Fagbevægelsen må følge med tiden: Solidaritet sælger ikke længere

Fagbevægelsen

Fagbevægelsen må følge med tiden: Solidaritet sælger ikke længere

Ærligt talt, så koster det en del at holde de tunge organisationer kørende, og det er måske ikke alle grene af dem, der er lige nødvendige. Det skriver formand for HK Sydjylland.

Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Solidaritet er ikke længere en vare, der for alvor sælger.

Det kan være svært at acceptere, når man er fagforeningsmenneske af min årgang. For os har solidariteten altid været kernen i den faglige kamp.

Men vi bliver nødt til at acceptere det, hvis vi vil redde den danske model og alt det gode, den bringer med sig.

I dag handler det først og fremmest om, hvad man med en engelsksproget frase kan kalde: ”What’s in it for me?”

Det handler om, hvad medlemmet helt personligt får ud af sit medlemskab. Om bundlinjen.

Kan man samtidig være solidarisk med andre, er det selvfølgelig et plus, men det er sjældent det vigtigste, når folk vælger fagforening.

Det er også godt, at vi for længst har fået ryddet op i det pamperi, der har været i fagbevægelsen

Derfor bliver vi i den overenskomstbærende fagbevægelse nødt til i langt højere grad at kunne anskueliggøre, hvad lønmodtagerne får ud af at være medlemmer hos os og hvorfor, det kan betale sig.

Uden nogen form for efterklang af ”Når jeg ser et rødt flag smælde” i baggrunden.

Fået ryddet op i pamperi

At stort set alle overenskomstbærende fagforeninger i dag er politisk uafhængige, var et vigtigt skridt.

Vi skal være nøjagtigt lige så relevante for den lønmodtager, der stemmer på Liberal Alliance, som for den, der stemmer på SF.

Det er også godt, at vi for længst har fået ryddet op i det pamperi, der har været i fagbevægelsen.

Sultens slavehær har for længst marcheret for sidste gang her til lands

Næste skridt bliver at forenkle vores organisationer til noget, der giver mening for medlemmerne, og måske endda kan sikre et lavere kontingent.

For ærligt talt, så koster det en del at holde de tunge organisationer kørende, og det er måske ikke alle grene af dem, der er lige nødvendige.

Vi skal følge med tiden, og vi har ikke uendelig tid til at omstille os.

Medlemstallene i de overenskomstbærende fagforeninger daler, og en svækket fagbevægelse er en stor trussel mod lønmodtagernes rettigheder, løn- og arbejdsforhold.

Lad os skynde os at komme ind i fremtiden sammen. Sultens slavehær har for længst marcheret for sidste gang her til lands.

Vi må tilpasse os tiden og medlemmernes behov.

Ole Kjær

Formand for HK Sydjylland og medlem af HK’s hovedbestyrelse

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Evaluering af S-valgresultat i København

Manden, der har lagt navn til tidlig pension