Annonce

Disse fire fagforeninger vil tage opgør med branche præget af dårlige arbejdsforhold 

I mange år har computerspilbranchen været kendetegnet ved lav organiseringsgrad og lavere lønninger end den øvrige IT-branche. Det skal et nyt faglige samarbejde nu gå i rette med.
Foto: Netavisen Pio/Midjourney
Billedet er generet med AI i programmet Midjourney
Fagforeningerne PROSA, som organiserer IT-professionelle, DM Akademikerforeningen, HK Privat og FAF Film - og tv-arbejderforeningen går sammen i et nyt samarbejde, der har spilindustrien i fokus.

Håbet er at skabe bedre løn - og arbejdsforhold for landets ansatte, som arbejder med computerspil.

Ny hjemmeside skal indsamle viden  

De fire fagforeninger har torsdag den 8. februar lanceret hjemmesiden, gameworkers.dk, som drives af de fire fagforeninger i samarbejdet.

Formålet er at indsamle viden om rettigheder og forbedre arbejdsvilkårene i spilbranchen.

"Samarbejdet sigter mod at løse de udfordringer, som it-fagfolk står over for i spilsektoren, herunder spørgsmål relateret til arbejdstid, lønninger og fraværet af overtidsbetaling,” udtaler forbundssekretær i PROSA, Mirza Cirkinagic, i en pressemeddelelse.

I sidste ende sigter man efter kollektive aftaler i industrien: 

“Vores fælles mål er at forbedre arbejdsforholdene og professionalisere branchen. I sidste ende ved hjælp af en kollektiv aftale på tværs af spiludviklingsvirksomheder: En kreativ aftale for en kreativ industri,” udtaler Mirza Cirkinagic.

Et stærkere fællesskab

Anders Dalsager, formand for kultur - og medieansatte i DM, håber at hjemmesiden kan være det første spadestik til at skabe stærke fagforeningsfællesskaber:

De ansatte i spiludviklingsindustrien skaber kæmpe kulturel og økonomisk værdi, men de bliver ikke mødt med den støtte, de lønninger og de arbejdsvilkår, de fortjener

"De ansatte i spiludviklingsindustrien skaber kæmpe kulturel og økonomisk værdi, men de bliver ikke mødt med den støtte, de lønninger og de arbejdsvilkår, de fortjener. Derfor igangsætter vi gameworkers.dk: Det skal bane vejen for stærke fagforeningsfællesskaber, faglig udvikling og bedre vilkår for industriens ansatte,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Kim Jung Olsen, formand for HK Privat, mener at samarbejder kan hjælpe til at skabe bedre arbejdsforhold i spilbranchen:

”Ved at samle kræfterne kan vi nå bredere ud og få startet en dialog om fair arbejdsforhold også på denne del af det danske arbejdsmarked. Det glæder vi os til,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Overarbejde uden aftaler

En mini-undersøgelse fra PROSA fra 2019 peger på, at der er god grund til at tage problemer i spilindustrien i alvorligt.

Undersøgelsen viste, at branchen var præget af højre arbejdstider, dårlige lønninger og manglende overtidsbetaling.

20 procent oplyser, at de regelmæssigt arbejder 45 timer om ugen eller mere. 60 procent har ingen aftaler om honorering af overtid.

Kun 4 procent har en klar aftale om at få højere løn i forbindelse med forventet overarbejde, mens yderligere 4 procent af overarbejdet er indregnet i lønnen.

Det fremgår af undersøgelsen, at der ikke nødvendigvis giver højere løn til de ansatte, som har overarbejde indregnet i lønnen.

Undersøgelsen baserer sig på svar fra 71 personer inden for branchen.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet