Romtraktaten indeholdt en bestemmelse om ligeløn: §119 krævede, at kvinder og mænd skal tjene det samme for det samme arbejde i alle medlemslande. EF og senere EU lagde på den måde en progressiv linje, der skulle understøtte ligestilling i Europa.

Snart skriver vi 2024. Over seks årtier efter Romtraktaten garanterede ligeløn er det kun ét enkelt medlemsland, der er nået i mål med ligeløn. Kan man da tale om, at EU reelt støtter ligestilling? 

Ikke nok med politiske løfter

Det var tydeligvis ikke nok, at ligeløn blev lovet i en bindende politisk traktat. I årtierne efter romtraktaten blev indgået gik det meget trægt med ligestilling i EF-landene. Omvendt kom der mange flere kvinder på arbejdsmarkedet og på mere retfærdige vilkår i de nordiske lande, som ikke var en del af EF/EU. Sverige kom først med i EU i 1995 og Norge står stadig uden for EU.

Trods flotte løfter var det altså ikke EF, der drev ligestillingen frem i Europa

Trods flotte løfter var det altså ikke EF, der drev ligestillingen frem i Europa. Faktisk er det værd at diskutere, om EU faktisk har gjort det modsatte.

EU-domstol underkendte ligestillingsforsøg

Det ikke nødvendigvis sådan, at EU’s lovgivning om ligeløn nødvendigvis fremmer ligestilling. Tyskland havde for eksempel engang en lov om, at hvis to ansøgere var lige kvalificerede til en stilling, så skulle der gives fortrinsret til kvinder i fag, hvor kvinder var underrepræsenteret. Den lov underkendte EU-domstolen i den såkaldte Kalanke-sag, fordi den ikke passede med EU’s syn på ligeløn.

Når et land overgiver et politisk område til EU, som man har gjort med arbejdsmarkedspolitikken, er det nemlig den mandsdominerede EU-domstol, der i sidste ende bestemmer.

Uanset hvor progressive vores egne folkevalgte må være.

EU-reformer rammer kvinder hårdest

EU påvirker desuden ligestillingen i de enkelte medlemslande gennem meget anden lovgivning en ligelønslovgivning.

EU har fremmet privatisering af den ene sektor efter den anden i EU’s medlemslande. Når der bliver færre offentlige arbejdspladser, går det ofte hårdest ud over kvinder, der er overrepræsenteret blandt offentligt ansatte.

Når EU’s privatiseringsbølger desuden medfører prisstigninger, som vi for eksempel har set det på elmarkedet, går det igen hårdest ud over kvinderne. Kvinder tjener jo fortsat i gennemsnit væsentligt mindre end mænd i alle EU-lande untagen Luxembourg.

Også nedskæringer i velfærdsydelser, som er drevet frem af EU, påvirker kvinder hårdest. Siden 2012 har EU fået større og større indflydelse på velfærdspolitikken i de enkelte medlemslande. Både finanspagten, som herhjemme er implementeret via budgetloven, og det europæiske semester, EU-Kommissionens årlige gennemgang af hvert lands offentlige finanser, har ført til nedskræringer i velfærden.

Budgetloven holder danske kommuner i et økonomiske jerngreb, så selv kommuner med sund økonomi ser sig nedsaget til at lave magre budgetter til f.eks. skoler og børnehaver. I forbindelse med det europæiske sememster har EU-Kommissionen over 60 gange anbefalet, at EU-lande skulle skære i deres sundhedsvæsen. Alle disse nedskæringer i velfærden er igen noget, der rammer kønsmæssigt skævt, da kvinder fortsat er mere afhængige af offentlig velfærdsydelser end mænd er.

Det, vi ikke må for EU

En ting er, hvad EU indfører af lovgivning. En anden vigtig del af diskussionen om, hvorvidt EU fremmer ligestillingen er, hvad EU forhindrer de enkelte lande i at indføre.

Danmark har for eksempel flere gange ønsket stærkere regulering af forskellige hormonforstyrrende stoffer, som er farlige for gravide kvinder. Da det område i høj grad reguleres af EU, er Danmark gang på gang blevet nægtet at gå forrest i sådanne forbud og har måttet vente på EU, som ofte ender med en slappere lovgivning end den, Danmark har lagt op det. Det så vi for eksempel med lovgivning om ftaler i plastik.

