Der er ingen genvej til folkets tillid

Donald Trumps sejr bliver fejlagtigt misbrugt til at angribe de kulturradikale, eliten, og de veluddannede akademikere for at mangle føling med folket.
Forleden fandt jeg Farvel til partierne i en bogkasse hos en af de kirkelige genbrugsbutikker. 10 kroner kunne jo ikke være for meget for en bog om det politiske system under forvandling, skrevet af Torben Krogh, en af de mest og bedst skrivende danske politiske journalister fra midten af 1960erne og frem til 2007.

Så måtte det være af mindre betydning, at bogen er fra 1998. Vi stod jo med det håndgribelige bevis for, at det republikanske parti i USA havde gennemgået en nedsmeltning, der efterlod den republikanske parti-elite som hjemløs. Hverken de ledende folk i det republikanske parti, i kongressens to kamre eller partiets sædvanlige sponsorer ville eje eller have Donald Trump som deres kandidat; mindst en forhenværende republikansk præsident, mange senatorer og kongresmedlemmer og flere nuværende eller forhenværende guvernører meldte fra.

Han var ikke deres mand, men de var ikke i stand til at fyre eller fjerne ham. Til gengæld kunne han sige, at han ikke havde brug for dem. Farvel til det republikanske parti, og den lunkne støtte. Mr. Kan Selv vandt valget.

Selv socialdemokratiske røster hylder Trump
Der har været mange og også meget generaliserende forklaringer på, at det gik som det gik. Den mest udbredte er nok den, at vi står med en et råb fra mennesker, der føler sig overhørt og overkørt, et advarende råb fra folkedybet om den globalisering, hvis åbne grænser flytter fremmede ind, arbejdspladser ud og fremmer uligheden, så det kan mærkes.

Den forklaring kan med visse tilpasninger og enkelte manipulationer også bruges til at forklare så meget andet, eksempelvis også det danske flertals nej til at ændre retsforbeholdet og det britiske flertals ønske om at forlade Den europæiske Union. Under det hele ligger det sejrende tema om at gøre Amerika stort igen, om at tage Storbritannien tilbage og om suveræniteten, der ligger bedst i Morten Messerschmidt hænder, når han ikke lige har dem nede i den blå klejnekasse med de tolv gyldne stjerner på låget.

Nu mangler de bare, at Marine Le Pen og hendes parti Front National vinder præsidentvalget i Frankrig, så har vi det entydige bevis for, at det hele er et spørgsmål om elitens iskolde og højrøvede indstilling til folkedybet. Ja, man hører og læser sågar socialdemokratiske røster, som er så sure på det selvsmagende og selvpromoverende intellektuelle sammenrend, at de hilser og nærmest hylder præsident Trump som et wake-up call.

Amerikanerne er anderledes
Er det en venstredrejning, en højredrejning eller en national drejning, som man skal indstille sig på – eller gå op imod?  Jeg abonnerer ikke på sammenkædningen af forskellige afstemninger i forskellige lande, der vil gøre forskellige politiske resultater til et fælles oprør mod den politiske eller intellektuelle elite.

Et afstemningsresultat er som en sammenkogt ret. Mange med elitær baggrund har stemt på Donald Trump og mange globaliseringsbekymrede arbejdere har stemt på Demokraternes kandidat, Hillary Clinton. For nogle et fravalg, som også har påvirket den sammenkogte ret. Og så har abortmodstandere og våbenglade med sikkerhed skubbet Trump så meget i mål, at det nærmest er nedladende at sætte en fælles folkedybs-etikette på hans sejr.

Det mest usædvanlige element, der skal indgå i analysen af resultatet er nok, at Donald Trump også blev valgt på en kendthed, der kom fra hans rå kapitalisme og fra underholdnings-TV, ikke fra politik. Selv siger han, at sejren kom fra hans særlige sans for at bruge de sociale medier.

Det er vel næppe i folkedybet, man omfavner Facebook og Twitter! Selv om de nationale nyhedsmedier skummer fløden fra de sociale medier, så hænger det ikke rigtigt sammen. Med andre ord: det amerikanske resultat er meget amerikansk og skal hverken trækkes ned over Danmark eller Europa.

To slags eliter
Jeg har som så mange problemer med den politiske debat. Der er ikke brug for et fornyet/forstærket opgør med de kulturradikale, eliten, Politikens Hus, og de veluddannede akademikere organiseret i Djøf. Det er jo ikke dem, der forstærker uligheden.

Det er ikke dem, der jubler, når en dansk direktør henter et gyldent håndtryk på 40-50 millioner kroner. Det er ikke dem, der dyrker bundlinjer på beskæftigelsens bekostning. Det er ikke dem, der taler for de arbejdsfrie indtægters urørlighed, selv om også nogle af dem måske tjener flere penge hvert døgn, på at sove i deres seng end ved at gå på arbejde; i de stigende huspriser i mange tilfælde fremmer uligheden uden at det er på den politiske dagsorden. Husejerne skal både fredes og forgyldes.

Der er ingen genvej til folket. Den socialdemokratiske gren af arbejderistener behøver ikke at trække i gummirøjserne for at fortælle, at de er bedst til at overhøre eliten og lytte til folkedybet. Det er ikke debatten, der skaber politik. Det er resultaterne, der tæller, mens debatten, metoderne og den politiske proces måske fremmer tvivlen på politikernes evne til at lede med retning.

Landets mest elitære politiker er folkelig
Hvis jeg en dag forstår de politiske strømninger, som retter sig mod den politiske elite og ikke mod den økonomiske elite, vil jeg skrive om det. Hvis jeg en dag forstår hvorfor den mest elitære politiker i Danmark, Morten Messerschmidt, DF, har en folkelig tiltrækningskraft, så vil jeg skrive om det – forhåbentlig inden det er for sent.

Selvfølgelig tænker jeg også over, at det amerikanske resultatet viste et splittet land – lidt grovere i trækkene og retorikken end før, og over at blå blok i disse dage forsøger at strikke en politik sammen, der udelukker halvdelen af Folketinget fra at deltage, og befolkningen fra indsigt i det politiske indhold, der er aftalt i detaljer inden folketing og folkestyre.

Vi behøver ikke at lære noget af det amerikanske valg, for det kan vi ikke. Vi ved allerede, at åbenhed, inddragelse, samarbejde og gensidig respekt er nødvendig for det tillidsfulde forhold mellem vælgere og valgte.

Poul Smidt er journalist og forfatter.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning. Har desuden skrevet flere politiske biografier bl.a. om Viggo Kampmann, der var aktiv i modstandsorganisationen Frit Danmark. Han skriver for tiden på en biografi om en af besættelsestidens hovedpersoner.


Flere artikler om emnet

Annonce