Forældrene flygtede fra nazisterne - Nu har Max selv pakket sin kuffert

Omskæringsdebatten har gjort ondt på de danske jøder. For fagforeningsmanden Max Meyer er det en påmindelse om altid at have kufferten klar.
Foto: Netavisen Pio/Niels Jespersen
Forhenværende formand for Blik & Rør, Max Meyer.
”Jeg har hele mit liv levet beskedent, jeg har levet på en sådan måde, at jeg har kunne pakke min kuffert og tage af sted.”

Som han sidder i sin stue, ligner Max en almindelig dansk pensionist. Måske bortset fra davidsstjernen om halsen, der altid hænger der. Han insisterer på at bære den uden på tøjet.

Medmindre han lige skal hen og købe en kebab.

Men tilbage til kufferten.

Den vandrende jøde

Der er et billede i jødisk historie, der går igen: Kufferten, der altid står klar til at blive pakket til flugten. Siden flugten fra Egypten har billedet af den vandrende jøde været et billede, der går igen i debatten om jødernes vilkår.

For nogen er den symbolsk. Et billede på en svunden tid. En forfølgelse, der fandt sted. En frygt, der var berettiget. For jøder behøver da aldrig forlade vores land, Danmark, igen. Vel?

Max Meyer, tidligere formand for Blik & Rør, er formand for Dansk Zionistforbund - og i øvrigt også formand for Netavisen Pio’s bestyrelse, er ikke så sikker:

”Da debatten om omskæring blev taget op igen blev mine kufferter taget ned, og jeg var klar til at tage af sted. Jeg kan ikke leve i et land, hvor jeg bliver gjort kriminel blot for at overholde min religion. Det var faktisk, det man ville.”

"Da debatten om omskæring blev taget op blev mine kufferter taget ned"

Børnemishandlerne

Debatten, som Max refererer til, handler selvfølgelig om omskæring af drengebørn. En af de mest betændte og ophidsede debatter i nyere tid, der ramte det jødiske samfund i Danmark som en hammer.

Det er ikke så meget den debat, vi skal tale om i dag, i Max’ to-værelses lejlighed på Østerbro. Men hvad var det for en urfrygt, der blev vakt da ukvemsord fløj om jødernes omskæringspraksis? Ord som børnemishandlere, pædofile, barbariske. Hvorfor er det jødiske samfund i Danmark så hurtig til at snakke om antisemitismens historie?

For at forstå det, må man først forstå, hvad det betyder at være jøde i dag i Danmark.

Barn af en tysk og en polsk jøde

”Jeg snakker tit med jøder, eller folk der ikke identificerer sig som jøder, men har en jødisk far, men når du går tæt på dem, så går det igen: De lever alle sammen med en form for angst. En utryghed, der siger, okay, vi er ikke som alle andre.

Ikke fordi vi ikke vil være det. Men fordi nogen andre kan komme og sige, at vi ikke er det. Under 2. verdenskrig var der folk, der ikke anede de var jøder, der fik stemplet på sig. Det var jo ikke jøderne selv, der tog stemplet på sig.”

Jøderne er ellers et mindretal, der normalt ikke gør meget væsen af sig, men hvis skæbne og liv i Danmark alligevel vækker følelser i folk. Et mindretal, som nogen ikke mener bør være i landet.

En debat, der berører danskere som Max, for Max er anderledes fordi han er jøde. Udsat.

En rod fra Nørrebro

Det kan man dog ikke lige se på ham, som han sidder der trygt i lænestolen. Mest af alt ligner han alt det andet, han også er: En rod fra Nørrebro, der har slået sine folder i fagbevægelsen, og Socialdemokratiet det meste af sit voksne liv.

Anderledesheden oplevede han for første gang, da han indså, at der var ord, han ikke kendte. Ord som farmor. Tante. Fætter. De ord havde han aldrig mødt. De var væk. Det var der det gik op for ham, at han havde specielle forældre.

En rod fra Nørrebro, der har slået sine folder i fagbevægelsen, og Socialdemokratiet det meste af sit voksne liv

”Jeg husker at have en mor, der skreg op om natten, en mor der havde mareridt. Og for mig var det normalt. En far, der var ked af det og en mor, der skriger. Sådan skal forældre være, jeg har aldrig kendt andet.”  

Tavsheden om familien var øredøvende

Max er barn af en tysk og en polsk jøde. Og her opsummeres næsten, hvad han ved om sin familie. Som mange andre jødiske børn har han set krigens traumer på sine forældres ansigt. Men tavsheden omkring, hvad der egentlig skete var øredøvende.

