EU skal være verdens liberale fyrtårn, som insisterer på at tale om vores værdier, når vi mødes med omverdenen. To af disse værdier er retten til egen krop og ligestilling mellem kønnene. Dog virker vores fine ord meget hule, når vi ikke har sikret, at vores høje moral overholdes inden for vores egne grænser.

En af disse problemstillinger, som vi står overfor, er adgangen til abort. Det er fuldstændigt uforståeligt, at der bor borgere i den Europæiske Union, som ikke har autonomi over egen krop.

Som mand har jeg længe levet uden at forholde mig til dansk eller europæisk abortlovgivning. Jeg håber egentlig, at jeg aldrig behøver at forholde mig personligt til en abort. Måske derfor har jeg svært ved at forstå de etiske, juridiske og mentale overvejelser, som man nu skal have, hvis man overvejer en abort. Den vurdering kan og skal kun tages det individ, hvis krop og psyke sådan en beslutning vil berøre, nemlig af den gravide kvinde.

Abort er en grundlæggende reproduktiv rettighed og en central del af kvinders frihed. Kampen for abort er en fundamental liberal kamp for mere frihed til individet. Ved at nægte kvinder retten til at tage beslutninger over deres egen krop, vender vi ryggen til det liberale grundlag, som EU er bygget på.

Retten til abort er en del af ligestillingsløsningen

At EU sikrer, at kvinder har muligheden for at træffe beslutninger om deres eget væsen, er afgørende for et mere ligestillet Europa. Kvinder, der bliver nægtet en abort, er mere udsat økonomisk og socialt, og derfor vil fri adgang til abort være en katalysator for et mere ligestillet Europa. At kvinder selv kan tage ansvar for deres egen krop og eget liv, betyder, at vi får et mere ligestillet samfund, som kommer os alle til gavn.

At EU sikrer, at kvinder har muligheden for at træffe beslutninger om deres eget væsen, er afgørende for et mere ligestillet Europa.

Hvis vi ønsker os, at vores økonomi skal vokse, så skal vi sikre, at alle har adgang til at bidrage til arbejdsmarkedet og muligheden for at dygtiggøre sig. Uønsket graviditet kan være en hindring for et mere lige arbejdsmarked. En hindring, der helt naturligt rammer skævt.

Retten til fri abort giver kvinder samme mulighed for at tage en uddannelse og forfølge en karriere og lægge planer for deres fremtid på lige vilkår med mænd. Noget, som er afgørende, hvis vi ønsker flere kvindelige forbilleder og ledere i erhvervslivet. En strategi, der giver borgerne kontrollen, og så kan vi slippe for andre statskontrollerede initiativer, såsom kvindekvoter på bestyrelsesposter.

Det virker skørt, at vi med den ene hånd fratager kvinder den basale rettighed, som selvbestemmelse er, og dermed skaber en skævvridning i kvinders uddannelses- og økonomiske muligheder. Med den anden hånd forsøger vi at løse de problemer, vi selv har skabt ved at påtvinge kvindekvoter ned over erhvervslivet. Det virker skørt, at vi er villige til at bruge så ekstreme og indgribende metoder i brug, uden først at sikre kvinders basale rettigheder overholdes i hele unionen.

Selvfølgelig er adgangen til abort ikke et quickfix til et ligestillet samfund, men det er et af de mest effektive værktøjer i værktøjskassen.

Et værktøj, som vil skabe forandring i lande, hvor der virkelig er behov for handling. EU’s mest restriktive abortlovgivning finder vi i Malta. Samme land hvor kun ca. 10% af bestyrelsesposter er besat af kvinder. Der er tydeligvis behov for indgreb for at sikre kvinders økonomiske og sociale rettigheder.

Det er i alles interesse at skabe gode økonomiske forudsætninger for alle i samfundet. Som samfund har vi ikke et ansvar for at sikre, at alle opnår samme resultat. Vi har dog et kollektivt ansvar for at sikre, at spillereglerne er fælles for alle. Retten til abort er med til at skabe så lige rammer som biologisk muligt.

