Derfor SKAL vi mænd tage os sammen og komme på banen i debatten om den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet i hele Europa.

Set på europæisk plan (EU-medlemslandene) så tjener en kvinde cirka 13 procent mindre i timen end en mand. Dette tal står som et skamfuldt monument over den manglende lighed, vi alle stiltiende accepterer. Alle vi mænd. For tallet har stort set ikke forandret sig det seneste årti og vil tage evigheder at udligne uden ny og markant handling.

Derfor kære med-mænd: Sig fra!

Et kulturelt problem

Det er ikke kun lønnen i sig selv, der udgør et lighedsmæssigt problem. Det er mindst lige så meget de omkringliggende strukturer, som formentlig er skyld i store dele af lønforskellen, som skaber et kønnet og opdelt arbejdsmarked.

Kvinder bliver i højere grad afbrudt af mandlige kollegaer, når de taler. Kvinder laver i høj grad alt det praktiske arbejde på en arbejdsplads, men belønnes sjældent -  hvis overhovedet -  for det. Kvinder forfremmes i langt ringere grad end mænd. Og jeg kunne blive ved.

Det sker samtidigt med at kvinder uddanner sig længere og kommer ud på den anden side med højere karakterer, end vi gør. Alt det her ved de fleste kvinder udmærket. De oplever det dagligt. De kæmper mod det konstant. Men vi mænd har været for sløve til at sætte os ind i det at være kvinde på arbejdsmarkedet. Derfor ser vi ikke ulighederne.

Fakta for forskellene

Vi er ganske enkelt for uoplyste, men det slutter nu. Så her er nogle facts, der er til at føle på.

I Danmark er lønforskellen på 13,9 procent. Altså mere end EU-gennemsnittet. Så vi har bestemt også noget at arbejde på. I Polen er forskellen 4,5 procent. I Rumænien 2,4 procent. Tag lige at føl på den, kammerater.

I modsatte ende har vi lande som Tyskland og Estland med henholdsvis 18,3 procent og 21,1 procent. Det her er altså langt fra et enestående dansk problem. En kultur og et system formet af mænd har, ikke ganske overraskende, formet et arbejdsmarked på globalt plan på en måde, vi simpelthen ikke kan være bekendt.

For ingen er lige, før vi alle er lige.

Ikke forstået i en totalitær kommunistisk forståelse - langt fra. Men ingen er i sandhed frie og lige mennesker, hvis så stor en del af vores befolkning systematisk behandles og betales ringere end andre.

Et så omfattende problem skal tages ved hornene på et europæisk niveau. Og der skal tydeligvis virkelig tages fat. Lønninger i store virksomheder bør offentliggøres med nøgletal som gennemsnitslønnen for henholdsvis mænd og kvinder i virksomheden.

På den måde kan vi som offentlighed, som forbruger og staten som indkøber, tage stilling til hvilke virksomheder vi vil benytte os af.

De der giver en fair løn, eller de der helt uden at blinke fortsætter den tydeligt skævvridende praksis at underbetale og under-belønne kvinder for deres slid. Der bør derudover i en overgangsperiode sættes et maksimum på 60 procent af ét køn i top-virksomheders bestyrelser.

Ikke i lille “Klausen Tømrerbiks”, men i kæmper som Novo Nordisk og LEGO. De har hele verdens næsten 4 milliarder kvinder at vælge imellem. Ingen skal bilde mig ind, at de ikke kan finde en håndfuld, som er kompetente nok til deres bestyrelser. Det kan virke som hårde metoder, men det er nødvendigt med tydelige krav. Der skal ganske enkelt ske en systematisk forandring i den måde, vi anskuer arbejdsmarkedet på. For hvem gavner det egentlig, når kvinder underbetales og ikke forfremmes, som de er berettiget til? I hvert fald ikke dig og mig, kære med-mand. Det gavner kun en kortsigtet grådig arbejdsgiver.

En fælles kamp

Jeg henvender mig derfor til alle jer mænd, der har læst med. Det her er ikke en kamp mellem mænd og kvinder, unge og gamle eller kultur mod kultur.

Det her er en fælles europæisk arbejderkamp for ordentlige arbejdsvilkår og løn for de millioner af kvinder, der knokler og slæber for vores alle sammens velstand og velfærd. Det her er en kamp for at få kvinders løn til at afspejle det reelle arbejde, de udfører. En kamp for at ingen skal ryge bagud grundet noget så simpelt, dog så kontroversielt, som køn.
Kære mand, dette er på ingen måde en kritik af os - det er en påmindelse.

Måske nærmere et opråb. Hvis ikke vi også deltager i debatten, kræver gennemsigtighed og krav til virksomheds-giganter, så ændrer verden sig ikke. Det fortjener de vel lige så meget for som vi gør, ikke sandt?

Kritik fra mænd og kvinder

Dette indlæg vil uden tvivl få kritik. Både af mænd og kvinder.

Mænd, fordi de føler sig angrebet selvom de “jo intet har gjort forkert”. Kære dig, der tænker sådan: Hvis der intet var galt, så havde du heller ikke følt dig ramt.

Nogle kvinder vil kritisere mig, for de mener ikke jeg skal kloge mig på, hvad kvinder oplever og skal udstå. Enkelte kvinder vil endda undskylde deres lavere løn med “forskellige naturlige interesser” og at “kvinder bare skal tage sig sammen og kræve mere”.

Til førstnævnte så vil jeg ikke på nogen måde påstå, at jeg kender til det at være kvinde. Men hvornår i verdenshistorien har en undertrykt befolkningsgruppe fået bedre rettigheder uden opbakning fra andre end dem selv?

Til sidstnævnte kvinde: Tillykke med at du har opnået succes eller fundet lykken. Milliarder af kvinder er blevet afholdt fra netop den succes og lykke grundet deres køn. At du ikke knækkede er ikke ensbetydende med, at mænd og kvinder har samme muligheder eller bliver behandlet ens af samfundet bredt. Derfor skal enkelte kvinders succes ikke skygge for de mange andres problemer. Man kan ikke opgive en kamp, fordi enkelte allerede har vundet deres.

Derfor er det tid til at ALLE stempler ind i den moderne lighedskamp. Ingen har ikke noget i klemme her, for vores samfund smider talent på gulvet og holder kvinder nede ved vores automatiske forfremmelse og belønninger til middelmådige mænd, der vælges frem for kompetente kvinder.

Ligesom det modsatte tilfælde ville være destruktivt - men dog sjældent finder sted. Tankevækkende egentligt … 

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.