Debat: Demonstranter støtter Hamas
Debat: Demonstranter støtter Hamas
Hvorfor tusindvis af mennesker har lyst til at deltage i og lægge navn til demonstrationer sammen med voldsmænd og folk som Al-Issa, der ikke vil lægge afstand til Hamas, fatter jeg ikke. Det skriver det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund.
Rasmus Stoklund, forsknings- og uddannelsesordfører for Socialdemokratiet.
Forleden stod Bilal Al-Issa, som kom til Danmark som flygtning og i flere år været engageret i Palæstinakonflikten, i spidsen for en propalæstinensisk demonstration i København.
Ved demonstrationen blev et par voldeligt overfaldet af andre demonstranter.
Hvorfor?
Fordi parret havde et skilt med påskriften "Befri Palæstina fra Hamas".
Mange i demonstrationen råbte ad, skubbede til og slog parret, og deres skilt blev stjålet. Til sidst fik parret beskyttelse hos politiet.
Det overfald havde Bilal Al-Issa mildest talt meget svært ved efterfølgende at tage afstand fra i radio og tv.
Han ville heller ikke lægge afstand til terrororganisationen Hamas, som brutalt har voldtaget og myrdet uskyldige mennesker.
Hvorfor tusindvis af mennesker har lyst til at deltage i og lægge navn til demonstrationer sammen med voldsmænd og folk som Al-Issa, der ikke vil lægge afstand til Hamas, fatter jeg ikke.
Det er i øvrigt paradoksalt, at vi konstant hører, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem at støtte palæstinenserne og støtte Hamas.
På den ene side tror jeg i vidt omfang, det er rigtigt.
Men omvendt står det jo klart, at mange palæstinensere faktisk bakker op om Hamas. Ellers kunne Bilal Al-Issa vel også tage afstand fra Hamas?
Og ellers kunne parret, der blev overfaldet, vel deltage i en demonstration uden, at pro-palæstinensere overfalder dem?
Meningsmålinger viser betydelig støtte til Hamas
Også meningsmålinger foretaget blandt palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden bekræfter billedet af, at Hamas nyder opbakning.
Meningsmålingerne viser ifølge Politiken, at størstedelen af palæstinenserne støtter terrorangrebet på Israel 7. oktober 2023, hvor børnefamilier blev likvideret, tortureret og voldtaget af Hamas-terrorister:
59 procent af palæstinenserne støtter i høj grad terrorangrebet. Yderligere 16 procent støtter det i nogen grad. Andelen af palæstinensere, der er imod angrebene, er på 13 procent.
Og selv her i Danmark kan man forvente at blive overfaldet af pro-palæstinensiske demonstranter, hvis man ved en demonstration lægger afstand til Hamas.
Det er både rystende og uacceptabelt.
Tilføj kommentar