Annonce

Fem ting regeringen har glemt i deres LGBTQI+-udspil

Regeringen har i dag præsenteret 10 nye initiativer til styrkelse af rettigheder og muligheder for LGBTQI+-personer
Som LGBTQI+-person er jeg glad for, at regeringen med deres nye initiativer vil gøre det nemmere at have en anden kønsidentitet eller seksualitet end det at være ciskønnet heteroseksuel.

Jeg har flere gange oplevet diskrimination på baggrund af min seksualitet, ligesom jeg kender mange andre, der er blevet diskrimineret på grund af deres køn eller seksualitet.

Regeringen vil blandt andet gøre det muligt for mig at anmelde sager til Ligebehandlingsnævnet, hvor jeg er blevet diskrimineret udenfor arbejdsmarkedet.

Det glæder mig, at regeringen vil gøre det nemmere for mig at leve mit liv, som jeg ønsker at leve det.

Selvom jeg på den ene side er glad for, at regeringen med deres 10 nye initiativer anerkender, at der skal gøres mere for LGBTQI+-personer i Danmark, synes jeg på den anden side ikke, at regeringen gør nok for at sikre, at vi kan leve uden diskrimination i samfundet.

Hvad er LGBTQI+?

LGQBTI er en international betegnelse, der dækker over lesbiske, bøsser (gay), biseksuelle, trans- og interkønnede samt queerpersoner.

Når man skriver + efter bogstaverne, er det fordi betegnelsen rummer mange flere, end det er muligt at nævne.

LGBTQI+ bruges her om den store mangfoldighed af personer med en anden seksuel orientering eller kønsidentitet end det, at være ciskønnet heteroseksuel.

Ciskønnet heteroseksuel er betegnelsen for dem, som identificerer sig som det køn de er blevet tildelt ved fødslen, og som er seksuelt tiltrukket af det modsatte køn.

Der er mange ting, man kan gøre bedre på LGBTQI+-området, og jeg sætter her fokus på fem af de vigtigste problematikker, som regeringen ikke adresserer i deres udspil.

1. Bedre uddannelse til politiets betjente

Næste år er København vært for Copenhagen 2021, der er den første samlede afholdelse af World Pride og Euro Games. København er og var et oplagt valg til at være vært for så vigtigt et event.

København er nemlig blevet kåret til den mest LGBTQI+-venlige by af Lonely Planet. Desværre oplever mange, der udsættes for hadforbrydelser, at de politibetjente, som de anmelder til, ikke er uddannet ordentligt til at tage sig af anmeldelsen.

Desværre oplever mange, der udsættes for hadforbrydelser, at de politibetjente, som de anmelder til, ikke er uddannet ordentligt til at tage sig af anmeldelsen

Jeg har en ven, der blev spurgt, om han var sikker på, at han ville anmelde en hadforbrydelse, hvor en anden havde taget kvælertag på ham. Så slemt var det jo ikke, lød det fra betjenten.

Det er ikke i orden.

Vi bliver nødt til at uddanne politiets betjente, så LGBTQI+-personer føler sig trygge ved at anmelde hadforbrydelser.

2. Pligt til at vie myndige personer

I 2012 blev vielser af par af samme køn lovliggjort, men det er stadig op til hver enkelt person med viemyndighed, hvorvidt de kun ønsker at vie en mand og en kvinde. Det er simpelthen ikke godt nok.

Vi skal sørge for, at alle med viemyndighed har pligt til at vie to myndige personer, der ønsker at blive gift - uanset køn eller seksualitet. Ønsker personen med viemyndighed ikke at leve op til dette, så skal de fratages deres viemyndighed.

Ønsker personen med viemyndighed ikke at leve op til dette, så skal de fratages deres viemyndighed

3. Sikre alle mulighed for ægdonation og befrugtning

For mange LGBTQI+-personer, og sågar også for heteroseksulle, ciskønnede mennesker, kan det være svært at få børn. Desværre er det sådan, at når man som person med livmoder fylder 46 år, ja så er det ulovligt at få doneret æg.

Vi skal tillade, at personer, der ønsker ægdonation uanset alder, har mulighed for at blive befrugtet.

Vi skal tillade, at personer, der ønsker ægdonation uanset alder, har mulighed for at blive befrugtet

Det er ikke alene kun godt for den enkelte, der forhåbentlig får det barn, de ønsker, men det er også godt for samfundet, at der bliver født flere børn.

4. Omvendelsesterapi skal være forbudt

Regeringen nævner intet i deres udspil om omvendelsesterapi. Omvendelsesterapi er, når personer, som ikke er heteroseksuelle og ciskønnede, modtager ”terapi” for at blive netop dette. Det er forkasteligt, for man skal ikke ændre på, hvem man er.

Jeg har på egen krop oplevet, hvad det gør, når man får at vide, at ens seksualitet kan korrigeres gennem terapi. Man bliver i tvivl om sig selv, og det medfører en skam, som kan følge en i mange år.

Jeg har på egen krop oplevet, hvad det gør, når man får at vide, at ens seksualitet kan korrigeres gennem terapi

Derfor skal der være forbud mod at opfordre til omvendelsesterapi og at udføre omvendelsesterapi, ligesom det skal være ulovligt at opfordre personer til at tage til udlandet for at modtage omvendelsesterapi.

5. Forbud mod kosmetiske indgreb på børn

Når interkønnede fødes i dagens Danmark udføres der ofte irreversible, kosmetiske indgreb for at barnet passer bedre ind i det binære kønssystem.

Vi skal forbyde, at der laves kosmetiske indgreb på børn, alene fordi vi nemmere vil kunne ”kønne” dem som mænd og kvinder. Vi skal i stedet lade barnet forme sin egen identitet og selv træffe valg, når de er gamle nok.

Vi skal i stedet lade barnet forme sin egen identitet og selv træffe valg, når de er gamle nok

Lad mig slutte af med at gentage, at der er mange ting, man kan gøre bedre på LGBTQI+-området. Dette er bare fem af de forslag.

Martin Meldgaard (han/ham) er medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og er homoseksuel, ciskønnet mand.


Flere artikler om emnet