Annonce

Efter formandsskifte: Kristendemokraterne kravler over spærregrænsen

Kristendemokraterne er over spærregrænsen for første gang i mere end et årti. Fortsat udsigt til regeringsskifte.
Det er første gang i 14 år at Kristendemokraterne ligger over spærregrænsen på to procent i en meningsmåling som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Ikke siden februar 2005 er det lykkes partiet at komme over grænsen, men i dagens måling ligger det lille parti til at få 2,2 procent af stemmerne og dermed fire mandater i Folketinget.

Og målingen glæder partiets vikarierende formand Isabelle Arendt.

”Det er første gang i 14 år, at Kristendemokraterne har fået så flot en måling, så det er da sindssygt fedt,” hun til Ritzau og fortsætter:

”Når vi har fået en måling over to procent, viser det vælgerne, de andre politikere og journalisterne, at de bliver nødt til at tage os seriøst, fordi det er sandsynligt, at vi bliver valgt.”

Langt fra storhedstiden i 70’erne

I Ritzau Index, som er en samling af målinger, står partiet kun til 1,5 procent af stemmerne.

Bortset fra et kort intermezzo fra 2010-2011, hvor det tidligere konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen, repræsenterede partiet i folketinget, har partiet ikke været over spærregrænsen ved et valg siden folketingsvalget i 2001, hvor partiet, som dengang hed Kristeligt Folkeparti, fik 2,3 procent af stemmerne og fire mandater.

Kristeligt Folkeparti havde sin storhedstid i midten af 70’erne, hvor partiet ved valget i 1975 fik 5,3 procent af stemmerne og hele 9 mandater.

Kristeligt Folkeparti har tidligere været i regering med både de borgerlige og med Socialdemokratiet, men ved dette valg peger partiet på Venstres Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Fortsat rødt flertal

Selv med Kristendemokraterne i Folketinget, viser målingen fra Voxmeter fortsat stort rødt flertal og dermed udsigt til regeringsskifte. Der er således 99 mandater bag Mette Frederiksen og kun 71 bag Lars Løkke Rasmussen. Hertil skal man lægge Strams Kurs' mandater.

Det skyldes især, at regeringens støtteparti Dansk Folkeparti står til at tabe 17 af partiets nuværende 37 mandater og Liberal Alliance står til at tabe 7 ud af partiets 13 mandatet.

Partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen står til at få fem mandater, mens Nye Borgerlige og Pernille Vermund ligger lige under spærregrænsen med 1,8 procent af stemmerne. Heller ikke Partiet Klaus Riskær Petersen står til at kravle over spærregrænsen.

Der er folketingsvalg om bare 16 dage.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet