Liberalismens vildfarelser

Danskerne ser ikke staten som en trussel mod deres frihed. De er mere bange for en global pandemi og en amok-løbende globalisme.
Foto: Eugène Delacroix: La liberté guidant le peuple (1830)
Friheden fører Folket
“Aldrig i livet!” lød det fra Mia Amalie Holstein, medlem af Etisk Råd og tidligere velfærdspolitisk chef i CEPOS, da hun blev konfronteret med en kaffekop påtrykt teksten “samfundssind”.

En instinktiv reaktion, hun har til fælles med mange liberalister, der ikke blot er kritiske over for regeringens corona-håndtering, men også føler sig fremmedgjorte over for den nationale fællesskabsfølelse, som er vokset ud af efterkrigstidens største nationale krise.

Og det er netop neo-liberalisternes mangel på samfundssind og fraværende fornemmelse for det nationale fællesskab, som hudflettes i Michael Böss’ nye debatbog om "Liberalismens vildfarelser".

Har svigtet fællesskabet

Corona-krisen har nemlig haft den bi-effekt, at den har kastet det borgerlige Danmark ud i sin største krise siden ungdomsoprøret.

En krise, som ifølge Böss skyldes, at store dele af det liberale Danmark har opgivet Venstres traditionelle grundtvigske kommunitarisme til fordel for en amerikansk inspireret rettighedsliberalisme, hvor staten ses som en trussel mod borgerne.

...det er netop neo-liberalisternes mangel på samfundssind og fraværende fornemmelse for det nationale fællesskab, som hudflettes

Problemet for de borgerlige er bare, at danskerne ikke føler sig truet af staten. De føler sig truet af en global pandemi og en amok-løbende globalisering og ser mod nationalstaten som et nødvendigt bolværk.

De har til gengæld ikke særlig stor forståelse for opildning til angreb på politiet og normløshed i form af ungdommelige fuckfingre.

Utroværdige proces-kværulanter

Anført af kredsen omkring CEPOS og skingre skribenter på Berlingske har danske borgerlige således ladet sig lokke på vildspor. I stedet for at bidrage konstruktivt til at få Danmark trygt gennem krisen er de borgerlige medier og politikere reduceret til utroværdige proces-kværulanter.

Michael Böss formulerer sig mildere end det, men hans dom er hård og nådesløs, og han er ikke bange for at sætte adresse på kritikken, hvilket nok skal sikre ham rigeligt af modvilje til højre for midten.

I stedet for at bidrage konstruktivt til at få Danmark trygt gennem krisen er de borgerlige medier og politikere reduceret til utroværdige proces-kværulanter.

Reaktionerne har da også været blank afvisning. Men frimarkedstilhængere gør sig selv en bjørnetjeneste ved at ignorere kritikken. Det er tydeligt, at de ideologiske standardløsninger ikke kan bruges til særlig meget i en corona-tid, og så hjælper det ikke at følge kortet, når terrænnet ser helt anderledes ud.

Ideologisk fritænker

Bogen er imidlertid ikke en nedrakning af liberalismen. Tværtimod. Böss er noget så sjældent som en pragmatisk fritænker. Man fornemmer, at han lige nu mener, at socialkonservatismen (som der er meget lidt af hos de konservative) og især Mette Frederiksens socialdemokratisme har de bedste svar på tidens udfordringer.

Men han er samtidig bevidst om, at liberalismens ikke har patent på vildfarelser. Minkskandalen bliver tilskrevet socialdemokraternes hang til magtfuldkommenhed, og partiet advares mod at lade staten kvæle civilsamfundet. Socialdemokrater skal sammen med kulturkonservative anerkende, hvordan liberalismens dynamik og tolerance er opskriften på vestens succes.

En gang "both-side'ism"

Det hele kan godt blive lidt guldlok-agtigt som i eventyret med den forkælede pige og de tre bjørne. En gang “both-side’ism”, hvor liberalisme, konservatisme og socialisme kan være godt i moderate mængder og det helt rigtige blandingsforhold, som belejligt er lige der, hvor Böss har det bedst.

Böss argumenterer imidlertid overbevisende og vidende. Når bogen fungerer bedst, bruger den corona-krisen som prisme til at anskue liberalismens evige indre modsætninger: Den ældgamle konflikt mellem elite og folk og mellem frihed og ansvar.

Minkskandalen bliver tilskrevet socialdemokraternes hang til magtfuldkommenhed, og partiet advares mod at lade staten kvæle civilsamfundet.

Når den fungerer mindre godt, sidder man som læser med en fornemmelse af, at store dele af bogen var skrevet før corona-krisen, som så senere er tilføjet. Det kan godt give en ujævn læseoplevelse, at man det ene øjeblik sidder med ved genåbningsforhandlingerne for så at blive inddraget i nogle ideologiske konflikter blandt efterkrigstidens amerikanske liberale.

"Liberalismens vildfarelser" er den første debatbog, der for alvor sætter corona-krisen i en politisk forståelsesramme. Det gør den i sig selv relevant, men den er også en god, overskuelig og ikke mindst nuanceret introduktion til liberalismens historie og forskellige forgreninger.

Michael Böss: "Liberalismens vildfarelser – forsvar for folkestyret" udkom 25. marts på Gads Forlag. 320 sider, 300 kr.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"I stedet for at bidrage konstruktivt til at få Danmark trygt gennem krisen er de borgerlige medier og politikere reduceret til utroværdige proces-kværulanter."

Det kan vist ikke siges mere tydeligt...ganske forargeligt i en krise...

Bare fordi man går ind for at retsstaten skal opretholdes selv under epidemier, og at den proportionalitet som - korrekt - er i sundhedsvæsnet normalt skal biblive, så er man ukonstruktiv? Fordi man mener forhastede beslutninger som koster borgerne min. 19.000.000.000 dkk skal gennemgåes demokratisk, omend under hurtigere processor end normalt, så er man utroværdig? Det kan vist ikke sigest meget mere tydeligt end det her: Regeringen har formået at stille sig bag narrativet om corona vil slå alle ihjel hvis man ikke følger de regler og "tv ikke-ordrer" og det udnytter man så til fulde med helt vanvittige udtalelser som at 'et liv er et liv for meget' selvom det er fysisk umuligt. En ting flertallet heldigvis ikke kan nå at ændre er de retsprincipper som formentligt kommer til at dømme regeringen, og Mette F, for op til 3 grundlovsbrud.

Annonce