Hun er en anerkendt forfatter, og det kan man godt forstå, når man som dansker er så beriget at kunne læse hendes fortællinger i fremragende oversættelser.

Hendes novelle, ’Brudgommen var en hund’, er oversat fra japansk af Mette Holm, og novellesamlingen ’Hvor Europa begynder & En gæst ’er oversat fra tysk af René Jean Jensen.

Tawada excellerer i en art magisk realisme, i mangel af en bedre betegnelse, hvor hun som en anden feminin Kafka beskriver det dobbelte kulturelle blik, som hun har på opfattelsen af forskelligheder på tværs af generationer og lande.

I ’Hvor Europa begynder’, en lille novelle, lykkes det for hende at beskrive hvorledes drømme om byer og kontinenter kan indtage kolossale, indre billeder, der mentalt udspiller sig som om, at de var reelle, og ikke til at skelne fra virkeligheden.

Det er både morsomt, men også noget andet og dybere.

Det er et forsøg på at vise den forvirring, og de kvababbelser, der er forbundet med at leve i en verden, der er åben, blandet og sameksisterende, uden at alles tilgange til virkeligheden er den samme.

Tyskernes levevis

Det udspiller sig også på sære måder i novellesamlingen ’En gæst’, hvor hun på en måde skriver om sit eget alter ego, og forklarer hvorledes hun som japaner oplever tyskernes levevis, deres trolddomme, deres ukendte magi, med talismaner og overtro.

Hendes tilgang er meget korporlig, hvor jeg-personen oplevelse de kulturelle forskelle på egen krop, der på samme måder også er et udtryk for klassisk senmodernistisk jeg-forståelse.

Det er kombinationen af den fremmedgjorte krop, der samtidig bruges til at undersøge selvet og dennes placering i en forvirret verden, der gør det så klassisk

Hendes evige kampe med skriveblokeringer, som hun eksplicit skriver om, og hendes forsøg på at skildre hvorledes ordene og sætningerne kan dannes uden at give mening, eller helt gå i opløsning, er helt på linje med især europæisk, senmodernistisk litteratur, der især er skrevet af kvinder.

Det er kombinationen af den fremmedgjorte krop, der samtidig bruges til at undersøge selvet og dennes placering i en forvirret verden, der gør det så klassisk.

Tag for eksempel Kirsten Hammanns nyklassiker fra 1993, ’Vera Winkelvir’, der ikke er en psykologisk roman, men derimod netop en slags surrealistisk beretning om en person, der med kroppen oplever en virkelighed, der er metamorfisk.

Det hele er underligt, bizart, nærmest som et eventyr for voksne

Hos Yoko Tawada er det for eksempel lyde, der ikke opfattes med ørerne, og en graviditet, der forveksles med et dyr, der angiveligt er flyttet ind i jeg-personens øre, der bliver behandlet.

Det hele er underligt, bizart, nærmest som et eventyr for voksne, med masser af dyremetamorfoser samtidig med, at man som læser opfatter det ret klart, og sådan set ikke dømmer forfatteren eller fortællingen som skær, opstyltet eller på anden vis perifer.

Det er vanskeligt at beskrive det anderledes, selvom dette kun er antydninger, men det er, som sagt, en klassisk senmodernistisk tilgang til litteraturen, som er gængs og oplevet før.

På tide at komme videre

Yoko Tawada skriver godt og fængende, og det er som sagt klassisk, selvom en læser, der ikke kender til de mange andre værker, der er skrevet på samme måde, nok vil finde hendes skrifter underlige.

For undertegnede er der en lille klokke, der ringer for mit indre øre, der giver mig et indtryk af, at det nok er på tide at komme videre.

At denne genre er ved at nå sit slutpunkt, selvom det endnu er berigende, underholdende og spændende at læse sådanne bøger.

Man drømmer måske bare om, at der kommer bare lidt mere af virkeligheden med ind i disse meget individorienterede fortællinger.

Præcis ligesom det lykkedes for den japanske forfatter Yo Miri i hendes skelsættende og banebrydende roman, ’Ueno Station, Parkudgangen’, der sætter så meget mere i spil.

Nærmest jungiansk

Yoko Tawada skriver meget mere i tråd med Hiromi Tawakami, der også er oversat til dansk. Hendes ’At træde på en slange’ minder på mange måder om Tawadas surrealistiske univers, med dyrememorfoserne og de underlige og uudfoldede træk, der danner tråde ned i en japansk tradition, der handler om mytologi, overtro og meget andet.

Det er som om, at disse tråde bliver til energi, netop fordi de ikke er tegnet konkret op, men blot benyttet til at lade fortællingen indeholde disse uforklarlige, ukonkrete, nærmest jungianske identitetskarakteristikker få fylde og leve deres eget, nødvendige og påtvungne liv.

Det er jo guld

Alle de nævnte japanske bøger er udkommet på forlaget Korridor. Det er en stor berigelse for os danskere, at disse bøger bliver publiceret, og jeg kan varmt anbefale alle at læse dem alle sammen.

Det er jo guld, serveret i flotte bind, så man næsten ikke kan forlange mere.

Yoko Tawada: ’Hvor Europa begynder & En gæst’. Oversat af René Jean Jensen. 137 sider. Korridor Novella #15. Udgivet i 2021.

Yoko Tawada: ’Brudgommen var en hund’. Oversat af Mette Holm. 58 sider. Korridor Novella #10. Udgivet i 2024.