Det er for nemt bare at skære i lønnen

Lytter man til højrefløjen, så er lavere lønninger og overførelsesindkomster den eneste vej frem for dansk økonomi. Men forslaget er ærlig talt for letkøbt og risikerer at få fatale konsekvenser.
Lavere løn, kontanthjælp eller dagpenge skaber ikke automatisk job til folk. Det eneste, det automatisk skaber, er flere fattige - og dermed flere sociale problemer.

Er der, eller er der ikke 800.000 danskere, som bare mangler lidt tilskyndelse til at komme ind på arbejdsmarkedet? Det er spørgsmålet. Og det letkøbte svar er højrefløjens, der tror, at lavere overførselsindkomster og lønninger er vejen frem for dansk økonomi. På bekostning af den danske velfærdsmodel og den enkelte dansker.

DR smed olie på bålet med sin miniserie om de fremmede, der forsvandt. Liberal Alliance annoncerer flittigt for sig selv med bud på pisk til de danskere, der ikke er i arbejde. Senest kom det indirekte i spil, da Cepos inviterede til Vækstkonference for at promovere lavere overførselsindkomster og dermed lavere lønninger.

Men det kan betale sig at arbejde i Danmark. Kun 0,6 procent af danskerne har ingen økonomisk gevinst ved at arbejde. På trods af det arbejder 3 ud af 5 af den gruppe alligevel. Samtidig har Cevea netop igen vist, at den danske velfærdsmodel har ført til vækst – ikke stagnation.

Og Danmark er da også et af de lande i verden, hvor den største del af befolkningen er i arbejde. Vi har en beskæftigelsesgrad, der har ligget højt i flere årtier, og som er i den absolutte top på kloden. Der er kun en håndfuld lande, som har en lidt højere andel af befolkningen i arbejde end os.

Det, der kendetegner Danmark, er, at de fleste af dem, der står uden arbejde, ikke er overladt til sig selv og deres familier. Vi tager derimod et fælles ansvar for, at nybagte forældre kan holde barsel, at syge og handikappede har en fast indtægt, og at midlertidigt arbejdsløse ikke skal gå fra hus og hjem, inden de kommer i arbejde igen. Det er en succes, at vi har opbygget et velfærdssamfund, der kan det.

Når det så er sagt, så skal det være en målsætning at skabe arbejde til flere og sikre, at det er så lille en del af danskerne som muligt, der står uden for arbejdsmarkedet. Men en stor del af diskussionen om ’de 800.000’ risikerer at lede til letkøbte og fejlslagne løsninger.

For det første, og som det er blevet understreget, står der ikke 800.000 (som reelt er 785.733 pr. ultimo oktober 2014) arbejdsparate i ledighedskøen, som vi bare skal have lukket døren op for. Mere end 100.000 af dem er forældre på barsel, midlertidigt sygemeldte eller folk, der eksempelvis arbejder i flexjob, skånejob, løntilskud, nyttejob, virksomhedspraktik, jobrotation, revalideringsydelse eller lignende.

Derudover er der sygemeldte, som sagtens kan være i arbejde, men altså ikke er raske nok til at være det lige netop nu. De er oftest på sygedagpenge.  Førtidspension er omvendt for personer med varigt nedsat arbejdsevne. Det er ikke en titel, der bliver givet ud med let hånd fra kommunerne, og reglerne bliver løbende strammet op. Derudover er der efterlønnere, som der automatisk bliver færre af, da ordningen jo er under udfasning. Endelig er der kontanthjælps- og dagpengemodtagere, som for langt de flestes vedkommende gør en aktiv indsats for at komme i job.

Lavere løn, kontanthjælp eller dagpenge skaber ikke automatisk job til folk. Det eneste, det automatisk skaber, er flere fattige - og dermed flere sociale problemer. At skære i overførselsindkomster og lønninger sikrer altså ikke en stærkere økonomi og eller et sundere arbejdsmarked.

Danmark skal arbejde målrettet for at sikre fuld beskæftigelse, for at så få som muligt er arbejdsløse, og at færre har brug for at komme på førtidspension eller lignende. Men vi skal ikke gøre det ved at underminere den sociale tryghed, som vi garanterer hinanden. Eller ved at sælge ud af forhold, som gør Danmark til et af de bedste samfund at leve i.

Det er let at foreslå, men kommer med en alt for høj pris.

Kristian Weise (f. 1979) er direktør i tænketanken Cevea.


Kommentarer fra Facebook