Et andet eksempel er, at de enkelte medlemslande ikke uden videre må fjerne moms på bestemte varegrupper. Noget af det første lovgivning, der blev indført i Storbrittanien efter Brexit, var at afskaffe moms på bind og tamponer. Rationallet lød, at det ikke burde være uforholdsmæssigt dyrere at være kvinde end at være mand. Den samme lovgivning ville vi ikke kunne indføre herhjemme.

Kvinder uden for unionen rammes også af EU-beslutninger

EU har ikke kun magt over de enkelte medlemslande, men efterhånden også en vigtig udenrigspolitisk stemme. For at vurdere, om EU står på ligestillingens side, er det derfor vigtigt også at se på, hvordan mennesker uden for EU påvirkes af EU’s politik.

Ser man på EU’s flygtningepolitik er svaret klart: EU’s meget hårde ydre grænser går allerhårdest ud over kvinder. EU giver økonomisk støtte til flygtningelejre i lande som Libyen, hvor kvinder systematiske udsættes for vold og voldtægter. I stedet for at tage afstand sender EU år efter år flere penge.

I EU’s egne flgytningelejrer mangler der nok toiletter og bade, hvilket medfører alvorlige sundheds- og sikkerhedsrisici for i forvejen udsatte kvinder. Kvinder kan nemlig i lavere grad benytte sig af naturen og havet. Den manglende hygiene i EU-lejrer betyder at kvinder på EU-jord udsættes for sygdomme, der meget nemt kunne forebygges.

EU’s handelspolitik får også minuspoint i feminismekategorien. EU’s handelsaftaler med lande i det globale syd fastholder også mange lande vi handler med i i relativ fattigdom. EU stiller heller ikke tilstrækkelige krav til ordentlige arbejdsforhold som ligeløn som en betingelse for at hande med os.

Hvad med barsel?

Den ligestillingsdebat, der nok har fyldt mest i EU-debatten herhjemme de sidste par år er dog hverken ftaler, moms på tamponer, EU-reformer eller EU’s udenrigspolitik. Det er EU’s barselsdirektiv. Inden barselsdirektivet havde Danmark ikke øremærket barsel til mænd. Det har vi nu. Altså fremmer EU ligestillingen, mener mange. Men er det nu også så simpelt? 

For det første er det overvejende sandsynligt, at Danmark, i lighed med vores nordiske nabolande, havde fået indført øremærket barsel til mænd også uden EU’s indblanding før eller siden. Øremærket barsel til mænd har været på tegnebrættet i årtier i Danmark. Det kom endda med i et regeringsgrundlag under Helle Thorning-Schmidt. Der har i et godt stykke tid været opbakning fra erhvervslivet. Alligevel har Danmark været meget lang tid om at få gjort noget ved det.

For det andet kan man diskutere hvor god den aftale om øremærket barsel, som Danmark endte med, egentlig er. Den overholder godt nok EU’s krav, men her i starten har den ført til, at der holdes mindre barsel alt i alt. Mange feminister ønsker en aftale, der minder mere om den svenske.

Den svenske lovgivning blev indført uden EU-indblanding, og på et tidspunkt var der endda tvivl om, hvorvidt den ville stride imod EU’s nye lovgivning. Nu hvor barsel reguleres på EU-plan, er det nemlig EU, der bestemmer, hvad lande må og ikke må. Som beskrevet ovenfor er det ikke nødvendigvis en god ting for ligestillinge.

Endelig er der tale om ét dirketiv. Det må ses i sammenhæng med alt, hvad EU ellers laver og forhindrer os i at lave.

Ligestillingens løftebrud

Selvom EU tit kommer med løfter, der lyder postive for ligestillingen og enkelte direktiver rent faktisk har skubbet lovgivning i en mere feministisk retning, har EU ikke alt i alt fremmet ligestilling i Europa. Romtraktatens feministiske løfter blafrer i vinden efter seks årtier.

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.