Andre gange er det vederkvægende og alle anstrengelserne værd.

Sådan er det blandt andet med den schweiziske forfatter, journalist og fotograf, Annemarie Schwarzenbach.

Efter et fatalt cykelstyrt, som hun aldrig kom sig over, døde hun blot 34 år gammel, i 1942. Hun havde ellers vist evner som journalist og forfatter, men glemslen ramte hende allerede i levende live.

Sansemættet

’Død i Persien’ er nu oversat til dansk. Den udkom først 60 år efter hendes død, i forbindelse med genopdagelsen af hendes forfatterskab, men hun skrev den i årene 1935-36.

Den er delvist selvbiografisk, og i den sælsomme bog får vi indsigt i hendes fatale og ulykkelige kærlighedsforhold til en iransk kvinde, der undertrykkes af sin besidderiske fader, der har frarøvet hende samværet med sin moder.

Samtidig var Annemarie Schwarzenbach massiv misbruger af opium, og selvom ’Død i Persien’ ikke omtaler dette misbrug eksplicit, så spiller det en central rolle i fortællingen.

Man skal læse teksten langsomt 

Jeg-personens oplevelse af det specielle landskab i krydsfeltet mellem det nuværende Iran og Afghanistan, er så tungt og symbolsk ladet, men samtidig også så sansemættet beskrevet, at man snapper efter vejret.

Man skal læse teksten langsomt. Som arkæolog, er jeg-personen fanget i en art ikke-tid, som hun ikke kan undslippe.

Håbet, der var knyttet til forelskelsen, der forliser, og Europas nazificering, lukker vejene ud af den ørkenlabyrint, hvor hun er endt.

Hver eneste sætning er ladet med feber

Annemarie Schwarzenbach beskriver en art spleen, der som mange globetrottere og bjergbestigere oplever: at de ligesom sidder fast i noget, der føles som verdens - og tidens - ende.

Og Annemarie Schwarzenbach skriver forbandet godt, men man skal som læser sætte læsetempoet ned, for at mærke ordentlig efter.

Hver eneste sætning er ladet med feber, med en dyb poetisk betydning, der kan være svær at forstå med ens hjerne, men som på en sær måde planter sig i læseren, som en underlig erfaring. For der er noget dragende over denne erfaring, der også handler om kulturelle udfordringer.

Det er ligesom i tiden, fordi vi har lært at frygte vores ‘orientalistiske’ blik på ‘de fremmede’

Selvfølgelig skal vi tale om, at Annemarie Schwarzenbach beskriver dette område og dets befolkning med ‘vestlige øjne’.

Det er ligesom i tiden, fordi vi har lært at frygte vores ‘orientalistiske’ blik på ‘de fremmede’. Men alt dette skal jo læses i forbindelse med et Europa, som forfatteren selv stammer fra, der er mindst ligeså fremmedgjort og ‘orientalt’, efter at forfølgelsen af jøderne og fascismens stramme bånd har kvalt kontinentet, og gjort det umuligt at bebo.

Tunge kolosser

Annemarie Schwarzenbach kommer også ind på ansvar og krav om at yde modstand, både i forbindelse med hendes forliste kærlighedsforhold, der er bestemt af en særlig kultur, og i forbindelse med at bekæmpe fascismen.

Men det er tunge kolosser, der er svære at håndtere.

Og det er her, at det tidløse landskab, misbruget af opium og resignationen bliver til den eneste mulige modstand.

Og flere af Annemarie Schwarzenbachs skriverier er på vej i dansk oversættelse

Og det er jo grundlæggende en tragedie, men det er formidlet sådan, at man forstår hvorfor man drages mod en sådan sandhed, og sådan skønhed i intetheden.

Og flere af Annemarie Schwarzenbachs skriverier er på vej i dansk oversættelse. Det ser undertegnede frem til.

Denne gang er det Forlaget Korridor, der har startet lavinen, og mange tak for det.

Annemarie Schwarzenbach: ‘Død i Persien’. Illustreret med foto af forfatteren i sort/hvid. Korridor Novella #24. Oversat og med efterskrift af René Jean Jensen. Omslag og design af Mia Bjergegaard. 145 sider. Forlaget Korridor, 2024.