”Jeg havde en far, der var konstant deprimeret, jeg har aldrig set min far glad. Og det fandt jeg hurtig ud af, hvorfor. Han havde konstant dårlig samvittighed over, at han havde forladt hele sin familie. De omkom alle sammen i 2. verdenskrig i nazisternes udrydningslejre. Min far havde et hårdt, kort og ulykkeligt liv.”

Max Meyers mors familie blev dræbt i Hitlers gaskamre: 

“Min mor var polsk jøde blandt bønder ude på landet. Da Hitler kom til Polen, blev de samlet i ghettoer, før de endte i koncentrationslejrene. Da jeg blev ældre forstod jeg, hvorfor hun skreg. Hun så hele sin familie gå direkte over til gaskamrene. Hun overlever, men hun har mistet alt.”

"Min far havde et hårdt, kort og ulykkeligt liv."

Bærer den jødiske historie med sig

Den arv har sat sig i Max som i mange andre jøder. Som davidsstjernen, der dingler udenfor skjorten, når han rejser sig fra sin stol for at hente lidt vand til samtalen, bærer han den jødiske historie med sig overalt. Og med historien kommer også forsynet og drømmen om et hjemland, hvor man én gang for alle kan være sikker:

”Da jeg voksede op vidste jeg ikke, hvad Israel var. Men der er ingen tvivl om, at jeg var zionist (Tilhænger af et jødisk hjemland, red.) på grund af, hvad der var sket med mine forældre.

Og jeg forstod omkring Israel, at hvis jeg skal kunne leve som fri jøde, i Danmark eller resten af verden, så er det vigtigste, at man kan passe på sig selv. Jeg kan ikke forvente, at Danmark vil stå der 100 procent altid for mig.” 

Max elsker Danmark, men...

“Det betød, at jeg var brændende zionist i barndommen uden at kende Israel. Jeg elsker Danmark, der er ikke andre lande jeg kunne tænke mig at bo i. Men jeg ved ikke om Danmark vil have mig i morgen, om de vil have mine børn eller børnebørn i morgen.“

Max fortsætter:

“Men jeg ved, at Israel vil være der for mig. Det er ikke sikkert, at jeg får et nemmere liv, men der får jeg et frit liv, et liv, hvor jeg kan være jøde på lige fod med de andre. Og det er forskellen. For med alle de problemer der er, så er jeg der på lige fod. Der er min tro ikke et problem.”
Max Meyer frygter, at jødehadet vil vokse i Danmark:

“Og det er det jeg frygter i Danmark, som jeg også ser i andre dele af verden. Der kommer mere og mere jødehad. Der kan komme nogen i morgen og bestemme, at jøderne, dem behøver vi ikke have her i Danmark. Før min generation, har der været jødehad konstant og overalt. Jeg har været en heldig generation, men jeg er ikke i tvivl om, at hadet fortsætter.”

"Jeg har været en heldig generation, men jeg er ikke i tvivl om, at hadet fortsætter."

Svært at forklare angsten

For mange kan det måske godt virke absurd: At sikre Danmark af alle steder, at jøder skulle fordrives eller lægges for had. For de fleste danskere handler omskæringsdebatten slet ikke om religion, men om at sætte barnets tarv først. Desuden er det oftest muslimer, der i Danmark omskærer drengebørn.

Men omskæringsdebatten kommer samtidig med, at antisemitismen generelt er på fremmarch ikke bare i Europa, men også i Danmark. Jøder er blevet myrdet i Frankrig, Belgien og Danmark og den tyske by Halle angreb en højreekstremist sidste år den lokale synagoge og dræbte to tilfældige tyskere.

"Der var jødiske butikker i Danmark, der blev ødelagt, så vi har ikke altid været hellige her.”

Samme år vandaliserede danske nazister jødiske grave i Randers. For nyligt blev der hængt antisemitiske plakater op i København. Læg dertil rabiate islamister og unge arabiske rødder, der tager Israel-Palæstina konflikten med sig til Danmark.

”Det er jo også svært at forklare det. Angsten. Folk spørger, hvem har dog generet dig? For mig har det været mine forældres historie, men også alt det jeg har læst siden. Ikke kun 2. verdenskrig, men siden Herodes tid, i Rusland, i Spanien, i Polen, i Holland. I Danmark havde vi jødefejde, så det er jo ikke fordi Danmark er gået fri. Der var jødiske butikker i Danmark, der blev ødelagt, så vi har ikke altid været hellige her.”

