt hest og med knækket lanse”.

Professor skyder nedlukningskritisk analyse ned: “Ikke videnskabeligt korrekt”

Også professor i virologi Allan Randrup Thomsen blandet sig i debatten i et interview med det liberale netmedie Indblik.

”Jeg føler lidt, at der er en forudindtaget konklusion, og at man så udlægger dataene, så det passer ind i ens hypotese. Det er det, jeg føler. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er foregået på den måde, og det tør jeg principielt ikke sige,” skriver han i indlægget.

Ser på forkerte tal

Helt grundlæggende så begår Jonas Herby den fejl, at han ser på landsdækkende smittetal, og forsøger at argumentere for at hovedvægten af nedlukningerne lå sidst i perioden, og at smitten derfor toppede før nedlukningerne.

”Smittespredningen før jul toppede senest 9.-12. december. – og altså FØR hovedparten af (og måske endda alle) nedlukningerne.

På den baggrund konkluderer jeg, at (hovedparten af – og måske alle) nedlukningerne før jul ikke var proportionale, fordi de – selv hvis nedlukningerne virker – var unødvendige,” skriver han i et modsvar til Uffe Gardel på bloggen Punditokraterne.

Det gjorde smittespredningen ikke, men dette vil jeg ikke bruge tid på at anfægte her, da Uffe Gardel allerede har gjort dette på udmærket vis.

”Dette er ikke rigtigt. Størstedelen af nedlukningerne skete nemlig i de dage, som Herby selv mener var smittens toppunkt, skriver Gardel.

Sådan lukkede Danmark ned

Man kunne i stedet dele landets kommuner op i tre grupper efter den dato, hvor de blev nedlukket og se på hvordan smittetallene efterfølgende udviklede sig i de tre grupper af kommuner.

Sådan lukkede landet ned i december 2020:

  • 9. december lukkede de 38 kommuner med højest smittetal ned.
  • 11. december lukkes yderligere 31 kommuner med.           
  • 16. december, nedlukning af de øvrige kommuner.

Her har jeg vist 7-dages incidensen pr. 100.000 indbyggere i de tre grupper af kommuner, som lukkede ned i december.

På grafen nedenfor kan man tydeligt se, at smittetallene toppede efter nedlukningerne i alle 3 grupper af kommuner. Først i de kommuner, som lukkede først ned, og sidst i de kommuner som lukkede sidst ned. Helt som man ville forvente det.

7-dages incidens pr. 100.000 for de 3 grupper af kommuner.

Nærmere bestemt, så finder man, at smittetallene toppede på disse datoer: 14, 16 og 20 december i de kommuner, som blev lukket ned hhv. 9, 11 og 16. december.

Smitten kan i princippet spores i en PCR test 1-3 dage efter infektionen, men bedst fra omkring 4 dage efter.

Man vil derfor allerede kunne begynde at se en effekt af nedlukning i smittetallene et par dage efter, og at toppen falder ca. 5 dage efter nedlukningen er altså konsistent med, hvad vi ved om virus.

Selvom, at korrelation ikke altid er kausalitet, så er det bemærkelsesværdigt, at ikke blot så falder smitten efter nedlukningerne i alle tre grupper af kommuner, den gør det også med samme tidsinterval, som der var imellem nedlukningerne, en stærk indikation på, at der her er tale om kausalitet, og at det er nedlukningerne, ikke frivillighed som sænker smitten.

Så hele Herbys argumentation falder til jorden på baggrund af denne analyse af smittetallene i de tre grupper af kommuner, da hele hans argument bygger på påstanden om, at smittetallene faldt før nedlukningerne.

Refererer dybt uredeligt litteraturstudie

Jonas Herby henviser i sin kronik i Berlingske komisk nok til sit eget dybt uredelige litteraturstudie om frivillig adfærds ”altgørende rolle” for epidemiens udvikling, som han har været en tur i DR’s program Detektor med, og hvor han stort set fejlciterer alle de papirer, han analyserer.

At nedlukninger er overflødige, og at borgernes frivillige sociale distancering kan stå alene uden retningslinjer og restriktioner, det er der ikke ét eneste bevis på.

Det er ikke sket noget sted i verden, at en smittestigning pludselig er bremset af sig selv uden, at nye restriktioner er indført, eller flokimmunitet er opnået enten ved infektion eller vaccination.

Herby fremlægger i sin analyse ikke et eneste bevis for ændret adfærd.

Var folk begyndt at gå mindre på bar eller ses med færre mennesker op til nedlukningerne?

Kunne man se noget tegn på drastisk ændret adfærd i f.eks. google mobilitetsdata i dagene lige op til nedlukningerne? Svaret blæser i vinden.

En logisk brist

Endelig så har Herby ikke tænkt sin egen teori ordentligt igennem.

”Folk reagerer på smitten ude i samfundet. Vi passer mere på, hvis der er mange smittede,” skriver han.

Hvis det virkelig forholdt sig, som Herby påstår: At frivillighed adfærd er den altafgørende styrende faktor for smitten, så ville vi se en sinuskurve i smittetallene.

