Siden Tim Burton kastede sin dystert gakkede kærlighed på den mørke ridder har Batman-film været store succeser, med en stadigt stigende grad af kompleksitet i både karakterer og plot.

Så det er ikke nogen lille opgave at lave den næste. Og det har instruktør Matt Reeves taget helt bogstaveligt med “The Batman”.

Knap tre timer lang, egner den sig i høj grad til at at blive gjort til en tv-serie. Det passer endda perfekt med fordelingen af betydningfulde mord igennem filmens handling.

Denne gang er den rige og forpint ensommen ungkarl Bruce Wayne spillet af vores allesammens yndlingsvampyr fra Twillight-sagaen, Robert Pattinson, og han behøver næsten ikke spille anderledes end fra de film. Det han leverer er sublimt.

Hans kvindelige modstykke Selina Kyles, Catwoman, leveres også flot af Zoë Kravitz.

Hun er noget mere elegant og mindre rå, end i tidligere udgaver. Til gengæld er hendes klatretyvsdragt mere realistisk end tegneseriefilm normalt tillader deres “skurkinder”. Eller heltinder? 

Som sædvanligt kan man komme lidt i tvivl med Catwoman, men killingen er næsten tæmmet i denne udgave, og hun bærer i det hele taget ikke meget af ansvaret for plottets fremgang.

Hovedskurken er Gækkeren, der ikke - som andre superskurke - er omgivet af en legion af håndlangere. Han er den ensomme ulv.

Den her slags film er bedst, hvis de spejler noget fra virkeligheden og den nærmeste association jeg får, er de uhyggelig tendenser i Incel-miljøet, med forsmåede selvretfærdige mænd, der synes verden skal brænde, fordi deres eget liv er hårdere end de kan magte.

Syge mennesker i et sygt samfund

I tegneserieinspirerede film er farveholdningen utrolig vigtig. De sidste mange år har vi vænnet os til alle actionfilm bliver holdt i blå og brændt okker, der får alle bevægelser til at poppe ud af skærmen.

‘The Batman’ er holdt i sort og gul, hvilket er den klassiske temafarve for Batman, men også får filmen til at fremstå syg.

Budskabet harmonerer visuelt perfekt med fortællingen om syge mennesker i et sygt samfund. Det er en psykopatisk udgave af hønen og ægget.

Gør sig lidt for umage

Er tre timer for lang tid? Personligt var jeg godt underholdt hele vejen igennem, men jeg er også lidt en sart sjæl når det kommer til spænding.

Ser man superheltefilm for aktionens skyld og ellers anser sig selv for at være en hård negl, kan det godt være man kommer til at kede sig lidt og drømme sig tilbage til Jokerens farverige cirkus.

Filmen gør det godt i forhold til både filmkunst og Batman-tradition, men måske gør den sig lidt for umage og glemmer at levere på et mere intuitivt plan.

Dermed henvender den sig mest til folk, der i forvejen er hooked på superheltegenren. Det er kræs for kendere, snarere end guf for nybegyndere.