“Han må da have været sindssyg ond”

Forstår godt omskæring virker brutalt

Max forstår godt, hvis omskæring af jødiske drengebørn kan virke brutalt:

“Den omskæringsdebat der kører nu, jeg kan godt forstå, at det virker brutalt. Det virker unødvendigt, det forstår jeg godt. Men debatten har intet at gøre med det. Min far var omskåret, han lod mig omskære. Han ville da være sindssyg ond, hvis han skulle have haft alle de her problemer med sexlivet og alligevel lod mig omskære. Min søn er omskåret, så må jeg vel være ond? Min søn har gjort det samme ved hans søn, han må da så have været sindssyg ond.” 

“Og det er jo det man siger om jøderne. Vi må være de mest sindssyge mennesker i verden, når vi ved, hvor store problemer det efter sigende skulle skabe og alligevel gør vores børn ondt. Er vi alle sammen onde? Eller ønsker vi bare et andet liv.”

Danmark er danske jøders hjem. Det er en drøm, der for nogle er bristet eller i hvert fald falmet. I sidste ende er det en drøm, der er ikke-jøder forundt. For nu er billetterne til Israel ikke købt, men kufferten, den står klar hjemme i Max’ lejlighed på Østerbro.
 

Lea Friedberg er projektleder, S-kandidat til Borgerrepræsentationen og skribent


placeholder

Kommentarer

Det er en sørgelig udvikling. Men desværre har vi allerede set hvordan det foregår i Malmø, og den udvikling kommer vel over til os også, hvis vi ikke gør noget.

Tak for en medrivende historie. I Socialmekratiet lød parolen for år tilbage: plads til os alle. Lad håbe, at den parole genoplives og tydeliggøres - specielt overfor alle de, som mener at nogen mennesker ikke har ret til at være her, da de vil tage en del af vores såkaldte velfærd fra os...
Højrefløjen er på march overalt i Europa. De ekstreme udfolder sig, fordi vi andre vender det blinde øje til.
En klog mand sagde engang noget i retning af: Jeg forbeholder mig retten til at lytte til min modstander - og måske tag ved lære af synspunktet. I min optik er der nemt at skille fårene fra bukkede. Et røvhul er et røvhul og skal behandles som sådan - uanset herkomst. Hovedparten af alle er faktisk ordentlige mennesker. Medierne bærer deres del af ansvaret som formidlere af synspunkter/holdninger som taler direkte ned i den laveste menneskelige fællesnævner. Pinligt i et samfund, hvor vi bruger år på at uddanne og lære børn/unge, hvordan et samfund hænger sammen, sprogligt, fysisk og mentalt. Tak for din historie, Max.

Dette er danskernes hjemland. Vi er også et folke ikke bare en nation. Jeg forstår at Max også er tilhænger af sit folkes hjemland. Et land der opstod og fortsat er afhængig af støtten udefra. Her i vores Danmark hersker vores kultur. En levende kultur der er under konstant forandring - f.eks.
omskæringsforbud. Men med 250000 katolikker og 350000 muslimer i Danmark er vores ret til hjemland i fare. Så hvis man ønsker at være medborger i vores hjemland skal der tilpasning til nutids dansk kultur og normer. I øvrige er adskillelse betingelse for alt forfølgelse/diskrimination uanset om andre eller ens egen grupper skaber denne onde adskillelsen.

Danmark er en del af den europæiske kultur og en blanding af folkeslag fra Polen til Spanien, England og Skandinavien.Herunder i 1700 år de europæiske jøder som har bidraget mere end de fik.Meget mere.Jøderne er en del af Europa. Muslimerne i stærkt begrænset omfang- og uden at bidrage til en kulturforbedring, i modsætning til jøderne som kun har bidraget positivt til Danmarks og Europas kultur og oplysning.

Ja Trokmar, alt det du skriver, er rigtigt, bortset fra Muslimerne også har bedraget positivt til specielt øst europæisk kultur. Men det var ikke min pointe. Jeg mener at danskerne er et levende folk lige som jer og har ret til et geografisk område hvor deres kultur hersker, deres sprog bliver talt, deres religion bliver dyrket (folkekirken) og deres politiske normer styrer samfundet. Altså nu omskæringsforbud. Hvis Israel må bestå, så må Danmark også få lov til at væres ET folks hjemland. Danmark er ikke bare en nation.
Jeg mener også at det styrker vores folk at optage andre mennesker i vores fællesskab og at blive påvirket af kulturer fra hele verden.

