For to uger siden kunne vi i Politiken læse Leas historie. Efter at have fået sin kandidatgrad fra Københavns Universitet i moderne kultur og kulturformidling, glædede hun sig til at komme ud at arbejde med sit fag. Bruge al den viden, hun har brugt fem lange år universitetet på at tilegne sig.

Hun ikke kommer til at leve af sit fag

Men efter to år med ledighed, løse ansættelser, utallige afslag og endnu flere kaffemøder må hun erkende, at hun ikke kommer til at leve af sit fag. Nu er hun lærervikar og står skuffet og frustreret tilbage.

Guld og grønne skove

Leas historie er ikke noget særligt. Faktisk er den chokerende almindelig: I en tid, hvor virksomhederne skriger på arbejdskraft og mange faglærte fag har en arbejdsløshed på 1-2% er det stadig sådan, at hver tredje af dem, der har læst humaniora er på dagpenge et halvt år efter, de har gjort deres studie færdigt.

Hver femte af de nyuddannede humanister har stadig ikke fundet et arbejde, når den toårige dagpengeperiode er ved at slutte.

Hvorfor fortæller vi de unge, at alting er muligt og de bare skal følge deres hjerte

Så det er faktisk et godt spørgsmål: Hvorfor fortæller vi de unge, at alting er muligt og de bare skal følge deres hjerte, så skal det hele nok gå?  

Hvorfor synes vi at det er okay, at uddannelsesinstitutionerne lokker med guld og grønne skove for at få så mange studerende gennem taxametermaskinen som muligt, hvorefter de efterlader dem på perronen uden nogen som helst garanti for, at deres kompetencer kan give dem et job, når de er færdige?

Højrefløjens evige undskyldning

Det er helt ærligt for let og for arrogant at gøre det, den københavnske Venstre-borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard gjorde i sidste uge: Skyde skylden på den enkelte; påstå at de nyudannede dimittender, der ikke kan få arbejde, bare er dovne og kræsne.

Højrefløjen vil ALTID påstå, at de arbejdsløse bare er dovne og ikke gider at søge jobbene. Det har i 100 år været deres forklaring og undskyldning, når tingene ikke fungerer.

Højrefløjen vil ALTID påstå, at de arbejdsløse bare er dovne og ikke gider at søge jobbene

Virkeligheden er, at en stor del af de akademiske arbejdsmarked – især fra de humanistiske fag – er brolagt med stillinger i løntilskud, projektansættelser og halve løfter om en fast stilling, hvis bare man liiiige arbejder frivilligt nogle måneder.

Vi har ladet et prækariat af akademikere vokse op for øjnene af os uden at protestere, og vi har svigtet en generation, der blev lokket af sirenesangen om den kreative veluddannede klasse og nu hutler sig igennem fra den ene midlertidige deltidsstilling til den næste.

Virkeligheden anno 2019 er, at det for mange nyuddannede akademiker er en frustrerende og håbløs proces at navigere i et jobmarked, som slet ikke har brug for alle de akademikere, der bliver uddannet.

Taxametermaskinerne er de eneste, der vinder

Det er ikke fair over for de unge, at de bliver lokket ind af uddannelsesinstitutionernes velproducerede reklamer, der lover en fantastisk fremtid fyldt med spændende jobs i den kreative klasse. Hvorefter de som nyuddannede vågner op til en virkelighed med uendelige kaffemøder, arbejdsløshed og bristede drømme.

Hvis det var de fleste andre brancher, ville vi kalde det falsk markedsføring.

Som nyuddannede vågner de op til en virkelighed med uendelige kaffemøder, arbejdsløshed og bristede drømme

De eneste der vinder på det, er uddannelsesinstitutionerne, der – takket være den borgerlige universitetsreform i nullerne – skal drives som private virksomheder. Jo flere studerende der kommer igennem deres taxametermaskine, jo bedre er det for bundlinjen.

Så det er ikke så mærkeligt, at nogle universiteter siden universitetsreformen har fordoblet optaget. Tit er det sket ved at oprette nye uddannelser med futuristiske navne. Uddannelser, som de virksomheder der skal gennemgå 250 ansøgninger, ikke har en chance for at gennemskue indholdet af.

Nogle gange er det gået lidt for stærkt til, at kvaliteten af uddannelserne kunne følge med. Så er uddannelsen lukket igen, hvilket selvfølgelig er et kæmpe problem for de studerende, der nåede at tage den. De har investeret hele deres uddannelseskapital i en valuta, der ikke længere findes.

Men når man driver sit universitet som en virksomhed, giver det perfekt mening at skrue produktionen op til det maksimale.

Den dobbelte straf

Vi havde brug for akademikere i går, vi har brug for dem i dag og vi får så sandelig brug for dem i morgen. Det gælder også humanister, som kan løse vigtige opgaver i et samfund, hvor vi tit kommer på overarbejde for at bryde forståelseskoderne.

Men det kan ikke hjælpe noget, at vi uddanner med skyklapper på. For hver akademiker vi uddanner forgæves, kunne vi have uddannet otte (!) faglærte, som vi har skrigende behov for. Eller gjort noget ved de miserable forhold, som talrige besparelser på erhvervsskolerne har efterladt.

Det er for nemt og for billigt bare at gøre det til et individuelt problem

Derfor bliver vi nødt til at tage diskussionen om de akademiske uddannelser, selv om den er svær og værdiladet. For der er noget helt galt med prioriteringen, som ikke gavner nogen. Heller ikke de studerende.

Og vi skal – modsat højrefløjen – insistere benhårdt på at, at problemet ikke er den enkelte arbejdsløse akademiker. Det er for nemt og for billigt bare at gøre det til et individuelt problem.

For vi kan simpelthen ikke være bekendt først at lokke de unge til at tage en uddannelse, som der ikke er arbejde til hvorefter vi påstår, at de bare er dovne.