Udtrykket er ofte brugt ekskluderende – som en afgrænsning i forhold til dem, der ikke var ”dannede” – som ikke have fået lært eller tilegnet sig ”dannelse”.

Som ”de gamle riges” afgrænsning i forhold til ”de nyrige”, opkomlingen, mønsterbryderen, den selvlærte. Som en klassemarkør.

Det gode spørgsmål er om arbejderbevægelsen i dag har et ”dannelsesideal”? 

En gang hed det ”Gør din pligt – kræv din ret”. Gør din pligt i forhold til din arbejdsgiver – dit arbejde skal være propert – og kræv så din ret – din betaling.

Gør din pligt overfor fællesskabet og kollegerne. Betal dit kontingent, og mød op når klassesolidariteten kræver det.

Nogen vil nok hævde, at arbejderbevægelsen midt i det 20. århundrede skabte de organisatoriske rammer for en sådan dannelse: Fagforeningen, partiet, bogkredsen på arbejdspladsen, Arte, Folkeferie, brugsforeningen, DAI og børnene i DUI.

Sådan er der stadig mange, der har det. Men man kan ikke hævde, at det er et fælles dannelsesideal, som er styrende i forhold til vores uddannelsespolitik.

Sidst nogen forsøgte sig, var da Metals daværende formand Georg Poulsen en gang i 70’erne prøvede at formulere et sådant ideal. Det er der vist ikke mange, der har hørt om siden!

Hvad skal al den uddannelse føre til?

Uddannelse fylder i dag rigtigt meget i fagbevægelsens daglige politiske arbejde: 

Elev- og lærepladser til alle, livslang uddannelse, selvvalgt uddannelse, aftalt uddannelse, AUB-bidrag, 110 procent dagpenge til voksne under uddannelse, SU som legat frem for lån.

Alt sammen vigtige uddannelsespolitiske emner.

Men mangler vi ikke at diskutere, hvad al den uddannelse skal føre frem til? 

Kan vi opstille et ideal for den ”dannede” arbejder/lønmodtager/funktionær i det 21. århundrede?

Ja, vi skal beherske nye værktøjer og teknologier. Livslang uddannelse er den bedste måde at sikre sin beskæftigelse. Yes, we know! 

Men handler det kun om vores arbejde i snæver forstand? Hvad er det for mennesker, der skal komme ud af det alt sammen? Hvad slags liv skal vores politiske arbejde muliggøre? 

Kan vi opstille et ideal for den ”dannede” arbejder/lønmodtager/funktionær i det 21. århundrede? 

Ikke forstået som en liste, hvor vi kan krydse af om sidemanden lever op til idealerne. Men som ”taktiske mål” eller pejlemærker vi skal indrette vores politik og praksis på.

Jeg forsøger:

1. Hun er dygtig, kan sit fag og afleverer altid et ”propert stykke arbejde”. Hun holder sin faglighed ved lige og efter- og videreuddanner sig løbende gennem livet.

2. Hun er en god kollega og bidrager i det daglige til det gode kollegaskab. Hun sørger for at fødselsdage og den slags bliver markeret og er obs på, når nogle blandt kollegerne ”skranter”.

3. Hun værner om sin fri tid. Hun blander ikke arbejde og fritid og lægger altid arbejdstelefonen væk efter fyraften – medmindre hun har en specifik aftale med chefen omkring en særlig opgave.

4. Hun følger med i politik - specielt op til valgene - og stemmer altid.
Hun er medlem af fagforeningen, møder op når tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanten kalder. Hun påtager sig en gang eller to i løbet af sit arbejdsliv et tillidshverv på arbejdspladsen, i fagforeningen - eller måske i lejerforeningen, i bolig- eller grundejerforeningen eller skolebestyrelsen.

5. Hun følger børnenes liv i institution og skole og er optaget af at opdrage dem med de samme idealer, som hun selv prøver at leve efter.

6. Hun passer godt på sit helbred og er bevidst om, hvad hun indtager.

7. Hun dyrker organiseret idræt og hjælper til i børnenes idrætsforening som træner, kører måske en gang imellem børnene til stævner og turneringer eller vasker en gang imellem børnenes holds trøjer.

8. Hun behersker et fremmedsprog i en grad, så hun kan klare sig på ferie i det pågældende land, se en film uden undertekster og måske læse en avis eller bog på det pågældende sprog.

9. Hun læser, går i biografen, til koncerter, i teateret eller på museer en gang i mellem. Hun behersker et musikinstrument eller forsøger sig måske selv en gang imellem med akvarel eller lignende.

10. Hun kan lide og sætter en ære i at bidrage i familien, blandt venner og kollegaer og i boligområdet. Hun tager mod ros og påskønnelse, men synes som regel at belønningen ligger i det at bidrage.