Danske jøder er ligeså danske, som ikke jøder. Jøderne har været en del af vort danske samfund i 400 år. Min egen ikke jødiske familie kan kun prale af de sidste 100 år. Præcis det samme gør sig gældende for katolikker, der er en del af vort samfund siden Luther. Flere muslimer er idag blevet en del af vort samfund, og bør skærmes fra generaliseringer. Derfor er det ærgerligt at konstatere, at et altfor stort antal går imod idealerne i vort danske samfund, til skade for os og til skade for deres 'brødre og søstre'. Men det er en helt anden debat.

Mit indlæg var henvendt til Thymark.

Hvis en religion ikke skal udvikle sig til en hæmsko, så må den følge bare lidt med tiden. At jøderne kalder omskæring for en del af deres religion, lyder mærkeligt. Det er nærmere en et tegn på tilhørsforhold til jødedommen, og så kan de jo lige så godt lave en tatovering. Men udover det, så skal både jøder og muslimer skamme sig, at de ikke er tilfredse med det som Gud har skabt.

Der er ingen tvivl om, at antisemitismen er i fremmarch også i Danmark, men det skyldes altså negativ påvirkning fra udlandet primært via internettet og de sociale medier. Det har ikke noget med omskæringsdebatten at gøre, og omskæringsdebatten bunder heller ikke i jødehad i noget nævneværdigt omfang. Af samme grunde kan jeg også kun ærgre mig over, at de ting altid skal blandes sammen, når det nu ingen steder hører hjemme.

Kære Max,

Danskerne er holdt op med at holde slaver. Vi har indført demokrati. Vi har givet kvinderne stemmeret. Vi er holdt op med at misbruge børn seksuelt. Vi er holdt op med at slå børn. Vi er holdt op med at skære i raske pigers kønsorganer. Vores forfædre har gjort alle disse ting, men ingen af disse lovbestemte fremskridt har gjort vores forældre eller bedsteforældre kriminelle! Udviklingen har bare gjort Danmark til et bedre sted for børn og dermed for alle, for vi starter alle livet som børn.

Og nu holder vi snart op med at skære i raske drenges kønsorganer! Det gør heller ingen til kriminelle. Men det kræver, at nogle forældede omskæringsritualer ændres eller afvikles.

Udviklingen er udtryk for, at danskerne har et omsorgsfuldt fællesskab, der i stadig højere grad værner om den enkeltes menneskerettigheder. Du er velkommen til at være med i dette fællesskab og udvikle dig sammen med os. Jo mere vi drager omsorg for de svageste – især børnene – og beskytter dem imod alle former for overgreb, jo mere naturligt vil det være for børnene at vise omsorg for os alle (inkl. jøder og muslimer), når de bliver voksne og overtager ansvaret for vores samfund.

Gud fri os for noget vrøvl! At du ikke aner en rygende fis om omskæring er een ting, men hvorfor tier du så ikke bare stille?!?

Hvor har du ret Peter! Det er præcis det, - og vel egentlig kun det, som denne debat burde handle om. I Danmark har barnet også universelle rettigheder, og vi sætter heldigvis menneskerettigheder over et for os at se noget bedaget kulturelt synspunkt om, at de små børn alene tilhører forældrene og menigheden. Jeg ønsker ikke at skulle tilsidesætte barnets selvbestemmelse for en primært symbolsk visning af, at Danmark på ingen måde og under ingen omstændigheder vil risikere at støde stærkt ortodokse kræfter af en ikke-verdslig natur.

Hvor mange af dem som skriver er omskåret ? Jeg blev omskåret som 17 årig, som seksuelt aktiv var det et helvede, pludselig at glans var blottet. I det meste af et år bandede jeg over, at det ikke var sket da jeg var spæd. Smerten ville måske have været den samme, men der havde ikke været et sexliv der der blev ødelagt i lang tid. Der er heller ikke nogen der påpeger den hygiejniske fordel.

At du blev omskåret som 17 årig var vel dit eget valg.
Når du skriver at det har hygiejniske fordele, mener du så at de ca. 3 milliarder mænd som ikke er omskåret, er uhygiejniske?

Medrivende Artikel
Lea Friedbergs artikel handler for mig primært om antisemitisme. Max Meyers familiehistorie gør et stærkt indtryk, og jeg forstår noget af hans frygt for forfølgelse og overgreb. Den danske retsstat gør meget for at sikre den jødiske befolkning, men det er forståeligt, at Max Meyer og flere andre føler angst. Danmark skal være et sikkert land at bo i for alle befolkningsgrupper, og det gælder naturligvis også for jødiske borgere. Danmark har historisk set gjort en del for at sikre jødiske borgere, men skal også i fremtiden kunne yde den nødvendige beskyttelse.

Annonce