Der var rig mulighed for at pege fingre af markedet i sidste uge, hvor finanskrisen havde fem års jubilæum, og hvor Rangvids-udvalget har udstillet fejlene i det danske finansielle marked og dets ansvar for krisen i Danmark.

Uanset om man hælder kemikalier i vandløbene eller udleder CO2 bliver det sandsynligvis aldrig ens eget problem. Men det betyder jo ikke, at det ikke bliver et problem!

Uagtet at de finansielle markeder er på vej tilbage til den samme praksis, som udløste krisen, sidder man tilbage med en helt klar opfattelse af, at det uregulerede marked er fyldt med fejl. I min optik har markedet altid været kendetegnet ved en række fejl, og her mener jeg ikke kun finanssektoren, men markedskræfterne som helhed. Især fem markedsfejl står ud som særligt alvorlige, hvorfor man i det politiske system må forsøge at dirigere uden om for at skabe et bedre samfund.

1. For lidt uddannelse

Markedet producerer generelt for lidt uddannelse. Markedet tager ikke hensyn til de samlede positive konsekvenser ved at have en veluddannet arbejdsstyrke i et samfund. Den enkelte virksomheds fordel ved at investere i uddannelse er så langsigtet, at den til en hver tid vil blive overskygget af kortsigtsinteresser. Det ses eksempelvis, når kun et begrænset antal virksomheder af sig selv tager et ansvar for at oprette praktikpladser. Samtidig ligger det enkelte individs fordel ved at investere i sin egen uddannelse så langt ud i fremtiden, at det begrænser individets sikkerhed for, at det rent faktisk er en god investering. Den enkeltes meget lange udsigt til fordelene ved uddannelse er samtidig med til at begrænse mulighederne for lånefinansiering, hvis man ikke har familien til at hæfte.

Lige så snart der er efterspørgsel efter noget, fungerer det som et produkt i markedet, det er uanset om det er narkotika, seksuelle ydelser eller i sidste ende lejemord. Men hvor grænsen går, skal være en politisk beslutning baseret på værdier og menneskesyn.

2. For meget forurening

Hvor markedet producerer for lidt uddannelse, producerer det til gengæld for meget forurening. De negative konsekvenser ved forurening er så uvisse og ligger så langt ud i fremtiden, at de ikke kan indgå i en normal cost-benefit-analyse. Ligesom det overhovedet ikke er sikkert, at forureningen kommer til at gå ud over forureneren. Markedsmekanismerne medfører, at uanset om man hælder kemikalier i vandløbene eller udleder CO2 bliver det sandsynligvis aldrig ens eget problem: Men det betyder jo ikke, at det ikke bliver nogens problem!

3. Ingen krav til produkter

Markedet stiller ingen krav til, hvad der er et produkt. Den eneste test, et produkt skal bestå for at være et produkt i markedet, er efterspørgselstesten. Lige så snart der er efterspørgsel efter noget, fungerer det som et produkt i markedet, det er uanset om det er narkotika, seksuelle ydelser eller i sidste ende lejemord. Hvor grænsen går, skal være en politisk beslutning baseret på værdier og menneskesyn, for markedet i sig selv har ingen grænser. I lyset af finanskrisen har man også set eksempler på finansielle produkter, som ikke har noget egentligt formål andet en at blive solgt videre, og som ingen kender det præcise indhold af, ikke engang dem, der handler med dem.

Markedet er fuldt af fejl, og det betyder naturligvis, at man nogle gange er nødt til at give den usynlige hånd et rap over nallerne.

4. Ligeglad med løn- og arbejdsvilkår

Markedet er ligeglad med løn og arbejdsvilkår, fordi markedet grundlæggende er indrettet således, at det altid vil søge at producere mest muligt for mindst muligt. Det er rentabelt for en arbejdsgiver, især i perioder med høj ledighed, selv at tage størstedelen af den efterspørgselsbestemte indtjening og udbetale sine ansatte mindre end deres arbejdskraft reelt er værd. Markedets mekanismer beskytter heller ikke arbejderne mod belastende arbejdsforhold. Gode løn og arbejdsvilkår kommer ikke af markedet selv, men af politiske og faglige kampe.

5. Myten om fuld information

En forudsætning for et frit marked er, at der er fuld information. Den største markedsfejl af alle er formentligt, at forudsætningen om fuld information praktisk talt aldrig er opfyldt. Et marked med fuld information om alle kortsigtede og langsigtede forhold på både udbuds- og efterspørgselssiden er en idealtilstand, som kun eksisterer i de økonomistuderendes koordinatsystemer. Den finansielle krise er et uhyggeligt eksempel på, hvordan et marked med meget lav grad af information kollapsede. Der var reelt ikke nogen, der vidste hvordan prisdannelsen af de mange finansielle produkter ville udvikle sig, da prisen på finansielle produkter ikke baserede sig - og stadig ikke baserer sig - på udbud og efterspørgsel, men på forventninger om, hvorvidt andre aktører vil købe eller sælge.

***

Der er givetvis flere markedsfejl end disse fem. Men uanset hvad står det klart, at markedet og dets mekanismer er et unikt redskab, men absolut ikke perfekt. Markedet er fuldt af fejl, og det er det politiske systems opgave at navigere uden om fejlene og styre samfundet i den retning, man synes er den bedste. Det betyder naturligvis, at man nogle gange er nødt til at give den usynlige hånd et rap over nallerne.

Og skal vi så få set på de finansmarkeder?

 

Lasse Quvang (f. 1989) er kandidat til Europaparlamentet for Socialdemokraterne i Midtjylland.