Merkels udpegede afløser trækker sig

Annegret Kramp-Karrenbauer, der var udset til at efterfølge Angela Merkel som kansler, trækker sig. CDU skal nu finde en ny afløser for Merkel.

 

Berlin: Den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer, som var udset til at afløse Angela Merkel som det kristen-konservative CDU's kanslerkandidat, har besluttet at hun ikke vil gå efter posten som kansler.

Hun vil træde tilbage som formand for det konservative parti, CDU. Det skriver flere tyske medier.

Dermed kastes tysk politik ud i endnu et opslidende opgør om magten i et af de to store partier, mens alle fortsat venter på, at kansler Angela Merkel, der har siddet på kanslerposten siden 2005, gør alvor af planerne om at trække sig.

Merkels plan kuldsejlet

Annegret Kramp-Karrenbauer, der i de tyske medier blot bliver omtalt med hendes initialer, AKK, blev valgt som formand for CDU efter et meget tæt kampvalg i 2018.

Det var ellers planen, i hvert fald Angela Merkels plan, at Kramp-Karrenbauer, som var en vellidt regeringschef i delstaten Saarland, inden hun blev hentet til Berlin i foråret 2018, skulle være partiets kanslerkandidat ved det næste forbundsdagsvalg, som senest kommer i oktober 2021.

Men efter godt et år på posten som partiformand må Kramp-Karrenbauer nu kaste håndklædet i ringen.

En talsmand for CDU bekræfter oplysningerne om Kramp-Karrenbauer afkald på kansler-kandidaturet.

Formåede ikke at håndhæve disciplinen

Kramp-Karrenbauers afgang kommer efter sidste uges begivenheder i delstaten Thüringen, hvor hun som partiformand ikke formåede at få partifællerne i delstaten til at følge partilinjen.

Den regionale del af CDU trodsede hende ved at støtte en lokal minister-præsident, der blev hjulpet til posten ved hjælp af det indvandringskritiske, højrefløjsparti AfD. Uden autoritet, så kan man ikke være partiformand, konkluderede AKK på et møde i partiets præsidium.

Oven i det, kom en meningsmåling som viste, at et stort flertal af de tyske vælgere ikke synes om valget af AKK som Merkels afløser.

Kun 15 procent af de tyske vælgere betragter forsvarsministeren som det rigtige valg som partileder. 72 procent synes hun er det forkerte valg, mens blot 15 procent bakker hende op.

I den samme meningsmåling blev vælgerne spurgt til hvem de foretrækker som CDU-formand. Her peger 33 procent på Friedrich Merz, den tidligere gruppeformand for partiet, som AKK slog i kampen om at blive formand.

20 procent peger på Armin Laschet, der er ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen og endelig står sundhedsminister Jens Spahn til 18 procent.

Der er endnu ikke taget stilling til om der nu skal vælges en ny kanslerkandidat på CDU's planlagte partikongres til december, eller om man vil speede processen op.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce