Er Trump vore dages Nixon, der vil udradere Demokraterne?

Anmeldelse: 'Boys on the Bus' fra 1973 er mere relevant end nogensinde, som beskrivelse af en voksende gruppe af helt almindelige amerikanere, der har fået nok
Timothy Crouses bog om præsidentvalget i USA i 1972 er en klassiker, der stadig er relevant hvis man skal forstå mediernes rolle som alt andet end neutrale iagttagere og det traume, der stadig hjemsøger det demokratiske parti.

Der er bøger, der huskes længe efter den valgkamp, de handlede om

Der er kampagnebøger, og så er der kampagnebøger. Der er bøger, der huskes længe efter den valgkamp, de handlede om.

Sådan en bog er Rolling Stone-journalisten Timothy Crouses bog ”Boys on the Bus”, som handler om præsidentvalgkampen i 1972. En lang valgkamp, der endte med at blive Richard Nixon mod McGovern; mørkemanden og anti-elite-politikeren Nixon mod den idealistiske George McGovern.

Anti-elitære Nixon versus idealistiske McGovern

Nixon udraderede McGovern ved et valg, der trækker tråde til nutiden. For er Bernie Sanders ikke nutidens McGovern? Og vil han ikke blive udraderet af Trump, vore dages Nixon, hvis det skulle komme dertil? Det er præcis det scenarie, mange demokrater frygter her i 2020.

Er Bernie Sanders ikke nutidens McGovern? Og vil han ikke blive udraderet af Trump, vore dages Nixon?

1972-valget blev afholdt i en tid præget af tumult. Med unge, der demonstrerede mod de ældre generationer, med et kapitalistisk system der var under pres og med en skare af etablerede politikere, der ikke helt forstod, hvad der var på færde.

Men også med en voksende gruppe af helt almindelige amerikanere, der havde fået nok. Nok af al uroen; nok af alle demonstrationerne og nok af alle de kritiske røster om vores måde at indrette verden på. Dét så Nixon klarere end stort set alle andre med sin appel til den jævne amerikaner og sin foragt for eliterne.

USA blev ikke det samme under Nixon, som det ville have været under McGovern. McGovern ville ikke have fortsat Vietnamkrigen og ville også have reageret anderledes på den økonomiske krise i oliekrisens kølvand.

Det er alt sammen spekulationer. For fra januar 1969 til januar 1993 havde USA kun fire år med en demokratisk præsident, og idealisten McGovern er i det demokratiske parti en stor del af den nederlagsfortælling.

Da journalisterne holdt op med at være neutrale iagttagere

”Boys on the Bus” er ikke kun fortællingen om en valgkamp for snart fem årtier siden og de kandidater, der kæmpede om at indtage verdens mest magtfulde embede.

Bogen er også en af de første beskrivelser af journalisterne som aktiv medskaber af den politiske fortælling. Efter ”Boys on the Bus” var det ikke længere muligt at opfatte de medrejsende journalister som udenforstående iagttagere, der på læsernes, lytternes og seernes vegne rapporterede neutralt fra valgkampen.

Der opstår en symbiose, der præger tænkningen og flytter fokus fra det, der optager den normale amerikaner

Selvfølgelig ikke, kan vi se i dag. Når den samme lille gruppe af journalister rejser sammen med politikeren, over flere måneder, utallige stater og flere hundrede tusinde kilometer, er det en illusion at tro, at de ikke bliver indfanget af en særlig indforstået kampagnelogik. Der opstår en symbiose, der præger tænkningen og flytter fokus fra det, der optager den normale amerikaner.

I dag er det selvfølgeligt, men dengang var det nyt at vende blikket den anden vej. Ikke kun beskrive præsidentkandidaten og de evigt gentagne fraser, der bliver sagt på hvert eneste valgmøde, men også at betragte og beskrive den skare af journalister, der i månedsvis rejser med rundt. Og til sidst er så indforståede, at selv små afgivelser fra manuskriptet og små udsving i meningsmålingerne beskrives som dramaer af afgørende national betydning.

I de gode, gamle dage

Når man læser ”Boys on the Bus” virker journalisternes liv uglamourøst og kedeligt. Dårlige hoteller, time efter time, dag efter dag i busser, fly og busser igen. Historier, der bliver skrevet på rejseskrivemaskiner overalt, hvor det er muligt. En enorm mangel på søvn og en uendelig mængde dårlig fastfood, øl og sprut.

En enorm mangel på søvn og en uendelig mængde dårlig fastfood, øl og sprut

Alligevel bliver tiden dengang i 1970’ernes set som journalistikkens guldalder. Medierne tjente stadig penge, så der var råd til ordentlig journalistik. Aviserne udkom kun én gang om dagen, så deadline var deadline – hvorefter der var tid til at mødes og reflektere.

Og selv om kandidaterne prøvede at kontrollere valgkampen, var tingene slet ikke så hårdt og professionelt koreograferet, som en amerikansk valgkamp er i dag. Hvor selv de spontane snakke over en øl med en kampagnemedarbejder en sen aften viser sig at være planlagt spin.

En klassiker

Når dygtige journalister som Katy Tur og Matt Taibbi skriver bøger om nutidens kampagner, nævner de ”Boys on the Bus” som forbillede. Sammen med den anden Rolling Stones-journalist Hunter S. Thompson skabte Timothy Crouse en ny type journalistik, der gør op med idealet om neutralitet.

Det er det der gør, at ”Boys on the Bus” er værd at læse selv i dag, 50 år efter den valgkamp den omhandler. Som en fortælling om det politiske spil set indefra og som en påmindelse om, at gode journalister husker at dreje blikket, så de ikke kigger samme vej som alle de andre.

En påmindelse om, at gode journalister husker at dreje blikket, så de ikke kigger samme vej som alle de andre

Timothy Crouse: Boys on the Bus. Udgivet på Random House i 1973 og genudgivet mange gange siden.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Kommentarer fra Facebook