Individets moral må vægte højest

Dog burde resultatorienterede politikere, som ønsker at maksimere den økonomiske vækst, ikke være årsagen til, at vi sikrer kvinder den basale ret til at råde over egen krop. Frem for alt burde vores etiske og moralske overvejelser fylde langt mere. Måske endnu højere end vores forståelse for, hvor en stat ikke skal lege moralsk høvding, nemlig ved personlige moralske overvejelser.

Der findes dem, der af religiøse eller moralske grunde er imod abort. Den etiske eller religiøse overvejelse skal vi respektere. Som samfund skal vi rumme dem, som vi er uenige med. Selvom jeg anser det som fuldstændig uforståeligt at lytte mere til en Gud end egne personlige etiske overvejelser, så må jeg respektere deres beslutning. På samme måde som jeg ikke forstår, hvorfor man kan prioritere et foster, som ikke er levedygtigt, over en kvindes liv og fremtid.

Men på samme vis, som jeg respekterer deres standpunkt, skal de respektere andres.

Men på samme vis, som jeg respekterer deres standpunkt, skal de respektere andres. Dog er virkeligheden ikke sådan. I Polen er adgang til abort så begrænset, at det kan have fatale konsekvenser for kvinder. Ironisk nok vil mange forsvare et forbud mod abort med viljen til at redde liv.

Heldigvis efter valget har mere progressive kræfter vundet magten i Polen. Måske vil de lykkes med at skabe en bedre abortlovgivning. Selvom den meget konservative regering ser ud til at miste magten i Polen, så gik Forbund for Frihed og Uafhængighed frem med syv mandater til 18 sæder i underhuset. Samme parti, der tidligere har slået på tromme for budskabet: “We don’t want Jews, homosexuals, abortion, taxes and the European Union”. Muligvis genvinder de nationalt konservative magten tilbage til det næste polske valg, og så kan cirka 19,6 millioner polske kvinder igen få frataget retten til en fri abort. Det er ikke acceptabelt, at borgere i den Europæiske Union skal leve i sådan en limbo af rettigheder.

Hvor går grænsen, skal EU bare bestemme det hele?

Der skal være en grænse, for hvad EU bestemmer, og mange vil argumentere for, at jeg nu spiller lige ind i føderalisternes planer. Hvorfor skal EU blande sig, og vil jeg nu bare sælge nationalstaternes selvbestemmelse til højeste føderale bud?

Svaret er selvfølgelig nej. Jeg mener også, der skal være en grænse for EU’s beføjelser. Dog ser jeg EU som en frihedsvogter, der skal sikre basale rettigheder for borgerne. Med andre ord skal der være nogle spilleregler for at være med i klubben. Her anser jeg det ikke for at være kontroversielt, at vi forlanger, at medlemsstaterne respekterer kvindernes autonomi over egen krop.

Derfor brude fri abort indtil 12. uge være en minimumsgrænse i EU. Personligt mener jeg, grænsen for fri abort burde hæves til 18. uge, men det er ikke EU’s opgave at være bannerfører for en mere progressiv abortpolitik. Spillereglerne skal være en minimumsgrænse og dermed være et sikkerhedsnet for Europæernes rettigheder.

Tid til at kigge i charteret om grundlæggende rettigheder

Vi bliver nødt til at sikre EU’s borgere imod populistiske bevægelser, der er villige til at ofre rettigheder for at høste konservative stemmer. Vi skal bruge EU som det fundament, som unionen har potentiale til at være. Det kan vi kun, hvis vi sikrer europæernes muligheder igennem lovgivning. Mange af disse er sikret igennem EU’s charter om grundlæggende rettigheder, men abort er ikke iblandt. Måske fordi listen ikke er blevet opdateret i næsten 22 år. Når vi igennem charteret sikrer retten til at drive egen virksomhed og familieliv, så har vi også et ansvar for at tilføje retten til at råde over egen krop og bringe EU ind i det 21. århundrede.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.