Når smitten er høj, så reagerer folk med at stramme op på deres adfærd, hvorefter smitten ville falde.

Indtil det ikke længere kunne betale sig at passe på, folk ville begynde at slappe af, og smitten ville begynde at stige igen.

Men dette mønster har vi ikke set i Danmark eller noget andet sted.

Hvornår reagerer folk på stigende smitte?

Derudover, så kan man jo stille spørgsmålet, hvornår reagerer folk på stigende smitte? Hvor høj skal incidensen være før, at folk reagerer og smækker den adfærdsmæssig bremse i?

Det er der åbenbart meget store geografiske forskelle på, hvis vi et øjeblik vender tilbage til min graf om incidensen i de tre grupper af nedlukkede kommuner i december.

Her viser grafen, at i den første gruppe af kommuner toppede smitten ved en incidens på 650 smittede pr. 100.000 indbyggere over 7 dage.

Men i det to næste grupper toppede smitten ved en incidens på under det halve. Der må altså være stor forskel på de mennesker, som bor i de forskellige grupper af kommuner, hvor dem i den første gruppe er mere end dobbelt så risikovillige end dem i de to andre.

Det er klart, at dette er absurd og det viser netop, at Herbys teori om, at der findes et eller andet niveau af smitte, som folk ikke er villige til at accepterer, hvorefter de slår den adfærdsmæssig bremse i er noget vrøvl for at sige det på godt dansk.

Jeg mener, at man kan drage følgende konklusioner på ovenstående:

1. Herby baserer hele sit argument på en påstand om, at smittetallene toppede før nedlukningerne, dette stemmer ikke overens med fakta: Smittetallene faldt efter nedlukningerne i alle tre grupper af kommuner.

2.Herby fremlægger ingen data, som kan påvise drastiske adfærdsændringer i dagene op til nedlukningerne.

3.Intet sted i verden er det set, at smittetallene er faldet fra en top uden restriktioner.

4.Intet sted er det observeret, at smittetallene følger et op- og nedad-gående mønster (sinus-kurve).

5.Incidensen topper senere i de kommuner, som lukkede senere ned, med det samme antal dage imellem toppe som imellem nedlukninger.

6.Incidensen topper ved vidt forskellige niveauer i de tre grupper af kommuner, derfor er det usandsynligt, at dette skyldes adfærd, da dette ville kræve vidt forskellig geografisk risiko-aversion.

7.Herby påstår, at restriktioner ikke virker, fordi folk adfærdsmæssigt øger deres kontakter som kompensation.

Men samtidig påstår han, at adfærd er det som får smittetallene til at falde, fordi folk reducerer deres kontakter. Det hænger logisk ikke sammen.

 

Læs Jonas Herbys replik til indlægget her.

Jan Jensen er ingeniør og bosat i Aarhus.


placeholder

Kommentarer

siden hvornår har CEPOS sagt noget rigtigt !! det har altid en egocentreret drejning. De glemmer at man ikke kan gå igennem livet uden problemer andre skal være med til at løse. Det hedder GENSIDIG solidaritet.

Enig - hvem gider høre på CEPOS...

At CEPOS tager fejl kan let vises, grafisk:
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10159348372878373

Den opadgående smittetrend bliver brudt i begyndelsen af januar 2021. Den bliver ikke brudt hverken i begyndelsen eller i midten af december.

Som jeg siger til Herby og CEPOS, så måles højvande heller ikke på bølgetoppe. Og bølger var der nok af, iløbet af sommeren og efteråret, altimens smitten steg (jvfr. kurvens opadgående trend).

Alt dette, ved CEPOS naturligvis godt (og de har fået det forklaret et utal af gange). Men det er lige så naturligvis ikke det budskab CEPOS og Herby betales for at promovere. -Sådan er det bare: "Man skal ikke bide den hånd der fodrer én" siger en gammel talemåde.

Lidt dokumentation omkring nedlukninger, genåbninger, Covid-smittens udvikling og hvem kom først:
Kausalsammenhængen ligger lige for.

https://www.facebook.com/kurt.dejgaard/posts/10159419859013373

Hele Herbys ræsonnement ser på mystisk vis bort fra, at reaktionen i december kom, medens den mere smitsomme engelske mutation kun udgjorde få % af smittetilfældene, og at bekymringen fra myndighedernes side var knyttet til, at denne variant (som det skete) ville overtage hele smittebilledet frem gennem februar. Herbys data fra december kan jo af gode grunde derfor intet sige om, hvordan den nye smitte ville virke og udbrede sig, alene med den effekt, den frivillige selvdisciplin havde på smitteudbredelsen. Her kunne man bare se på England, at der var en klar effekt af dette forhold.
Derfor forekommer påstanden om, at restriktionerne var unødvendige som en noget snæver efterrationalisering.
Det kan vel være, at smitten i det gamle format toppede i december, men det kan jo også være, at årsagen til at smitten ikke eksploderede i januar og februar i den engelske version, som vi for fuld damp så det andre steder, lige præcis skyldtes de indførte restriktioner.

Annonce