Hessen ligner sig selv. De flotte bakkede landskaber med de store floder ligner sig selv. Der bliver stadig fremstillet kunsthåndværk i den forfinede Jugend-stil. Opel producerer endnu biler, og der drikkes Äppelwoi – æblevin – som altid. Over Frankfurt am Mains nattehimmel rejser skyskraberne sig og minder om, at vi hér har Europas finansielle centrum.

Kristendemokraterne i CDU og socialdemokraterne i SPD står stadig som de to store konkurrenter. På overfladen er det Tyskland og tysk politik, som man kender det. Men valget på søndag har sin egen sindige dramatik. Alle partier har brug for at kunne fortælle om en sejr – og styrkeprøven mellem CDU og SPD kan skabe ny dramatik i forbundsregeringen i Berlin.

Was ist los mit Hessen?

Hessen var et udstillingsstykke for efterkrigstidens SPD. Fra Forbundsrepublikken Tysklands grundlæggelse i 1949 sad SPD på ministerpræsidentposten de næste 50 år til 1999 – kun afbrudt af en parentes fra 1987 til 1991. Siden har CDU haft ministerpræsidentposten. Hessen er en delstat med ca. seks millioner indbyggere. Delstaten har en en stærk fælles hessisk midttysk identitet, en traditionel industrikultur (eksemplificeret ved Opel-værkerne), en stærk fagbevægelse og en gammel demokratitradition.

På mange måder minder Hessen om et skandinavisk land

På mange måder minder Hessen om et skandinavisk land, og ligesom i Skandinavien var socialdemokraterne stærke og statsbærende i efterkrigstiden. Så hvad gik, set med socialdemokratiske øjne, galt? Den amerikanske journalist og historiker Thomas Frank udgav i 2004 bogen 'What's the Matter with Kansas?', der beskriver, hvordan delstaten Kansas over en kortere årrække forvandlede sig fra en bastion for Demokraterne til en bastion for Republikanerne. Med et lån fra Thomas Frank kan man spørge: ”Was ist los mit Hessen?”

Et folkeparti bliver udfordret

I Tyskland bliver partier betegnet som folkepartier, hvis de opnår mindst 30 procent af stemmerne. Det gjorde før i tiden kun CDU, SPD og det bayerske CSU, men i de senere år har det vist sig svært for de tre partier at leve op til titlen. Mange mindre partier har bidt sig fast, og miljø- og midterpartiet De Grønne har kurs mod folkepartistatus overalt i forbundsrepublikken. Også det nationalkonservative og højrepopulistiske AfD har ved flere valg vist potentiale som folkeparti. Overordnet kan man konkludere, at tysk politik ikke er, som det var før – og at vælgerne enten er vrede eller utaknemmelige.

... da de store planer og reformer i 1970’erne var realiseret, fravalgte vælgerne i stigende grad SPD

I Hessen har det ramt det engang dominerende SPD. SPD i Hessen byggede sin position op med store planer om beskæftigelse og boligbyggeri samt talrige sociale tiltag. Men da de store planer og reformer i 1970’erne var realiseret, fravalgte vælgerne i stigende grad SPD. CDU blev det største parti blandt vælgerne, og fra 1999 kunne SPD ikke samle et flertal. Et forsøg i 2008 mislykkedes, da medlemmer af SPD stemte imod den planlagte koalition, fordi venstrefløjspartiet Die Linke indgik. Die Linke har rødder i DDR's statsbærende parti, SED. Det førte til nyvalg og en ny CDU-ledet regering.

Åbent løb

Efter 19 års regeringsledelse er CDU i Hessen dog også metaltræt. Det hjælper ikke, at CDU på forbundsplan er styrtdykket i popularitet. Det samme er SPD, men faldet i Hessen er dog ikke så stærkt som CDU's ifølge meningsmålingerne. Begge de traditionelle folkepartier ligger pænt over de 20 procent, hvilket efter vælgeropbruddets omstændigheder er tåleligt.

Begge de traditionelle folkepartier ligger pænt over de 20 procent, hvilket efter vælgeropbruddets omstændigheder er tåleligt

De Grønnes himmelflugt nærmer sig de 20 procent og ser ikke ud til at stoppe. Der er bevægelse i vælgerhavet, og det er ikke til at sige, hvordan det endelige valgresultat bliver. Formodentlig vokser både Die Linke, AfD og det liberale FDP markant. Måske kan de liberalkonservative Freie Wähler endda bryde spærregrænsen på 5 procent på baggrund af deres nylige sejr ved valget i Bayern.

Freie Wähler har massivt ført sig frem som det legitime alternativ til AfD, hvis politiske og organisatoriske forbindelser til højreradikale grupperinger gør det uspiseligt for det store flertal af tyske vælgere, uanset hvor meget de kan være enige i partiets enkelte mærkesager. Netop AfD er det eneste parti, der er helt utænkeligt i den kommende hessiske regering.

Det mindst ringe resultat hos de mest slidte spidser

Ministerpræsidenten Volker Bouffier fra CDU og oppositionslederen Thorsten Schäfer-Gümbel (normalt omtalt som ”TSG”) fra SPD har bygget sig op som konkurrenter over de seneste otte år, men deres stort planlagte 2018-opgør har været mat. Opgøret er mest kommet til at handle om, hvem af de slidte spidskandidater der hiver det mindst ringe resultat hjem.

Tanken om, at ingen af de to bliver ny ministerpræsident virker ikke længere urealistisk

Tanken om, at ingen af de to bliver ny ministerpræsident virker ikke længere urealistisk. De grønnes Tarek Al-Wazir er en joker - især med tanke på den voksende tilslutning til partiet. I Berlin bliver der bidt negle. Ønsker man forbundsregeringen det godt (hvad færre og færre også internt i CDU, SPD og CSU gør), er det vigtigt, at valget i Hessen bliver til at leve med for både CDU og SPD. Et stemmemæssigt kollaps vil med sikkerhed føre til nye oprør indenfor partierne og sende rystelser helt til Berlin.

Valgresultatet i Hessen offentliggøres lidt efter klokken 18 på søndag.