Fordrukken outsider med brækket ben skrev verdens bedste film

David Finchers ”Mank” er en Hollywood-hyldest med torne.
Foto: Netflix
Mange af historierne omkring ”Citizen Kane” (1941) – en tragisk fortælling om en bladmand, der stiger til tops, svigter sine idealer og ender alene på et gotisk slot – er baseret på virkelige begivenheder og er nærmest blevet en del af filmmediets mytologi. Bladmogulen William Randolph Hearst, der fungerede som forlæg for Citizen Kane, var indædt modstander af Orson Welles’ film.

Hovedpersonen Charles Foster Kane, magnetisk spillet af den purunge instruktør selv, virkede dengang rigeligt inspireret af den magtfulde udgiver, hvorfor han blandt andet fik flere fremvisninger forhindret.

Med David Finchers 11. spillefilm ”Mank” får man denne historie om krydsfeltet mellem film og virkelighed serveret i en genskabelse af det gamle Hollywood i 30’erne og 40’erne. Filmen er skrevet af David Finchers nu afdøde far. Vi møder i filmen den garvede manuskriptforfatter og tidligere journalist Herman Jacob Mankiewicz (kaldet Mank). Han er ifølge Jack Fincher ”Citizen Kane”-manuskriptets primære ophavsmand frem for Orson Welles. De to store mænd endte med at dele ophavsangivelsen for manuskriptet, som indtjente filmen sin utroligt nok eneste Oscar.

Et fortidigt Hollywood

”Mank” er ikke en film, der bolter sine seere til sædet som David Finchers seriemorderfilm ”Se7en” eller ”Zodiac”.

Hvad filmen mangler i neglebidende spænding, har den til gengæld i kolorit, persontegning og vidunderligt skuespil. Filmen fremtryller et Hollywood af i går med kyniske studiebosser i nålestribede jakkesæt, cigaretpiger og blonde divaer med bedrøvet blik. Filmen er pakket med detaljer og patina på både det knitrende lydbillede og i de flotte sort/hvide billeder.

Hvis filmen er en kærlighedserklæring til Hollywood og de tidlige talefilm, er det ikke desto mindre en tornet buket roser. En væsentlig del af filmen handler også om studiebossernes omgang med politik: De skaber en række fingerede kampagnefilm for republikaneren Frank Merriam, der var opstillet i det californiske 1934-guvernørvalg mod den socialistiske romanforfatter Upton Sinclair.

Her er en øjenåbnende forløber for vor tids fake news. David Finchers far Jack skrev første udkast til manuskriptet i slutningen af 90’erne. Skildringen af republikansk urent trav er kun blevet mere aktuel her i Trump-tidsalderen.

Hofnar på de bonede gulve

Mankiewicz ser den skæve alliance mellem politik, medier og film, også selvom han er optaget af at kigge dybt i glasset. Han er en slags fordrukken hofnar, der afslutter sin optræden med at kaste op på de bonede gulve. En Hollywood-outsider der på forunderlig bliver tålt og lever livet som en insider. Gary Oldman spiller ham med en pløret karisma og en gylden tunge; på rekordtid og med et brækket ben skal han forsøge at holde sig tørlagt og levere et manuskript om en Hearst-lignende skikkelse til vidunderbarnet Orson Welles. Alle fraråder ham til at lade være.

Forsøger at få ham vippet over i et andet projekt. At mishage Hearst er den sikre billet væk fra Hollywood. Som filmelsker er man taknemmelig for, at Mank holder fast i sit forehavende. ”Citizen Kane” har i lange perioder siden 1941 stået som den bedste film nogensinde.

For lidt om efterspillet

”Mank” vil naturligvis i særlig grad tale til alle, der har set mesterværket. Og som stor fan af den snart 80 år gamle film ærgrer det mig lidt, at man ikke hører mere om efterspillet: Hvordan lykkes det mediemogulen Hearst at få vingerne stækket på dette mesterværk? Hvilke andre tiltag blev søsat for at minimere filmens udbredelse? Hearst, som var en slags datidens Rupert Murdoch, virker frem for alt afdæmpet og gådefuld i den britiske skuespiller Charles Dances ranglede skikkelse, ja knap nok som filmens skurk.

Vreden i ”Mank” går mest ud over studiebosserne, der ikke holder deres løfter i krisetider for deres medarbejdere og som i for høj grad fletter fingre med det republikanske parti i deres kommunistforskrækkelse.  ”Mank” er ikke kun en film-om-filmen for fans af ”Citizen Kane”. Den er også et spiddende og højaktuelt portræt af medier og magt(misbrug).

’Mank’. Film. Instruktion: David Fincher. Medvirkende: Gary Oldman, Lily Collins, Amanda Seyfried, Arliss Howard, Charles Dance, Tom Burke. Spilletid: 131 min. Premiere: I biograferne 19. november, kan streames på NETFLIX fra 4. december.

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Annonce